Artist-in-Residence Thurup Hus i Assens

22.01.18 | Opslagstavle

Kunstnerophold 2018 Assens

Assens Kunstråd indkalder ansøgninger til en måneds frit ophold for én billedkunstner i det unikke, tidligere kunstnerhjem Thurup Hus. Tilbuddet er henvendt til professionelt arbejdende billedkunstnere.

Tidspunkt for opholdet vil være lørdag den 1. september 2018 til søndag den 30. september 2018.

Billedkunstneren Børge Thurup boede indtil 2005 i Thurup Hus, en gammel landejendom fra 1800-tallet i nærheden af havnebyen Assens i Danmark. Huset er nu indrettet som refugium.

Stedet er smukt restaureret i den oprindelige 1800-tals-byggestil. Det er omgivet af en stor nyttehave i tidens stil og ligger i smukke landlige omgivelser.

Huset er indrettet med faciliteter som i 1800-tallet med brændeovn, åbent ildsted, gammeldags bageovn og petroleumslampe-belysning. Dog findes en tilbygning med moderne toilet, badefaciliteter og vaskemaskine.

Se www.thuruphus.dk

De ansøgende kunstnere skal være indstillet på at leve under de ovenfor beskrevne gedigne, men gammeldags, forhold uden alle moderne bekvemmeligheder.

Det er Assens Kunstråd, der vurderer ansøgningerne og foretager udvælgelsen.

Assens Kunstråd prioriterer ansøgninger fra billedkunstnere med særlig interesse for at arbejde med følgende temaer:
klodens tilstand, natur, økologi og bæredygtighed

I løbet af opholdet forventes det, at du vil være villig til at holde et power point foredrag i offentligt regi. Det er i øvrigt Assens Kunstråds ambition, at der under opholdet knyttes forbindelse til lokale kunstnere og kulturinstitutioner. For yderligere oplysning om vilkårene for opholdet, se her

Ansøgningsskema skal benyttes.

Ansøgningen stiles til Assens Kunstråd, att. Katrine West, og fremsendes på. e-mail til kulturogfritid@assens.dk.

Ansøgningsfrist: 1. marts 2018

Forventet svardato: 15. april 2018