Billedkunstnere gør en forskel i udsatte boligområder

04.03.18 |

I forbindelse med regeringens aktuelle ‘Ghettoplan’ efterlyser kulturminister Mette Bock (LA) eksempler på, at kunst gør en forskel i udsatte boligområder.

Mange billedkunstnere har de senere år arbejdet med kunst og borgerinddragelse i socialt udsatte bydele, f.eks.:

CUDI – Center for Urbanitet, Dialog og Information, (200-2001) hvor kunstnerne Lasse Lau og Lise Skou flyttede ind i en lejlighed i Vollsmose, hvorfra de igennem et helt år skabte en lang række kunstprojekter i samarbejde med områdets beboere.

Visit Tingbjerg (2012), en samtidskunstfestival, hvor 21 kunstnere fra ind- og udland skabte sociale, deltagerbaserede og samfundsdebatterende kunstprojekter gik i et af Danmarks udsatte boligområder.

Og et helt nyt projekt, hvor fire billedkunstnere flytter ind i tomme butikslokaler i Værebro Park for at skabe kunst i samarbejde med boligområdets beboere.

Et andet vigtigt kunstnerisk tiltag, der har eksisteret siden 2011, er skabt af uafhængige billedkunstnere og lokaliseret i centrum af Gellerup ved Aarhus: Det er Sigrids Stue, en projektbaseret platform for samtidskunst, der tager udgangspunkt i lokalområdet.

Sigrids Stue udvikler sine projekter i samarbejde med både lokale, nationale og internationale partnere. Udover et artist in residence-projekt, som inkluderer uafhængige internationale kunstnere og kuratorer, har Sigrids Stue igangsat en tegneskole for børn i området  og et lokalt kunstnernetværk (KunstnerNetværkGellerup) der rummer forskellige kunstneriske discipliner.

Sigrids Stue er lokaliseret i en lejlighed på 3. sal, samt i træ-pavillioner langs hovedgaden, begge dele ligger i centrum af Gellerup, og er ledet af kunstner Grete Aagaard. Læs mere i artiklen fra Fagbladet Billedkunstneren herunder:

 

Sprogtæpper fletter indvandrere og udvandrere sammen


Billedkunstner undersøger indvandring og udvandring gennem kunstprojektet Sprogtæpper. Det skabes i udstillingsrummet Sigrids Stue i Gellerup og vokser ud af bydelens beboeres mange fortællinger om sprog.

Hvordan tager man bussen i Aarhus?
Kunstner Anni Holm ankommer til Gellerup i Aarhus fra Chicago. Selvom hun er vokset op i det østjyske, har de seneste 17 år i Chicago gjort hende en smule fremmed i Aarhus, hvor hun skal bo i seks uger som artist-in-residence, for at skabe et kunstværk i Sigrids Stue i Gellerupparken.
Nu er hun i tvivl om, hvordan man tager bussen. Anni Holm går ind på Folkeoplysningen på Gellerup Bibliotek og spørger to mænd, den ene fra Somalia, den anden fra Libanon, der sidder bag skranken. De forklarer Anni Holm, at ja, man går ind bagerst i bussen. De griner venligt af den blonde kvinde med de jyske ord i munden – en udvandrer, der hjælpes på vej af to indvandrere.
Det er netop mødet mellem udvandreren og indvandreren, billedkunstner Anni Holm undersøger i kunstværket Sprogtæpper, der er blevet til i et samarbejde mellem kunstneren og lokale beboere i Gellerup.

Når sproget flettes sammen
Lange fletninger af gamle duge, sengelinned og overskudsstof snor sig i lige så mange farver, som der er sprog i Gellerupparken.
En fletning begyndes på stuedørens håndtag, hvor den bindes fast og flettes, til stuen ikke længere er lang nok. Grønt, rødt og blåt stof – arabisk, dansk og engelsk – flettes sammen, for til sidst at blive syet sammen i en spiral, der danner et fladt, rundt tæppe. Et sprogtæppe er skabt.

”Jeg har selv oplevet, hvordan mit sprog ændrede sig, da jeg flyttede, og engelsk blev mit hverdagssprog og dansk gled i baggrunden. Der er så mange følelser og identitet forbundet med vores sprog, og det ville jeg gerne undersøge i værket,” fortæller Anni Holm.
Sprogtæpperne bliver lavet af nysgerrige beboere fra Gellerup, der med Anni Holms enkle instrukser griber til fletteriet. Hun har opsøgt beboerne på biblioteket, til bydelsmøder, sammenkomster, i Bazar West, på gaden, i opgangen og i den lokale pigeklub, global Girls.
Alle er blevet inviteret på te, kaffe, kage og fletteri i kunststuen, der ligger i en af de gamle, udskældte betonblokke.
Sigrids Stue får besøg af både underboere i opgangen og af kioskejerens søn. Der kommer nordjyder og palæstinensere. Det lokale og internationale flettes bogstavelig talt sammen her i den kunstneriske stue. Et artist in residency, der har fungeret siden 2011, og som har som mål at skabe møder mellem mennesker på tværs af kultur.

En indfødt på udebane
Anni Holm emigrerede til Chicago for snart 17 år siden, og har en bachelor of fine arts i fotografi og kunstformidling fra Columbia College.
Hun begynder projektet Sprogtæpper med at flette sit eget sprogtæppe bestående primært af rød for dansk og blå for engelsk. Efter fire ugers arbejde er der flettet 49 sprogtæpper og fortalt mange flere historier.
”Sproget er en god indgang til at snakke om tilhørsforhold. Tæppernes mange farver viser, hvor blandede vi er hver især, og hvor mange associationer og følelser vi har tilknyttet de sprog, vi taler,” siger Anni Holm.
I produktionen af sprogtæpperne i Anni Holms midlertidige stue bliver betydningen af sprog foldet ud gennem anekdoter fra Pakistan, Libanon, Nordjylland.
En operasanger fortæller for eksempel om sit forhold til at synge på italiensk. Hvert sprog rummer en identitet. Og det er aldrig tilfældigt hvilken farve sproget får. Nordjysk bliver brunt. Arabisk ofte grønt. Engelsk får en kølig blå. Et par unge drenge med arabiske rødder fletter et tæppe med lyseblå og mørkeblå. Blå er nemlig deres yndlingsfarve, så både dansk og arabisk skal symboliseres med den blå farve.

Åbner det intime rum
En mor sidder og fletter sprogene sammen, mens hendes to døtre lytter til hendes fortællinger. Hun taler både arabisk, kurdisk og dansk. Og mens fletningen bliver længere fortæller hun om årene inden, hun kom til Danmark. Først flygtede familien fra Kuwait, derefter boede de i Pakistan i et år, inden de endte i Danmark, hvor døtrene blev født og er vokset op.
”Det her øjeblik, hvor børnene lærer deres egen familiehistorie bedre at kende gennem refleksioner over de sprog, de taler, er meningsfuldt for mig, og for hele projektet. Folk investerer sig selv i arbejdet samtidig med, at de slapper af, når vi sidder med noget i hænderne. Det åbner op for et intimt rum,” fortæller kunstneren.
Hun og den kurdiske mor finder ud af, at de havde samme alder, da de forlod deres hjemland og emigrerede. Anni Holm fordi hun opsøgte kunsten – moderen fordi hun flygtede. Begge har de valgt at give deres modersmål videre til deres børn, og på den måde en vigtig del af deres historie og identitet.

Målet er mødet
Anni Holm betragter sig selv som en dirigent. Uden et orkester, der bringer musikken ind i rummet, er der ikke meget at skabe med for hende. Hun betragter heller ikke sprogtæpperne som sit eget værk, men som et fælles værk. De mange tæpper bliver givet tilbage til skaberne, og ejerne til de historier, der er flettet ind i værket efter udstillingen i det aarhusianske nonprofit udstillingssted Rum 46.
”Målet var mødet og dialogen, og mit arbejde bliver måske lidt af en form for kunstterapi,” siger hun, og beskriver sin vigtigste opgave: At lytte.
Når der er ører, der lytter med oprigtig interesse, så folder historierne sig ud. De fletter sig sammen til et broget og farverigt tæppe, der afspejler de fortællinger, som er i Gellerupparken, og som har ført folk dertil.

Læs mere: https://sigridsstue.wordpress.com og  www.anniholm.com

Skribent: Solveig Kolstad, Fagbladet Billedkunstneren, december 2015.