‘Det gør mig vred, at det kunstneriske erhverv stadig ikke anerkendes på lige fod med andre erhverv’

14.12.18 | Billedkunstneren

Fagbladet Billedkunstneren, december 2018. Interview med Lise Skou, billedkunstner, uddannet fra Det Fynske Kunstakademi, 2004:

Når vi taler om, hvordan det er at leve af at være billedkunstner, er det her citat af Guy Standing meget rammende: “Being precariatized is to be exposed to pressure and experiences, leading to a precarious existence, where you live in the present without a sure identity, or sense of development achieved through work or life choices.” 

At der ikke er en sammenhæng mellem erfaringer, udstillingsaktiviteter, engagement i øvrigt og indtjening. Det burde jo være sådan – som i alle mulige andre erhverv – at jo flere erfaringer, jo mere anciennitet, jo mere økonomisk sikkerhed fra det arbejdsmarked, du er en del af.

Det har overrasket mig, at oparbejdelsen af et vist CV med en lang række internationale og nationale udstillinger, erfaringer og forsøget på at dygtiggøre mig, ikke har haft nogen umiddelbar indflydelse på min indtjening eller fjerner mig fra en prekær livssituation. Det har også overrasket mig, hvor sårbar en situation man rent faktisk er i som kunstner. Det er noget, jeg er blevet særlig bevidst om igennem de seneste 2 1/2 år, efter at min søn pludselig blev syg i foråret 2016. Igennem den periode har jeg ikke haft nogen mulighed for økonomisk kompensation i form af f.eks. tabt arbejdsfortjeneste eller sygedagpenge. Samtidig har jeg ikke haft samme mængde tid og energi at lægge i min praksis, hvorfor mulighederne for legater, kunststøtte er faldet lynhurtigt og har fjernet det, der tidligere har været mit eksistensgrundlag. På den måde har jeg som kunstner været utrolig sårbar.

Lise Skou. Foto: Tor Birk Trads.

Da min søn blev syg forsøgte jeg at opretholde samme aktivitetsniveau og udvikle min praksis, fordi det krævedes af mig, for at jeg skulle kunne opretholde det niveau af indkomst, der var nødvendig for mig. Jeg kunne godt mærke, at det tog mange kræfter, fordi – som de fleste andre i lignende situation – havde fokus på mit barn. Det har resulteret i, at min indtjening og det, jeg har kunnet tjene som kunstner, er faldet dramatisk, og jeg er endt i et rengøringsjob 18 timer om ugen for at dække størstedelen af mine udgifter.

Det resterende forsøger jeg at hente hjem ved udstillingsaktiviteter, udgive tekster og andre småjobs. Men det er svært at etablere et indkomstgrundlag som selvstændig billedkunstner, når man har en dreng, der stadig er meget sårbar og har 18 timers rengøringsarbejde om ugen. Så det bider sig selv i halen. Jo mere omsorg jeg yder for mit syge barn, desto mindre indtjening.

Jo mere rengøringsjob jeg tager for at kunne betale min husleje, desto mindre indtjening fra mit kunstneriske virke, jo mindre tid til at skrive den gode ansøgning til det undervisningsjob på et kunstakademi, som jeg gerne vil have osv osv. Det er en ond cirkel, og jeg må indrømme, at jeg lige nu ikke ser mange muligheder for en vej ud af det. Det er begyndelsen til enden for en kunstnerisk praksis, som jeg engang troede skulle blive min levevej.

Det paradoksale er, at jeg tilbage i 2015 startede projektet Trade Test Site,  netop i et forsøg på at finde en alternativ vej til indtjening. Jeg fandt det for sårbart at sætte min lid til støttekroner og (kunst)arbejdsmarkedet og besluttede derfor at etablere mit eget. Et kunstprojekt, der også kunne generere indtjening til mig, såvel som de samarbejdspartnere, der var med i projektet. Jeg ønskede at undersøge, om det var muligt at etablere en butik og forretningsmodel med lønnede stillinger til medarbejdere. Jeg søgte efter svar på, hvordan jeg som kunstner kunne opretholde mine aktiviteter? Og hvilke økonomiske modeller jeg og vi benytte mig af? Hvordan kunne jeg samle ressourcer eller hacke økonomiske systemer?

Nu sidder jeg her 3 år efter og må sande, at utopien om lønnet arbejde som del af et kunstnerisk projekt forblev en utopi.

For en tid drev jeg den butik og den café, der var basen for projektet, via mit eget ubetalte arbejde, men jeg vidste godt, at det var uholdbart i længden. De menneskelige og økonomiske ressourcer rakte ikke. Det, jeg troede, skulle sikre min økonomi, såvel som mit kunstneriske virke, blev i stedet begyndelsen til enden på min tro på det kunstneriske eksperiment som mulighed for opretholdelse af livet. Som værdifuldt. Men den værdi jeg følte, der lå i det at producere kunst kan ikke skaffe mad på bordet og drage omsorg for en dreng med angst. Dette omsorgsarbejde har desværre heller ikke nogen værdi i et økonomisk perspektiv. Overskuddet til at arbejde med økonomiske modeller for at løfte mig selv og andre ud af en prekær livsbane er blevet knust at selve livet.

Jeg har tidligere været heldig at få støtte fra Statens Kunstfond – Billedkunstudvalget, eller et arbejdslegat. Det har desværre været for nedadgående med den støtte. Forståeligt nok på mange måder, fordi jeg ikke har fået lavet så meget de seneste to år på grund af massivt omsorgsarbejde. Men det er jo paradoksalt. Jeg ved godt, at det ikke kun er kunstnere, der rammes hårdt, når ens elskede bliver syge, og man må omstrukturere livet. Det er vist almenmenneskeligt. Det er bare sådan, at hvis man tilfældigvis er kunstner oveni de personlige udfordringer, rammer dette økonomisk hårdere. Fordi vi ikke har mulighed for at søge om tabt arbejdsfortjeneste, blive sygemeldt, “gå på halv tid” eller tage orlov en periode. Så er løbet ligesom kørt.

Jeg har igennem flere år set det som en del af mit kunstneriske projekt at bevise, at man kan overleve som kvindelig billedkunstner med børn. Men jeg må sande, at jeg er blevet nedkæmpet af en så omfattende prekær livssituation, at jeg er tættere på at kaste håndklædet i ringen, end jeg nogensinde har været før.

Jeg oplever forholdet mellem det arbejdsmarkedspolitiske system og kunstnernes arbejdsvilkår som nærmest ikke-eksisterende. Vi kunstnere burde organisere os bedre og ganske simpelthen strejke, for kunstinstitutionen er også med til at fastholde os i en prekær livsbane ved meget ringe udstillingsvilkår og ingen minimumsløn.

Men jeg oplever en stor mangel på solidaritet blandt kunstnere. Enhver gør stadig sit for at overleve. Takker jeg nej til en udstilling, fordi jeg synes, lønnen er for ringe, så er det ganske sikkert, at der står en anden kunstner lige bag ved mig, som gerne vil gøre det uden at få løn. Der er jo noget galt et eller andet sted, når forholdene er sådan. Vi burde være solidariske, og vi burde strejke. Vi burde have en garanteret mindsteløn og overenskomstforhandlinger.

For noget tid siden var jeg med på en udstilling, og jeg bidrog med et værk, der handlede om, at jeg var gået konkurs som kunstner. Det førte til en snak med en kunstnerkollega, som sagde noget til mig, som jeg sidenhen har haft svært ved at fordøje. Jeg husker det ikke ordret, men vedkommende sagde noget med, at:  “det er bedst, hvis vi som kunstnere skal kæmpe med økonomisk overlevelse for at skabe god kunst”. Med andre ord er vi altså nødt til at lide og slide lidt ekstra for at skabe god kunst! Det er det værste vrøvl, jeg nogensinde har hørt.

Myten om den fattige kunstner, der sidder på sit utætte loftskammer med tuberkulose, lever åbenbart stadig derude – også blandt kunstnerne selv. Og måske netop derfor må vi kigge langt – meget langt – efter den solidaritet, som jeg efterlyser. Det gør mig faktisk virkelig vred. At det kunstneriske erhverv stadig ikke anerkendes som et erhverv på lige fod med andre erhverv. Det er jo hårdt arbejde. Det er sgu da ikke for sjov, at vi gør det. Det er fordi, kunst er nødvendig for samfundsudviklingen og kulturel udvikling, og det burde vi alle få mere kredit for.

Mit højeste ønske er helt banalt og nede på jorden, at jeg får et job indenfor mit fag. Allerhelst som underviser på et af akademierne eller en fagskole, fordi jeg ved, at jeg er en god underviser, og fordi det for mig er en utrolig givende og frugtbar proces at være i. Desværre en meget lidt eksotisk drøm. Men stadig end drøm, som har vist sig at være temmelig uopnåelig. Jeg er blevet mødt af for megen virkelighed til at drømme større. Jeg vil bare gerne have en hverdag, der fungerer nogenlunde tåleligt. En hverdag; hvor jeg kan arbejde med min faglighed samtidig med, at jeg ved, at jeg kan betale min husleje; hvor jeg har økonomi og overskud til at yde den omsorg for min søn, som stadig er skrøbelig; hvor jeg kan købe et buskort til min teenagesøn, så han kan komme i skole.

En måde at sikre bedre økonomi til kunstnerne kan være, at vi indfører en form for kunstnerløn. Ligesom når man efter et vist antal år i en bestemt virksomhed og et vist antal timers godt arbejde får en form for godtgørelse. Det burde være sådan for kunstnere også. Når vi for eksempel har et vist uddannelsesniveau, dygtiggjort os indenfor det og det, har et vist omfang af udstillinger bag os, så skulle man kunne få tildelt kunstnerløn.

Hvis du spørger mig, om jeg har overvejet at droppe at leve af min kunst, så er svaret ja. De seneste 2 1/2 år har jeg overvejet det hver eneste dag.