Billedkunstner Heidi Hove er medlem af udstillingsstedet Sydhavn Station, der var en af vinderne af BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2016.
Også i 2017 uddeler BKF prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder. Nominér din favorit ved at sende en mail med 5-10 linjers begrundelse til bkf@bkf.dk inden 15. august 2017!
Interviewet med Heidi Hove blev bragt første gang i Fagbladet Billedkunstneren #4 2016:
Hvilken rolle spiller den selvorganiserede kunstscene for udviklingen i kunstlivet, som du ser det?
Det kunstnerdrevne felt er en væsentlig brik i kunstlivet. Det er her vækstlaget ligger; det er her, man
opbygger en erfaring og et netværk, og så er det ikke mindst her, der er plads til at fejle og til at tage
nogle chancer, som det er så vigtigt at turde i dette fag.
Igennem de seneste år er der dog rigtig mange kunstnerdrevne udstillingssteder, der er kommet og gået. Det, synes jeg, er ærgerligt, da man gennem et mere konstant arbejde også vil opnå større synlighed og gennemslagskraft i de miljøer, man agerer i, og dermed at være med til at rykke det kunstnerdrevne ud af en snæver definition, som noget der kun opererer i undergrunden.
Nogle af de fokuspunkter, som vi har med Udstillingsstedet Sydhavn Station er eksempelvis, at det er etableret ud fra en stor lyst til at gøredet selv og til at skabe et mere bestandigt sted med en åben struktur og diversitet, som vanskeligt lader sig kategorisere. Et sted, som kan gribe de åbninger, der efterlades eller overses af mere konventionelle udstillingsprofiler i København.
Hvilke kunstnerdrevne udstillingssteder og projekter har du medvirket i?
Jeg har medvirket i flere forskellige, men de to, som har haft mest indflydelse på mit kunstneriske virke, er Koh-i-noor og Udstillingsstedet Sydhavn Station, som jeg har været med til at stifte og opstarte i henholdsvis 2004 og 2012.
Koh-i-noor lå i et lille butikslokale på Vestebro i København (et lokale som i dag huser udstillingsstedet C4 Projects). Vi var en lille gruppe kunstnere fra Det Fynske Kunstakademi, som ønskede at skabe en platform, hvor vi selv kunne sætte dagsordenen, samarbejde på tværs af diverse grupperinger og landegrænser, og hvor der var plads til større armbevægelser i form af f.eks. solo-præsentationer af mere konceptuel karakter som et modspil til det kommercielle, som syntes at præge den danske kunstscene i 00’erne.
Koh-i-noor blev opbygget ud fra simple grundprincipper og med et stort bevægelsesrum til hvert enkelt medlem, og det bevirkede, at vi var i stand til at udvikle os til en bestandig og velrenommeret udstillingsplatform for både store og små forsøg og tiltag. Efter en årrække på samme adresse og i samme stil, besluttede vi os for at skifte retning til en mobil platform med vægt på det processuelle i 2013. Det blev dog aldrig helt ført ud i livet. I stedet valgte jeg at koncentrere mig om driften af Udstillingsstedet Sydhavn Station, som jeg stadig er medlem af i dag sammen med ni andre billedkunstnere, der alle har stor erfaring indenfor det kunstnerdrevne felt.
Udstillingsstedet Sydhavn Station har den særlige, halvoffentlige beliggenhed i S-togsstationens forhenværende billetkontor samt i 15 plakatholdere i ankomsthallen, hvor mange mennesker dagligt passerer forbi, hvilket har åbnet for nye muligheder at vise kunst på. I de uprætentiøse rammer insisteres der på at vise samtidskunst af høj kvalitet i form af både solo- og gruppeudstillinger, digtoplæsninger, koncerter og performances af kunstnere af forskellige generationer fra både indog udland. En åben men fast ramme, hvori samtidskunsten kan møde et bredere publikum, uden at man nødvendigvis behøver at tivolisere, banalisere eller tygge maden for folk.
På en måde er Koh-i-noor og Udstillingsstedet Sydhavn Station organiseret ud fra de samme grundprincipper, hvor fællesskabet og en form for andelstankegang forenes med et vist anarkistisk og individuelt handlerum. Det er en struktur, som syntes at virke langtidsholdbar, og som gør, at kunsten ikke underlægges for mange kompromisser under tilblivelsen.
Hvilke selvorganiserede projekter har især gjort indtryk på dig de seneste år?
Mange – eksempelvis:
Inside Zone Residency (RU), opstartet af kunstner og forfatter, Florin Dan Prodan. Low-key artist-residency beliggende i et falliterklæret spaområde fra tiden før 1. verdenskrig:
www.insidezone.eu
The Luminary non-profit udstillingssted/residency i tidligere teater i St. Louis:
www.theluminaryarts.com
Pirpa, udstillingssted i nedrivningstruet lagerbygning på Grøntorvet, København, hvor billedkunstnerne Camilla Nørgaard og Cai Ulrich von Platen viser kunst, der forholder sig til denne kontekst: www.pirpa.net
Øverst: Udstillingen Landskab, Sydhavn Station 2016. Anne Skole Overgaard: Vandingskanal. 15 dele a 120 x 80 cm. Patchwork, collage, æggetemperera, akvarel, akryl, pigment, plade, lærred, print. Foto: Sydhavn Station.