Et hus med lys og højt til loftet – bygget til kunstnerlivet 

15.03.18 |

Nutidens byplanlæggere kunne lære meget af 1800-tallets store københavnske arkitekt Ferdinand Meldahl. Han vidste, at en hovedstad har brug for sine kunstnere og kæmpede for at få bygget et hus, indrettet efter kunstneres behov. Her fortæller tre af beboerne om livet i det fredede hus, der i år for præcis 140 år siden stod klar med sine 15 lejligheder og tilhørende atelierer.

»Det er en gave at få lov at bo her,« siger billedvæver og maler Mette Birckner, da Billedkunstneren besøger hende i den hyggelige toværelses lejlighed på tredje sal midt for i Kunstnerhjemmet i Gothersgade 143. To af hendes store, naturinspirerede billedtæpper i blå og turkis nuancer hænger på væggen bag spisebordet, og mange flere står omhyggeligt rullet sammen i kurve rundt om krogene, ved siden af tekstilrester, indpakkede akvareller og stabler af kunstbøger. Hver eneste af boligens 50 m2 er udnyttet til det yderste, men med over tre meter til loftet og generøst dagslys fra de store vinduer ud mod den grønne gård, virker her luftigt og rummeligt trods det sparsomme areal.

»Jeg har præcis den plads, jeg behøver. Og lige ovre på den anden side af gangen har jeg mit atelier. Om aftenen kan jeg gå direkte fra væven og ind i seng, så vågner jeg midt i arbejdsprocessen næste dag,« siger den 75-årige kunstner, der har boet i huset med den særlige historie i små to år og dermed er Kunstnerhjemmets nyeste beboer. Hun havde stået ca. 25 år på venteliste, da hun fik tilbudt lejligheden med det tilhørende atelier på 60 m2.

Foto: David Stjernholm

»Jeg føler stadig, at jeg har vundet i lotteriet, hver gang jeg ser mig omkring,« siger hun, da vi er gået sammen over i hendes lyse atelier, hvorfra udsigten strækker sig henover den vinternøgne Botanisk Have, Rosenborg Slots spir og helt ud til Marmorkirkens gyldne kuppel i det fjerne.

Arbejdsplads under himlen
Ejendommen med de karakteristiske store ateliervinduer, de kunstfærdige friser og italiensk inspirerede dekorationer i facaden kan i år fejre sin 140 års fødselsdag. Den rummer 15 lejligheder af forskellig størrelse – fra de helt små på ca. 50 m2 til de største på næsten 200 m2.
Alle lejlighederne har tilhørende atelierer, i de store er atelieret indbygget i selve lejligheden. Alle har over tre meter til loftet, og på øverste etage er der over fire meter op til de strategisk placerede ovenlysvinduer, der sikrer, at hver en stråle dagslys når ned i kunstnerens værksted.

På fjerde sal til højre bor billedhugger Poul Frederiksen. I lejlighedens atelier har han fået opbygget et meterhøjt stillads, hvis tagkonstruktion tjener som balkon med indrettet arbejdsplads lige foran de øverste, skrå vinduer. Herfra er der udsigt direkte ind i den københavnske himmel, der er høj og blå, da Billedkunstneren besøger ham.

»Jeg flyttede ind i 2003,« fortæller den 75-årige kunstner. »Dengang festede vi nok mere, end vi gør i dag. Der var tit nogen, der bankede på med en flaske rødvin. Nu er her mere fredeligt, men vi har stadig et godt fællesskab. Alle ved, hvem hinanden er,« siger Poul Frederiksen, hvis dadaistisk inspirerede værker hilser muntert på den besøgende fra vægge og hjørner overalt i den 190 m2 store atelierlejlighed.
Her hænger f.eks. en del af debutværket fra Charlottenborgs Forårsudstilling i 1971: En frodig kvindebluse, bagt i rugbrød og hængt på bøjle, side om side med et andet af periodens værker med titlen Keep smiling, der afslører billedhuggerens fortid som faglært bager: Et relief af fem formbrød, med bidske tænder i halvåbne munde. I den lange forbindelsesgang til køkkenet finder vi eksempler på det grafiske arbejde, han har fokuseret på de senere år, bl.a. en serie ’usynlige’ litografier i gule og grønne nuancer. De kan, som det fremgår af titlen It is not for the colourblind, ikke ses af farveblinde.

Foto: David Stjernholm

Hans poetiske værker og skæve vinkel på materialer og hverdagsobjekter kunne for et par år siden også opleves på Kunstnerhjemmets beboerudstillinger, som Poul Frederiksen var en af drivkræfterne bag. De fandt sted i husets lille fællestoilet i stueetagen, der gik under navnet ’Galleri Merde’. Med sine ca. tre m2 udgjorde galleriet nok Københavns mindste udstillingsrum, og de festlige ferniseringer blev derfor afholdt i den tilstødende entré- og trappehall. Her prydes endevæggen af en portrætmedaljon af Kunstnerhjemmets grundlægger, 1800-tallets indflydelsesrige arkitekt og kammerherre Ferdinand Meldahl.

Visionær byplanlægning
Meldahl var en fremsynet mand, der stod bag væsentlige dele af den københavnske byplanlægning, da voldene blev sløjfet i 1850erne og København ligesom mange andre europæiske storbyer voksede, så det knagede.
»Meldahl var inspireret af Napoleons arkitekt Baron Haussmann, der havde ryddet op i det gamle Paris’ usle fattigkvarterer og fået anlagt brede boulevarder, store pladser og grønne parker. Ligesom Haussmann sørgede Meldahl for, at der stadig var ubebyggede, grønne områder midt i bykernen, så man kunne trække vejret midt i urbaniseringen. Det er Meldahl, vi i dag kan takke for det grønne bælte, der strækker sig næsten ubrudt fra Tivoli, over Ørstedsparken til Botanisk Have, Østre Anlæg og Kastellet,« fortæller maler Peter Ravn, der bor på 1. sal til venstre i Kunstnerhjemmet.

Foto: David Stjernholm

1. etage er reserveret arkitekter, fremgår det af Kunstnerhjemmets vedtægter, og Peter Ravn er oprindeligt uddannet i design og arkitektur på Kunstakademiets Arkitektskole. De øverste etager er for malere og billedhuggere, der har særligt brug for dagslys. Stueetagen er reserveret billedhuggere. Her er lejlighederne udstyret med porte, så beboerne enkelt kan fragte tunge materialer og skulpturer ind og ud af ateliererne.
Peter Ravn har interesseret sig for husets historie, siden han flyttede ind for 14 år siden. Han fortæller, at Ferdinand Meldahl måtte kæmpe ihærdigt for at få bygget Kunstnerhjemmet, der stod færdig i 1878:
»Meldahl havde været på besøg i den danske kunstnerkoloni i Rom. Da han hørte kunstnerne klage over de usle leveforhold hjemme i København, besluttede han sig for at gøre noget ved situationen. Men det var ikke nemt at købe den grund, ejendommen er bygget på. Den var ejet af militæret, som var interesseret i at udstykke området omkring gamle Nørrevold og tjene så meget som muligt på salget,« siger han.

Derfor samlede Meldahl en kreds af tidens vigtigste finans- og erhvervsfolk, som han overbeviste om at skyde penge i projektet. Sammen stiftede de Foreningen til Erhvervelse af Kunstnerboliger, som lykkedes med at købe grunden, hvor Kunstnerhjemmet for akademiuddannede kunstnere stod klar i 1878. Husets arkitekt Henrik Hagemann stillede sin arbejdskraft gratis til rådighed i den gode sags tjeneste.

Hus med stemning og fællesskab
»Hagemann slog virkelig gækken løs,« konstaterer Peter Ravn, med henvisning til husets usædvanlige arkitektoniske detaljer og legesyge udsmykninger, bl.a. frisen af De Skønne Kunster i husets facade. Den for datiden ’vilde’ stil afspejler, at huset fra begyndelsen var noget helt særligt. Og det er det stadig, fortæller Peter Ravn:
”Det giver en speciel stemning, at alle i huset arbejder inden for det samme område. Vi har et fint fællesskab i dagligdagen. Ingen brokker sig, når hele opgangen stinker af terpentin, eller hvis der bliver hamret og banket på et værksted ovenpå,” siger han.

»Da jeg og min kæreste flyttede ind, bankede vores daværende underbo, Jeanne Gruth, på vores dør. Hun var en lille, intens kvinde på omkring de 80 år. ’Jeg vil lige sige, at hvis du mangler noget specialværktøj, så har jeg det meste. Du kan bare komme ned og låne,’ sagde hun. Og hun havde vitterlig et imponerende arsenal af specialdesignede håndsave nede i sit værksted, hvor hun skabte sine små skulpturer og installationer. Den slags naboer er jo fantastiske,« siger han, der allerede som 24-årig skrev sig op på Kunstnerhjemmets venteliste.

Foto: David Stjernholm

Han nåede at fylde 47 år, inden han fik tilbudt lejligheden med det nordøstvendte hjørneatelier, hvor alle døgnets lyse timer indfanges af de store dobbeltruder. Dengang, omkring år 2000, var han lige begyndt at male, efter primært at have arbejdet med grafisk design og video i musik- og modeverdenen.
»At jeg fik atelierlejligheden her, tog jeg som et tegn på, at maleriet var den rigtige beslutning,« smiler han, der i dag stortrives med de flydende grænser mellem arbejds- og privatliv. Via dagligstuens dobbeltdøre går man direkte ud i atelieret, hvor Peter Ravn, da Billedkunstneren er på besøg, har travlt med at male op til to udstillinger: Dels hos Galleri Kant i København, dels hos Galleri Kirk i Aalborg.

»For os som børnefamilie passer det godt, at jeg har atelier herhjemme. Ellers var jeg nok kommet rigtig sent hjem hver dag. Jeg kan sætte aftensmaden i gang i køkkenet og gå ind og kigge på et maleri senere for at se, om farverne holder,” siger han, hvis to sønner på 12 og 14 år er de eneste børn i huset. De lange ventelister betyder, at gennemsnitsalderen blandt beboerne er høj.

»Der er et kæmpestort behov for flere kunstnerboliger, især til yngre kunstnere og kunstnere med børn,« siger Peter Ravn, der sidder i bestyrelsen for Foreningen til Erhvervelse af Kunstnerboliger.
For at blive medlem af foreningen og dermed kunne skrive sig på ventelisten, skal man være optaget Kunstnersamfundet, som er valgforsamling for Det Kongelige Akademi for De Skønne Kunster. Pt. står knap 200 medlemmer på venteliste – dels til de 15 lejligheder i Kunstnerhjemmet i Gothersgade, dels til de 12 lejligheder i ejendommen i den nærliggende Bartholinsgade, som foreningen erhvervede i 1958.
Peter Ravn ville ønske, at der fandtes langt flere kunstnerboliger end dem, foreningen råder over:
»En hovedstad som København har brug for sine kunstnere. Det vidste en mand som Ferdinand Meldahl allerede for 140 år siden. Man kunne ønske, at nutidens politikere og byplanlæggere lod sig inspirere af hans gode eksempel.«

Foto: David Stjernholm

Foreningen til Erhvervelse af Kunstnerboliger
I 1873 tog kammerherre, arkitekt og byplanlægger Ferdinand Meldahl initiativ til at stifte Foreningen til Erhvervelse af Kunstnerboliger. Foreningens formål var dels at hjælpe ældre kunstnere og disses enker til en betalelig lejlighed, dels at skaffe atelierer med bolig for ubemidlede yngre, talentfulde kunstnere.
I 1878 opførte foreningen Kunstnerhjemmet i Gothersgade 143, København K, med boliger og atelierer for akademiuddannede kunstnere.
I 1958 erhvervede foreningen yderligere en ejendom, i den nærliggende Bartholinsgade 7.
I dag tildeler foreningen de 15 lejligheder med tilhørende atelier i Gothersgade og de 12 lejligheder i Bartholinsgade til sine medlemmer efter medlemsanciennitet. Foreningen har i øjeblikket ca. 210 medlemmer, hvor af 27 bebor lejlighederne. Betingelse for optagelse i foreningen er fremvisning af gyldigt medlemsskab til Kunstnersamfundet.
Læs mere på www.kunstnerboliger.dk

Skribenter: Miriam Katz og Frida Rebekka Katz-Kolberg, 9. klassespraktikant, Bjørnehøjskolen.