Billedkunstneren: Hvad blev der af kunstpolitikken?

08.10.17 |

Da Kulturminister Mette Bock (LA) i foråret fremlagde en liste med ti punkter, der skal reformere kulturområdet, fyldte egentlige kunstpolitiske tiltag ikke meget. Derfor har Fagbladet Billedkunstneren nedsat et panel af kunstfolk, der kommer med seks bud på en ny, visionær politik på området.

Du kan læse hele temaet om kunst-og kulturpolitik i Fagbladet Billedkunstneren nr. 3.

 

Merete Jankowski, leder Overgaden. Institut for Samtidskunst.

Hvis du måtte ændre en ting ved kulturpolitikken i dag, hvad skulle det så være?

»Jeg ville ønske, at man kulturpolitisk set havde større blik for fødekæderne inden for kulturen. Udstillingerne på de store museer, hvad der bliver spillet på Det Kongelige Teater og de bands, der spiller på Roskilde Festival er ikke opstået ud af det blå – de er sidste led i en fødekæde, der er startet i kunstnernes værksteder og i øverum i baglokaler. I mange brancher har man blik for værdien af starts-ups, og det synes jeg ikke, at vi har et særlig godt blik for i Danmark, hvor vi elsker at smide penge efter de største og bredeste kulturaktører. Men de store institutioner innoverer sjældent – de præsenterer.«


Bjørn Nørgaard, kunstner.

Hvis du måtte ændre en ting ved kulturpolitikken i dag, hvad skulle det så være? 

»Jeg ville stoppe nedskæringerne og i stedet øge budgetterne. Jeg ville pålægge de medier, der får Public service støtte at bringe kulturstof ti minutter dagligt i forlængelse af nyhederne, sådan som man ser det med Sporten. Og så ville jeg indføre, at der skulle være forpligtende møder mellem Folketingets Kulturudvalg og Akademiraadet.«

 

 

Karen Grøn, Museumsdirektør, Trapholt.

Hvis du måtte ændre en ting ved kulturpolitikken i dag, hvad skulle det så være?

»Jeg ville indføre kunstfag– drama, musik, billedkunst og litteratur i folkeskolen. Jeg forestiller mig, at alle skoler efter eget valg kunne have en fast kunstner tilknyttet, som kunne være med til at udvikle skolen. Der er mange fordele ved at indføre sådan en ordning i folkeskolen: Man når ud til alle dele af befolkningen, man giver selve folkeskolen en saltvandsindsprøjtning, man giver kunstnerne ejerskab og lader dem komme tættere på befolkningen, ligesom kunstnerne kan få et økonomisk råderum til at udøve deres kunst takket været det eksempelvis halve årsværk, de kunne få som skoletilknyttet kunstner. En anden ting, jeg ville indføre, er et museumspas, som giver adgang til alle museer i Danmark, og som kan imødekomme det misforhold, der er mellem markedskræfterne og kulturens indhold. Noget kultur er populært, men ikke alt er umiddelbart tilgængeligt. Når noget både er krævende, og samtidigt er dyrt at besøge, er der et misforhold. Det er ikke nok at være nysgerrig, hvis billetprisen er for høj. Ordningen med museumspas findes med kæmpe succes i Holland og Finland, hvor man med et museumspas til omkring 500 kr. kan få adgang til alle museer. På den måde kan man styrke ‘risikovillig’ nysgerrighed over for udstillinger, man ikke umiddelbart vil betale fuld entre for. Ordningen ville kræve en startkapital på 3-4 millioner til et sekretariat, som efterfølgende kunne blive selvfinansieret.«

 

Gro Sarauw, forkvinde, Unge Kunstnerne og Kunstformidlere (UKK) .

Hvis du måtte ændre en ting ved kulturpolitikken i dag, hvad skulle det så være?

 »Billedkunstnere og kunstformidlere rummer hver for sig og tilsammen en enorm iderigdom og et potentiale, der overses af den bedste af dagens politik. Det er nødvendigt med en større anerkendelse af de stærke ressourcer, der ligger hos kunstnere og kunstarbejdere, herunder i det yngre kunstnerlag og i formidlernes arbejde. Liberaliseringen af kulturpolitikken betyder, at der spekuleres i, hvordan den enkelte borger skal betale for den kultur, den ønsker. Det rummer en dobbelt risiko, fordi det deler vores samfund op i to grupper – dem der har gode lønninger og som tager det som en selvfølge at være kulturforbruger, og dem som ikke har råd og overskud til at opleve kultur. Borgerne, kunstnerne og kunsten har brug for, at vi fastholder, at noget kunst og kultur støttes, uden at der stilles ultimative krav til en markedsværdi gennem eksempelvis brugerbetaling.«

 

Flemming Friborg, Lektor, Københavns Universitet og fhv. direktør, Ny Carlsberg Glyptotek.

Hvis du måtte ændre en ting ved kulturpolitikken i dag, hvad skulle det så være?  

»Forsøge at eliminere skrækken for det kunstfaglige felts kompleksitet og for eksperterne,  som tidligere regeringer har dæmoniseret. Være mere villig til at lytte til folk, der ved, hvad de taler om og er uddannet af vort eget samfund til at vide det. Dreje væk fra amatørismen og den misforståede hyldest af det ‘almindelige’, der synes at ligge bag nutidens messende kor af velmenende kulturentreprenører, som hævder at tale på alles vegne, men ofte promoverer uigennemtænkte syn på relationen mellem viden og underholdning.«

 

Anette Flensburg, billedkunstner.

Hvis du måtte ændre en ting ved kulturpolitikken i dag, hvad skulle det så være?

»I enhver by, selv de mindste byer, skal der være et Kulturhus eller et moderne bibliotek, hvor folk kan mødes i et ukommercielt rum og have max adgang til relevante informationer, kunst og litteratur.«