Rapporten, der blev skudt til hjørne efter 10 dage

Den 16. oktober udgav Kulturministeriet en rapport, der anbefalede, at man fusioner de kunstneriske uddannelser. Dele af rapporten var forud for offentliggørelsen lækket til pressen, og allerede inden, den officielt var udgivet, mødte den skarp kritik fra det kunstfaglige miljø. Den 25. oktober meddelte Kulturminister Mette Bock (LA) i kølvandet på den kritik, der nu var blevet endnu mere massiv, at en massefusion ikke længere var på tale. Samtidig understregede hun, at diskussionen om de kunstneriske uddannelsers fremtid fortsætter. Billedkunstneren giver dig et indblik i diskussionen, der ledte frem, til at rapporten blev lagt på hylden 10 dage efter offentliggørelsen 

Af Julie Elmhøj 

Lørdag den 14. oktober

Sanne Kofod, rektor, Kunstakademiets Billedskole i Politiken  

»Jeg er virkelig i oprør. Scenarierne er meget vidtgående i centraliseringen af de kunstneriske uddannelser. Det virker til, at man er i gang med at ofre kernefaglighederne i effektiviseringens navn. Hvis det bliver til virkelighed, vil det få store konsekvenser for kultur- og åndslivet.«

Stig Jarl, lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på KU i Politiken
»Når jeg sidder og ser på kommissoriet, så står der, at analysen skal gennemføres med de kunstneriske uddannelsers særlige videngrundlag og nærheden til de kunstfaglige miljøer for øje. Og så er det jo dybt besynderligt, at man så foreslår en centralisering«.

Søndag den 15. oktober 


Mette Bock, kulturminister på Facebook 

»Til alle de frygtsomme: Det er da utroligt, så mange der allerede frygter det værste eller allerede tror, der er truffet beslutninger og allerede tror at vide, hvad jeg mener om Sveidahls rapport om de kunstneriske uddannelser, som ingen har læst endnu, da den først offentliggøres mandag. Prøv lige at pålægge jer selv den langsommelighed, som jeg tillader mig selv: Læs rapporten. Med åbent sind. Tænk over dens anbefalinger. Kom selv med jeres bud. Gerne bud, der rummer andet og noget mere konstruktivt end, at alt skal være som det er, og intet kan gøres bedre. Tænk med. Tak.«

Michael Thouber, direktør, Kunsthal Charlottenborg på Facebook

Kære Mette Bock. Det vil være en katastrofe for kunstakademiet, for Kunsthal Charlottenborg og for dansk kunst generelt, hvis dette forslag om en centralisering af alle de kunstneriske uddannelser bliver til virkelighed (…) «

Mandag den 16. oktober

Alex Ahrendtsen, kulturordfører, Dansk Folkeparti til Politiken
»Jeg er meget uenig i de forudsætninger, rapporten lægger til grund for sine anbefalinger. Jeg bryder mig hverken om øget internationalisering, fortsatte besparelser eller Lars Løkkes (V) centraliseringsmani.«

Anders Drejer, professor i økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet til Politiken 

»(…) Hvis man gør det her tilstrækkelig brutalt, kan du godt spare nogle penge. På Aarhus Universitet lagde man en masse institutter og fakulteter sammen. På den måde slap man af med en masse chefer, men på minussiden betød det, at flere af de enkelte institutters særegne kvaliteter stort set blev udslettet.«

Bertel Krarup, rektor, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium til Berlingske 

»Vi vil tabe på det i vores kernefaglighed, som jo er at uddanne klassiske musikere til det højeste niveau, hvor de kan konkurrere med de bedste i verden. Det kræver enormt meget, det er kompliceret – og dyrt. Det er hårdt nok for os nu at få de økonomiske ender til at nå sammen, og skal der tages yderligere noget fra os for at finansiere en fælles øverste ledelse, vil det udfordre vores kernefaglighed.«

Mogens Jensen, kulturordfører, Socialdemokraterne til Politiken 

»For mig at se er det her et forsøg på centralisering ud fra en tro på, at alt stort automatisk er godt. Men det tror jeg ikke på, når det gælder de kunstneriske uddannelser.«

Tirsdag den 17. oktober 

Judith Schwarzbart, rektor, Det Jyske Kunstakademi i en pressemeddelse
»Set fra Det Jyske Kunstakademis perspektiv, kan jeg kun istemme, at en omorganisering af området er nødvendig. Det Jyske Kunstakademi er i dag en selvejende institution, som årligt modtager 1 mio. i driftstilskud fra staten og knap 2,4 mio. fra Aarhus Kommune. Akademiets status som ikke-statslig institution betyder, at de studerende på Det Jyske Kunstakademi på mange måder er ringere stillet end studerende fra akademiet i København (…) Når rapporten alligevel bekymrer, handler det først og fremmest om de skitserede fusionsscenarier.«

Paul Bache, tidligere afdelingschef i Kulturministeriet på Facebook
»Der er ikke tvivl om, at de kunstneriske uddannelsesinstitutioner i kraft af deres beskedne størrelse og pressede økonomi er i en vanskelig situation. Men der er noget galt med præmisserne for rapportens anbefalinger (…) Der kan givet være behov for et tættere samarbejde mellem institutionerne og bedre bistand til at håndtere det omfattende bureaukrati som følger med kravene til akkreditering og kvalitetsstyring. Men når skolerne samtidig forventes fortsat at skulle spare 2 procent om året, så er der først og fremmest brug for, at skolerne får mulighed for at fokusere på hovedopgaven: At uddanne kunstnere på højeste niveau uden samtidig at skulle alt muligt andet.«

Torsdag den 19. oktober

Jeppe Brixvold, rektor for Forfatteskolen i en pressemeddelse  

»Vores erfaring er, at de studerende på Forfatterskolen først og fremmest søger et frirum til at udvikle deres personlige kunstneriske vision (…) Hvad de derimod ikke ønsker, er topledelse, “fælles retning” og “overordnet strategi” for en institution med 1700 studerende, tvungne samarbejder, den uundgåeligt øgede bureaukratisering og “kvalitetskontrol”, som en stor institution ville medføre, og de uden tvivl store økonomiske omkostninger, som selve fusioneringen ifølge erfaringer fra udlandet ville medføre.«

Fredag den 20. oktober 

Erklæring fra de studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi  

»Vi anerkender hverken rapportens præmis eller konklusion, og gennem et samarbejde med studerende fra andre påvirkede institutioner, vil vi arbejde imod centraliseringen af de kunstneriske uddannelser.«

Torsdag den 26. oktober 

Milena Bonifacini, formand for Akademiraadet i et brev til kulturministeren
»Akademiraadet oplever helt generelt, at mange af de centraliseringer, der de senere årtier er iværksat inden for kunst- og kulturområdet, har svækket både fagligheden og miljøet i de pågældende institutioner/styrelser. En fremtid, hvor alle de videregående kunstneriske uddannelser bliver sammenlagt, risikerer at blive en eller to kolosser på lerfødder og en fremtid, som hverken gavner kunstnerne, kunsten eller kulturen nationalt eller internationalt. «