KUNSTNERNES STEMME: Hvad er det vigtigste, politikerne bør arbejde for på billedkunstområdet? Det spørgsmål stiller vi en række billedkunstnere i tiden op til Folketingsvalget. Her svarer Ruth Campau:
”Det ville være så skønt, hvis politikerne talte mere om kunst op til et folketingsvalg. Hvis de ikke var så bange for at berøre emnet. Som det er nu, forties kunsten. Jeg savner debat om partiernes kunst- og kulturpolitik. I stedet kommer det alt for ofte til at handle om, at der bruges for mange penge på kunsten, det pjat! Derfor er det meget svært at se, hvilken parti man skal stemme på, hvis man vil have forbedringer på billedkunstområdet. Og vi trænger i høj grad til forbedringer.
Der er især tre områder, der ligger mig på sinde, tre områder som er iøjnefaldende mangelfulde, og som politikerne bør gøre noget ved lovmæssigt:
Det første er den dårlige og manglende honorering af kunstnere på kunstmuseer og kunsthaller.
Det andet er kulturarven: Den ulige kønsfordeling i indkøb af værker til de offentlige kunstinstitutioner skævvrider vores historie, og de fremtidige generationer vil ikke få et sandt billede af den tid, vi lever i nu.
Det tredje handler om udhulingen af armslængdeprincippet.
Først, ang. kunstnerhonorarerne:
Ruth Campau: Rapidly Varied Channels Flow (part 2). Grønningen, Kunstforeningen Gl. Strand 2019. Foto: Hans Ole Madsen.
Politikerne bør efter min mening stille krav til de kunstmuseer, de støtter, om at udstillende kunstnere honoreres. I dag er det op til det enkelte kunstmuseum, om de vil honorere kunstneren eller ej – og i givet fald hvor meget. Det er urimeligt, at kunstnerne ikke honoreres – det er trods alt kunsten, museerne lever af og for.
Alle andre på et kunstmuseum får løn, kun kunstnerne er ofte ulønnede. Det er ydmygende! Det må derfor være et rimeligt krav til museerne, at de lønner udstillende kunstnere, hvis de gerne vil have statens støttekroner fremover.
Det andet område, der efter min mening trænger til politisk handling, handler om kulturarven: Det må være et krav til museerne, at deres kunstindkøb skal være repræsentativt for den tid vi lever i – også i kønslig henseende. Dvs. kunstinstitutionerne bør indkøbe værker af både mandlige og kvindelige billedkunstnere.
Som det er nu, er kvinderne stærk underrepræsenteret – seneste undersøgelse (omtalt i Fagbladet Billedkunstneren 2014) viste, at der i langt de fleste tilfælde stadig står en mand bag de værker, museerne indkøber til deres samlinger, ligesom det oftest er mandlige kunstnere, der får soloudstillinger. Tallet ligger skræmmende på ca. 85 % til mændenes fordel.
Et skridt i den rigtige retning kunne være, at politikerne forpligtede kunstinstitutionerne på en årlig tilbagemeldingsrapport om årets værkindkøb, hvor tallene burde vise nogenlunde ligelig fordeling af værker skabt af mandlige og kvindelige kunstnere. Det er uacceptabelt – for ikke at sige direkte pinligt – at kunsten ikke går forrest, men desværre ligger bagerst i ligestillingsstatistikkerne.
Ruth Campau: Big G. Soloshow, Kernel Gallery, Spanien 2018. Foto: Miguel Borreguero.
Jeg så selvfølgelig også gerne, at politikerne tilførte museerne flere penge, så kunstens institutioner fik bedre muligheder for at udfolde og præcisere deres indkøb og formidling af kunst. Der er stor samfundsgevinst at hente ved at forhøje museumsstøtten, det burde politikerne forstå og handle efter.
Jeg så også gerne, at kunststøtten blev forhøjet og ikke beskåret, som vi har set de sidste år. Området er udsultet, og kulturpolitikken bliver mere og mere privatiseret. Men privatisering gør kunsten ufri. Det må aldrig blive mæcenernes smag, der bestemmer, hvilken kunst vi skal se. Jeg ville ønske, at politikerne arbejdede for at bevare kunsten som en kollektiv forpligtelse, der er nødvendig i et demokratisk land. Og det gør man altså ikke ved at udsulte os kunstnere.
Her er vi inde på det tredje område, jeg mener, bør styrkes, nemlig respekten for armslængdeprincippet. Her er der de sidste år sket et skred, som ikke er hensigtsmæssigt.
Flere og flere politikere vil bestemme, hvordan kunsten skal se ud, hvor den skal laves og hvad den må koste.
I dag er det lettere at få tilskud til et kunstprojekt, hvis det vises i Jylland eller er lavet af en københavner, der bor i Jylland, end hvis kunsten er lavet af en jyde, der bor i København. København er nærmest blevet et bandeord i den politiske debat. Ligesom elite er blevet et bandeord.
Elite kobles ofte sammen med ordet smagsdommer, hvilket er en politisk konstrueret betegnelse for noget, visse politikere mener, er dårligt. Det er en emotionel nedgørelse, der bruges til at affærdige fakta og faglighed. Men faktum er, at vi kunstnere bare passer vores job, og vi forsøger at gøre det bedre og bedre hver gang, vi skaber et værk. Uanset om folk kan lide det eller ej.
Hvorfor er der ingen politikere, der tør bakke op om os og gøre modstand mod den nye rindalisme, som skyder frem i disse år? Eliteforskrækkelse er den forkerte vej at gå. Den bunder i mindreværd. Ligesom vi skal anerkende, at f.eks. landmænd og læger udfører deres job med krav om allerhøjeste faglighed på netop deres fagområder, så skal vi anerkende, at kunstnere også har en faglighed, og at vi udfører vores job med samme høje krav til fagligheden. At få dette formidlet er også et politisk ansvar. Lad os sætte vores kryds ved politikere, der har mod til at anerkende kunsten – og som tør sige det højt.”
Ruth Campau (f. 1955)
Billedkunstner. Har en lang række solo- og gruppeudstillinger bag sig herhjemme og i udlandet, og er repræsenteret på bl.a. ARKEN, KUNSTEN i Aalborg og Esbjerg Kunstmuseum. Hun står bag flere stedsspecifikke kunstneriske udsmykninger i det offentlige rum, bl.a. på Hvidovre Hospital, UNI:C og Randers Kunstmuseum.
Lige nu er Ruth Campau aktuel med soloudstilling på Caspar David Friedrich Zentrum, Greifswall, Tyskland. Samt på gruppeudstillingen Grids and puddles, Rumfang, København. Mere info på www.campau.dk
Foto, øverst: The Fall of Diamond Dust, 2018. Acrylic, alucobond, spray paint, glitter. 0,80 x 5 m. Ruth Campau, solo show at Kernel Gallery, Cáceres, Spain 2018. Foto: Miguel Borreguero.
Læs flere indlæg i serien Kunstnernes stemme:
Søren Martinsen i Kunstnernes stemme: Tag kunsten alvorligt
Hesselholdt & Mejlvang i Kunstnernes stemme: Kunstnervilkår er politisk ansvar
Smike Käszner i Kunstnernes stemme: Kunst på kunstens præmisser
Mahmoud Alibadi i Kunstnernes stemme: Kunst kan betragtes som mental motion