Kunstneres kompetencer har også værdi uden for kunstlivet

Samfundet kan få langt mere glæde og gavn af kunsten, hvis den også sættes i spil udenfor kunstlivet. Og kunstnere kan øge deres gennemslagskraft og indtjening ved at tænke kunsten ind i nye sammenhænge. Der er mange forskellige måder at gøre det på, og det kræver åbenhed fra både kunstnernes og erhvervslivets side, lød det fra oplægsholderne på BKF’s konference Kunstens Kompetencer.

Se alle oplægsholdere i konferenceprogrammet her. Se hele konferencen på video her. 

Hvordan kan vi udvide markedet for billedkunst? Og hvordan inspirerer vi samfundet til at gøre mere brug af kunstneres kompetencer?
Sådan spurgte Nis Rømer, formand for Billedkunstnernes Forbund (BKF) i sin velkomst til BKF’s konference Kunstens Kompetencer 4. april i Carlsberg Akademi i København.
Dagen bød på mange forskelligartede svar fra dagens 25 oplægsholdere fra erhvervsliv, kommuner og kunst- og forskningsverdenen.

Professor Trine Bille, Copenhagen Business School, fortalte om udviklingspotentialer på markedet for billedkunst.

Først på talerstolen var professor Trine Bille, der er hovedforfatter til den store forskningsrapport Billedkunstens Økonomiske Rum, som Copenhagen Business School udgav sidste år. I rapporten kortlægger forskerne billedkunstens rammer og vilkår på baggrund af en lang række nye tal og analyser. Og Trine Bille pegede på flere områder, hvor markedet for billedkunst kan påvirkes og udvides:
”F.eks. kunne man fra politisk hold øge mulighederne for kunstnerisk udsmykning af offentligt byggeri. Vores beregninger viser, at der ville være fem mio. kr. mere om året til kunst, hvis det statslige kunstcirkulære også gjaldt aktieselskaber, hvor staten ejer mindre end 50 procent. Det ville bl.a. omfatte metrobyggeriet, Post Nord og Københavns Lufthavn. Så kunne de store fonde, som i mange tilfælde finansierer kunst i disse typer af offentligt byggeri, bruge deres penge på andre opgaver i kulturlivet,” sagde hun.
Hvis politikerne desuden stillede samme krav til kommunale og regionale bygherrer som til de statslige, ville det ligeledes skabe et stort nyt arbejdsmarked for billedkunstnere, sagde Trine Bille. Hun pegede på, at potentialet for kunstneriske opgaver f.eks. er meget stort i regionernes nye supersygehuse. Her afsættes der 7 mio. kr. årligt til kunst frem til 2025, men beløbet kunne være meget større, hvis politikerne forpligtede regionerne til at prioritere kunst i byggeriet.
Trine Bille pegede også på velfungerende kunstordninger i Norge og Sverige, som danske politikere kunne lade sig inspirere af: F.eks. den norske kunstafgift, hvor alt salg af kunst beskattes med 5 procent. Midlerne går til en fond, der uddeler legater til primært unge kunstnere. Og de svenske ’tittarpenge’, hvor kunstnere, der har værker udstillet i det offentlige rum, modtager honorarer i stil med de danske bibliotekspenge:
”Sidste år blev der udbetalt 27 mio. svenske kroner i tittarpenge til kunstnerne. Det er en god måde at sikre, at kunstnerne betales for den værdi, de skaber i folks hverdag,” sagde hun.

Potentiale for øget salg af kunst
Også når det gælder privat salg af kunst ser professoren flere muligheder for at udvide markedet: Forskernes beregninger viser, at salg af ny dansk kunst til udlandet er steget betydeligt de seneste 20 år og nu ligger på 95 mio. kr. årligt.
”Med tanke på, hvor stort det internationale marked for billedkunst er, kunne man arbejde for at dette salg kunne stige endnu mere, f.eks. ved at etablere flere strategiske partnerskaber og få flere hjemlige billedkunstnere i kontakt med det internationale kunstmarked. Vores analyser viser, at det i dag er en meget lille gruppe af billedkunstnere, der står for langt det meste af salget til udlandet: 15 procent af kunstnerne står for 65 procent af udenlandssalget. Det er især de kunstnere, der er medlemmer af Kunstnersamfundet og dem, der har fået et legat af Statens Kunstfond, der sælger internationalt, men man kunne igangsætte initiativer for at få langt flere kunstnere med i den udvikling,” sagde Trine Bille.
At der er potentiale for mere salg af kunst, fremgår af forskningsprojektet Billedkunstens Økonomiske Rum, forklarede hun: Tallene viser bl.a., at markedet for billedkunst steget med 140 mio. kr. de seneste 20 år, svarende til en stigning på ca. 100 procent. Det er en anelse større end væksten i bruttonationalproduktet i Danmark i samme periode.
Stigningen skyldes primært, at den private del af markedet for billedkunst er vokset, og den stigning kunne kunstnerne få en større andel af, hvis de i højere grad udvikler deres egne salgskanaler, mente Trine Bille:
”I dag står gallerister for 335 mio. kr. af salget af ny dansk kunst, mens kunstnere selv står for 144 mio. kr. af kunstsalget, oftest direkte fra atelieret eller online. Gallerister tager jo en avance på ca. 50 procent, så der er et klart potentiale i, at kunstnerne arbejder for at skabe flere nye salgskanaler, f.eks. online, hvor en langt større del af avancen kunne gå til kunstnerne selv.”

BKF-konferencen fandt sted i Carlsberg Akademis Pompejisal.

Kunsten at udvide kunstnernes arbejdsmarked
At kunstnere har brug for at finde nye måder at tjene penge på, fremgik tydeligt af de tal fra forskningsrapporten Billedkunstens Økonomiske Rum, som Trine Bille mindede konferencedeltagerne om i sit oplæg:
Billedkunstneres gennemsnitsindkomst er 242.000 kr., mod gennemsnitsdanskerens årsindkomst på 350.000 kr. Og det i forvejen meget lave gennemsnitsniveau trækkes betydeligt op af få kunstnere, der tjener forholdsvist meget:
5 procent af de kunstnere, der tjener mest, får ca. 50 procent af omsætningen på kunstmarkedet. 25 procent af de kunstnere, der tjener mest, får næsten 90 af markedet. Og de 50 procent af kunstnerne, der tjener mindst, får kun 1 procent af markedet, forklarede Trine Bille.
Mange af kunstnerne bruger meget tid på arbejde, der ikke har med kunst at gøre, for at kunne betale deres leveomkostninger: Således viste forskningsundersøgelsen, at 20 procent af kunstnernes indtægter kommer fra arbejde, som ikke er relateret til deres kunstneriske virke eller kompetencer.
”Den andel kunne blive mindre, hvis kunstnerne i højere grad fik mulighed for at bruge deres faglige kompetencer bredere i forhold til andre opgaver. Kunstneres kompetencer er faktisk efterspurgt bredt i andre dele af samfundet end lige kunstlivet, og jeg tror, mange flere ville kunne få glæde af at bruge kunstneres faglighed,” sagde Trine Bille.

Kunstner, forklar dig!
Men hvordan får man åbnet erhvervslivets øjne for alt det, kunstnerne kan tilbyde? Direktør i analysevirksomheden Seismonaut, Anna Porse Nielsen, lagde i sit oplæg vægt på, at kunstnerne skal blive bedre til at tale ind i virksomhedernes dagsorden:
”Vi lever i det, nogle kalder ’kundens tidsalder’. Kunstnere er bl.a. interessante for erhvervslivet, fordi kunstnere kan give virksomheder autenticitet og skabe engagement og hjælpe dem med at finde ud af, hvad kunderne vil have,” sagde hun.
Kunstnere er af natur nysgerrige og vedholdende og kan blive ved problemstillinger længere end de fleste djøffere, konstaterede Anna Porse Nielsen:
”Samtidig er I eksperter på det skønne, æstetiske og sanselige – alt sammen værdifulde kompetencer på fremtidens arbejdsmarked, hvor der er stort behov for at finde nye løsninger på de udfordringer, vi står overfor, f.eks. i forhold til klima, migration og en hårdt presset offentlig sektor.”
”De fleste virksomheder, både offentlige og private, ved godt, at problemerne ikke kan løses på samme måde, som de blev skabt. Mennesket skal i centrum nu. Det kræver en anden type af kompetencer end ingeniørernes og djøffernes. Fremtidens kompetencer er humanistiske og kunstneriske, ikke kun teknologiske og digitale. Der har I som kunstnere en vigtig faglighed at tilbyde, fordi I er trænet i kritisk tænkning, kompleks problemløsning og æstetisk dannelse.”

Der er et marked for det, I kan, og det er større, end I tror. Men I skal blive bedre til at sælge jeres kompetencer, hvis I vil være med i den udvikling.
– Anna Porse Nielsen, Seismonaut.

At kunstnere ofte stejler ved opfordringer til at holde salgstaler og indgå samarbejder på andre præmisser end kunstens egne, var hun bevidst om: ”men jeg ser både kunst som en værdifuld praksis i sig selv og som en kompetence, man kan bruge i andre sammenhænge. Begge dele kan fint eksistere side om side.”
Arbejdsgivere annoncerer dog sjældent efter billedkunstnere, medgav Anna Porse Nielsen, så hvis man vil udvide sine indtjeningsmuligheder som kunstner, er man nødt til at kunne forklare, hvordan kunsten kan skabe værdi for lige præcis for den potentielle samarbejdspartner, man står overfor.
”For at lære, hvordan man gør det, kan kunstnere med fordel gå i dialog med folk, som tænker i entreprenør- og startup-baner. Jeg er klar over, at mange kunstnere allerede er i fuld gang med det her, men generelt synes jeg, at kunstnerne er nødt til at komme mere ind i kampen, hvis I vil bidrage med alt det, I kan,” sagde hun.

Billedkunstner Malene Bach om samarbejde med Casedesign.

Mange veje at gå
At der er mange måder, hvorpå kunstnere kan udvide deres arbejdsfelt og bruge deres faglige kompetencer udenfor det traditionelle kunstliv, stod klart i rækken af inspirerende oplæg fra billedkunstnere og kunstarbejdere, der alle havde forskellige indgangsvinkler til det at samarbejde med erhvervslivet:
Malene Bach fortalte om sit arbejde med stedsspecifikke farveprojekter og integreret kunst. De seneste år har hun samarbejdet med Casedesign om flere farveprojekter i deres arkitektur, bl.a. til Avasara Academy i Pune, Indien. Hun understregede, at dette arbejde er en del af hendes kunstneriske praksis, ikke et salg af kunstneriske kompetencer.
Pernille Egeskov fortalte, hvor vigtig den kunstneriske frihed er for samarbejder som det, hun selv har haft med tre store designvirksomheder: Republic of Fritz Hansen, Georg Jensen Damask og Dinesen Trægulve. Samarbejdet resulterede i Egeskovs kunstneriske genfortolkning af virksomhedernes designobjekter i totalinstallationen “Hjem” i 2016.
Jens-Peter Brask, kurator og kunstsamler, understregede ligeledes vigtigheden af at sikre kunstnernes integritet i samarbejder med erhvervslivet. Han fortalte om projektet “The Norman x Brask Art Collection” for Normann Copenhagen, hvor 10 udvalgte billedkunstnere hver udviklede et objekt, der overskrider grænserne mellem kunst og design.
Endelig fortalte Aslak Aamot Kjærulff, som er medstifter af Diakron, en kunstnerisk platform for tværdisciplinær forskning og praksis, om samarbejdet med den danske virksomhed Aquaporin. Diakrons kunstnere er flyttet ind i virksomheden med projektet Primer, hvor de arbejder med udstillinger, udviklingsprocesser og forskning både i og udenfor virksomhedens egen organisation. Ambitionen er at gentænke kunstens relation til teknologiske og videnskabelige felter og opbygge et ’tredje felt’, som skaber nye forbindelser mellem kunstnere og andre fagligheder.

Kunstneren er værdsat
Virksomhederne har mange gode – og forskellige – grunde til at deltage i kunstneriske samarbejder, lød det derefter fra flere repræsentanter fra erhvervslivet.
Jes Bjørn Simonsen, Group Design Manager i Danfoss, er bl.a. interesseret i kunstnernes evne til at kaste et anderledes blik på virksomhedens udviklingsprocesser:
”Vi er en meget ingeniør- og produktionstung virksomhed, og kunst ligger måske ikke lige til højrebenet for os. Men der sker noget særligt, når man sætter kunstnere sammen med ingeniører. Det skaber en dynamik og flyvehøjde, vi gerne vil have. Kunstnere får øje på helt andre ting end ingeniører, og det er nu engang ret vigtigt, når man er en virksomhed, der lever af at tænke nyt og udvikle nye produkter,” sagde han.
Christina Wilson, kunstrådgiver i Wilson Art Advisory, pegede bl.a. på, hvor vigtig det gode match mellem kunstner og virksomhed er:
”Der er stor forskel på typerne af samarbejder, men generelt skal både kunstnere og virksomheder være åbne overfor hinandens kompetencer og respektere dem. Og det oplever jeg også, begge parter er.”
Marie Scott Poulsen, Head of Community & Corporate Brand i Københavns Lufthavn, pegede på de udfordringer, der også er i feltet:
”Kunsten kan ikke altid passes ind – i lufthavnen er den f.eks. oppe imod stærke kommercielle interesser. Jeg tror egentlig, at kunsten skal fungere på sine egne præmisser, ikke på erhvervslivets. Og nogle gange står vi ret langt fra hinanden,” sagde hun og tilføjede, at det heldigvis også ofte lykkes at få kunstens og erhvervslivets interesser til at gå op i en højere enhed. Som f.eks. i to nylige store udsmykninger i lufthavnen af billedkunstnerne Alexander Tovborg og HuskMitNavn:
”Kunstprojekter i store virksomheder er komplekse processer både økonomisk, kunstnerisk og tidsmæssigt. De skal styres stramt og professionelt som ethvert andet projekt i en stor virksomhed. Det kræver meget af både kunstnere og opdragsgivere,” sagde hun.
For at finansiere flere kunstprojekter udenfor kunstlivet er det nødvendigt at tænke nyt, sagde Peter Holme Jensen, direktør i virksomheden Aquaporin, som huser den kunstneriske platform Diakrons projekt Primer:
”Kunsten kan hjælpe forskningen med at blive mindre introvert og spille en rolle kommunikationsmæssigt. Derfor går vi også ind i arbejdet med at åbne nye modeller for at finansiere det kunstneriske virke i vores virksomhed. For mig virker det som om, mange i kunstverdenen står og kigger på den samme pose penge inde på midten af gulvet, i stedet for at vende sig om og se, om der kunne være midler andre steder til at finansiere kunsten for. Vi skriver f.eks. Primers kunstneriske arbejde ind i vores forskningsansøgninger til EU’s udviklingsfonde og andre forsknings- og innovationsfonde,” sagde han.

Der var fuldt hus til konferencen, som hurtigt blev udsolgt.

Aarhus er kommunalt forbillede
Kunstens finansiering er afgørende, både for private og offentlige aktører, og her er Aarhus Kommune et godt eksempel, der med en engageret og aktiv kunstpolitik viser vejen for andre kommuner. Det fremgik af billedkunstner Katja Bjørns oplæg. Hun er formand for Aarhus Kommunes Billedkunstudvalg og fortalte om kommunens 1-procentordning:
Ordningen sikrer, at 1 procent af udgifterne til kommunalt byggeri går til kunstnerisk udsmykning. Den har eksisteret i 20 år og skaber mange store kunstopgaver: I årene 2010-2016 brugte kommunen 25 mio. kr. til kunstnerisk udsmykning i byggeriet, hvilket er mere end der blev brugt på kunst i statsligt byggeri i samme periode. Alene sidste år igangsatte billedkunstudvalget 19 nye udsmykningsprojekter til en samlet værdi af seks mio. kr., fortalte Katja Bjørn:
”Aarhus vil virkelig kunsten, og har en ambitiøs kunstpolitik, der giver folk kunstoplevelser helt ind i hverdagen. Det er en politik, der giver kunsten et fantastisk godt afsæt og mange muligheder for at gøre det endnu bedre. I udvalget arbejder vi på at klæde modtagerne på til at ville kunsten endnu mere, og vi udvikler nye veje i forhold til, hvordan man kan bruge kunstnerisk viden og knowhow i den kommunale forvaltning,” sagde hun.
Netop det, at offentlige og private aktører vil kunsten, er utroligt vigtigt, påpegede billedkunstner Henrik Plenge Jacobsen, der er blandt de fem kunstnere, Statens Kunstfond har udvalgt til at udsmykke den nye Sydhavnslinje i Københavns Metro:
”Carlsberg, hvor vi er samlet i dag, er et fantastisk eksempel på en virksomhed, der i det 19. århundrede købte kunst ind til almenvellets gavn. Der er en lang tradition for progressivt samarbejde mellem kunst og erhvervsliv herhjemme, men desværre har det ikke samme skala i dag som dengang,” sagde han, og pegede bl.a. på det problematiske i, at der ikke er sat penge af til kunsten i metroen, fordi det som et aktieselskab med en statslig andel på mindre end 50 procent ikke er omfattet af det statslige kunstcirkulære. Pengene til kunsten på den nye metrolinje kommer i stedet fra to store, private fonde: Det Obelske Familiefond og Villum Fonden.

Pompejisalen fra 1878 dannede en smuk ramme om konferencen.

Synliggør kunstens processer
Økonomiske midler til kunst er afgørende for at få flere kunstprojekter sat i gang. Men skal slutresultatet blive godt, er det nødvendigt at sikre professionelle processer.
Her er kunststrategier et vigtigt politisk redskab, fortalte Jane Løvschall Dolmer og Trine Møller Madsen fra bureauet IN SITU.

De to kunstrådgivere har mere end 10 års erfaring med kunstprojekter i det offentlige rum og har speciale i processer, hvor kunsten integreres i nybyggeri og byudvikling. Udover at lede den kunstfaglig kvalitetssikring og facilitering af konkrete kunstprojekter har IN SITU gennem årene udviklet flere kunststrategier, bl.a. i forbindelse hospitalsbyggerier i landets regioner og kommunale byudviklingsprojekter.
”Kunststrategier lægger et kunstfagligt niveau og sikrer en kontinuitet i processer, der ofte strækker sig over flere år. I de kunststrategier, vi udarbejder sammen med brugerne, er der også fokus på transparens og armslængde, så vi synliggør, at der er tale om professionelle processer og at vi har kunstfaglige argumenter undervejs. Samtidig sikrer vi, at modtagerne af kunsten er med i hele processen, for det er vigtigt, at kunsten får ambassadører på de steder, kunsten skal fungere i hverdagen.”

Kunst kan koble sig på lokale dagsordener
Der er stor forskel på kommunernes brug af kunst. Enkelte har, som Aarhus nævnt ovenfor, en ambitiøs kunstpolitik, mens andre ingenting gør. Hvis det billede skal ændres, må kunstnere i højere grad koble sig på lokale dagsordener, hvor der er midler til projekter, først og fremmest indenfor Kultur- og Fritidsområdet, sagde Laila Kildesgaard, direktør i Kommunernes Landsforening (KL):

”Jeg tror ikke på, at I kan få alle kommuner til at gøre som Aarhus, for kommunernes budgetter er pressede, og mange steder er kunst og kultur slet ikke på dagsordenen. Som kunstner skal man derfor ikke kun fokusere på muligheder for kunstnerisk udsmykning men i stedet koble sig til allerede eksisterende puljer på Kultur- og Fritidsområdet. Tænk i projekter, performances, festivaler eller andre ting, som kan gøre en forskel lokalt og skabe værdi for borgerne. Og så skal I ud og formidle jeres projekter til modtagerne, for det er i deres miljø og hverdag, kunsten skal indgå,” sagde hun.
Netop kunstneres egen initiering af lokale kunstprojekter er blevet enklere med de nye muligheder for skitse-tilskud i Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst, fortalte udvalgsmedlem, billedkunstner Mikkel Carl:
”Ideen med skitse-tilskuddet er at kunstnere selv kan kontakte f.eks. det lokale bibliotek og sige: Hvad siger I til at få noget kunst her? Og så kan man sammen søge om tilskud til at finansiere udarbejdelsen af et skitseforslag. Det er tænkt som en empowerment-strategi for kunstnere og en måde at få mere lokalt forankret kunst ude i landet,” sagde han.
Selvom det kan være svært at overbevise kommunerne om at investere mere i kunsten, så bør kunstnernes organisationer arbejde for, at alle byer får en kunstpolitik, lød det fra billedkunstner Milena Bonifacini, formand for Akademiraadet, der sidste år udgav ’Tyve anbefalinger til et skønnere Danmark’:
”Jeg synes, det er en falsk modsætning, når det stilles op som om, at kommunerne enten skal prioritere kunst eller have råd til flere pædagoger. Der skal være råd til begge dele og jeg tror, vi i højere grad skal holde de gode eksempler frem – og minde kommunerne om alle de undersøgelser der viser, at kunst og kultur har stor betydning, både åndeligt, socialt og økonomisk,” sagde hun.
Netop overbevisningen om, at kunst skaber værdi både lokalt og nationalt, er tanken bag Art Hub Copenhagen, en ny international kunstinstitution i København, fortalte Mette Marcus, chef for kunstområdet i Bikubenfonden, der står bag initiativet:
”Vi vil både facillitere kunstneres kompetenceudvikling, kunstnerisk produktion og kunstneres møder med andre fagligheder. Så kunsten kan komme i spil på nye måder herhjemme og internationalt,” sagde Mette Marcus.
”Der er mange veje at gå, og vi prøver at bakke op mange forskellige typer af samarbejder,” sagde hun med henvisning til, at Bikubenfonden også for nylig har stiftet et selskab for en helt ny form for kunstsalg, det kunstnerdrevne galleri SKITSE.

Blandt deltagerne var både kunstnere og beslutningstagere fra det offentlige og private erhvervsliv.

Kunst i et udvidet felt
At kunstnere har kompetencer, der er attraktive mange andre steder end i kunstlivet, fremgik også af eftermiddagens sidste paneldebatter:
Kunstnerne Martin Pingel, designchef i Post Nord, Christina Prip, tilbudschef i NCC, Carl Emil Carlsen, der bl.a. arbejder med interaktionsdesign og Jacob Tækker, der har udviklet e-sportspillet GoPlayDot, fortalte alle om, hvordan de på forskellig vis bruger deres faglighed i andre brancher.

Som kunstnere har vi en unik faglighed: Vi kombinerer det analytiske med det sanselige til en ny slags viden. Vi kan noget, universiteterne ikke kan, og det, synes jeg, at vi kunstnere godt kan have en stærkere faglig selvsikkerhed omkring.
– Kirsten Langkilde, rektor, Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Det fik konferencens moderator, journalist Tine Gøtzsche til at spørge, om kunstnere i højere grad bør orientere sig imod et bredere arbejdsmarked end det traditionelle kunstliv?
Kunstnere skal fortsat primært skabe kunst, svarede Kirsten Langkilde, nytiltrådt rektor for Det Kgl. Danske Kunstakademi, men i disse år sker der en gensidig tilnærmelse fra både kunstnere og arbejdsmarkedet:
”Der er opstået en større forståelse for kunstens udvidede praksis. I dag bliver man som kunstner modtaget af samfundet på en anden måde end for 20 år siden. Jeg har selv oplevet det i min tid som leder af kunstuddannelsen Hochschule für Gestaltung und Kunst FHNW i Basel, hvor jeg blev kontaktet af forskere og virksomheder, som ville have mig til at løse opgaver for dem, netop fordi jeg kom med forskningsmetoder og værdisæt fra kunstverdenen. Jeg landede store innovationsprojekter og deltog i EU-forskning på lige fod med forskere fra andre fagområder, hvor jeg eksperimenterede, men holdt fast i den fundering, jeg havde fra mit kunststudium. Jeg ser et stort potentiale for at give den tilgang videre til kunstakademiet i København,” sagde hun.

Kunstnere med lyttebøffer
For billedkunstner Simone Aaberg Kærn, der deltog i panelet sammen med Kirsten Langkilde, er det vigtigt at holde fast i den kunstneriske kvalitet, uanset hvilke metoder man bruger for at komme ud med sin kunst:
”Vi skal være superskarpe på at definere vores bane og gøre det tydeligt for andre, hvad de kan finde hos os. For at nå ud til flere almindelige mennesker med kunsten skal vi blive bedre til at kommunikere, men vi skal også blive bedre til simpelthen at slå lyttebøfferne ud og lytte til de folk, der skal leve med kunsten i hverdagen,” sagde hun. Den pointe var Lars Goldschmidt, tidligere direktør i Dansk Industri, helt enig i:
”I er nødt til at tale i et sprog, som folk forstår. Ellers kan I ikke skabe vilje derude til at bruge kunsten. Hvis I vil ud i erhvervslivet, skal I kunne knytte jeres kunstneriske projekt til virksomhedens projekt og forstå, hvad der er vigtigt for dem. De fleste virksomheder har brug for at udvikle sig. Derfor er de interesserede i kunstnerens evne til at se kritisk og udfordrende på tingene,” sagde han og tilføjede, at der i hans øjne både er brug for kunst som grundforskning og kunst som anvendt forskning – og at det er afgørende, at staten finansierer grundforskningen.

BKF’s formand Nis Rømer med flere paneldeltagere: Jane Løvschall Dolmer og Trine Møller Madsen, IN SITU, kunstrådgiver Christina Wilson, moderator Tine Gøtzsche, Lars Goldschmidt, tidl. direktør i Dansk Industri og Esben Weile Kjær, studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi.

Unge kunstnere er i fuld gang
Men kunstnerne – især mange af de unge – navigerer allerede hjemmevant i erhvervslivets virkelighed og taler deres sprog, lød det fra Esben Weile Kjær, studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademi og yngste paneldeltager på konferencen:
”Det, du taler om Lars, sker allerede. Jeg er kommet ind i kunstlivet fra mode-, marketing- og klubverdenen. Jeg og mange af mine venner er optagede af at arbejde os ud af kunstrummet og ind i den virkelige verden, skrive klummer, lave tv-programmer, arrangere udstillinger i stormagasiner. Vi forestiller os ikke, at vi står udenfor den kapitalistiske virkelighed. Vi er helt med på, at vi er en del af det kommercielle system og at vores tanker og kroppe er dybt korrumperet af kapitalismen. Men netop ved at være bevidste om det, kan vi navigere i det og være med til at kritisere det indefra,” sagde han.
At udvide kontaktfladen og knytte nye forbindelser mellem kunstnerne og det omgivende samfund er en klar ambition for både Billedkunstnernes Forbund og for rektor Kirsten Langkilde, der fik en af salens sidste klapsalver med på vejen, da hun talte om sine visioner for akademiet:
”Som kunstnere har vi en unik faglighed: Vi kombinerer det analytiske med det sanselige til en ny slags viden. Vi kan noget, universiteterne ikke kan, og det, synes jeg, at vi kunstnere godt kan have en stærkere faglig selvsikkerhed omkring. I Schweiz oplevede jeg, hvordan man politisk anerkender kunstens betydning og afsætter midlerne til det i uddannelsessystemet. Det håber jeg også at skabe større forståelse for herhjemme. Bl.a. ved i endnu højere grad end det sker i dag at åbne akademiet for offentligheden. Vi skal vise, hvordan kunsten beskæftiger sig med tidens allervigtigste samfundsmæssige temaer og går i dialog med mange andre fagligheder uden for kunstens verden.”

Fotos: Frederikke Friderichsen. Tekst: Miriam Katz, kommunikationsmedarbejder, BKF.

Tak til Carlsbergfondet for lån af Carlsberg Akademi, hvor konferencen blev afholdt.
Tak til BKF’s Ophavsretsfond og Statens Kunstfond for støtte til at realisere konferencen.

BKF’s formand Nis Rømer.

Kunstner Kristina Ask stod for konferencens grafiske design.

Kunstner Ursula Nistrup, bidrog med lyd- og skulpturværket Resonating Pillars, skabt i samarbejde med Royal Copenhagen.

Pompejisalen fra 1878 er oprindelig bygget som vinterhave i den gamle brygger J.C. Jacobsens private villa og udsmykket af tidens store kunstnere.