I serien KUNSTNERNES STEMME op til Folketingsvalget spørger vi en række kunstnere, hvad politikerne bør arbejde for på billedkunstområdet. Her svarer Mads Hyldgaard Nielsen, studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademi og medlem af BKF’s tværgående studieråd:
“Når jeg tænker på, hvad politikerne bør arbejde for på billedkunstområdet, er det første, der falder mig ind, desværre ikke så meget et udtryk for, hvad jeg kunne ønske mig, der blev gjort på området. Men derimod, hvad man kunne ønske stoppet. Prompte.
Vor nuværende regerings enorme pres på den offentlige sektor – også kendt som de årlige 2 % besparelser, omprioriteringsbidraget, grønthøsterordningen, kært barn har mange navne – står lysende klart som det første og største eksempel på velfærdsfjendsk ‘nytte’-politik, som jeg gerne ser sløjfet øjeblikkeligt.
Man kan jo næppe tro alt, man hører under en valgkamp, men det ser ud til, at selv Venstre vil aflive ordningen, når vi rammer 2020. Omend det stadig kan nå at vise sig blot at være lugten af flæsk, må man vel krydse fingre og håbe på det bedste.
Mads Hyldgaard Nielsen: Drawing nr. 4. Det Kgl. Danske Kunstakademis Bachelorudstilling 2019.
Det næste punkt på en kommende kulturministers dagsorden må i forlængelse heraf selvfølgelig være en tilbageføring af den føde, man har udsultet området for – og gerne ført med samme ske, pladask tilbage på samme tallerken hvorfra den er taget. Altså til drift af institutionerne og ikke i form af øremærkede engangsbeløb og spændende puljepenge. Sjældent har en manicure pyntet en afhugget arm.
Forpligt offentlige kunstinstitutioner til kunstnerhonorar
Man kan kigge til Sverige og Norge, hvis man mangler inspiration til, hvordan man skal investere i kunsten og kunstnerne.
At det i Danmark ikke er en selvfølge, at statsstøttede institutioner aflønner kunstnere, er intet mindre end grotesk. Det bør da være fuldstændig usagt, at statsfinansierede institutioner selvfølgelig skal betale løn til de mennesker, der arbejder der.
Kunne man evt. tænke sig at kunstnere kunne være dækket af samme forhold som selvstændige konsulenter, når de arbejder for staten?
Opgør med ulighed og saltvandsindsprøjtning til kunstlivet
Blandt de mange krav, der stilles til de store museer og kunstinstitutioner, burde man tilføje et krav om repræsentation i samlingerne. Lidt over halvdelen af de kunstnere, der uddannes fra akademierne, er ikke mænd, så hvorfor udgør mandlige kunstneres værker stadig langt størstedelen af indkøbene på museerne?
Større krav bør gå hånd i hånd med bevillinger svarende dertil. Effektivisering er ikke, og har aldrig været svaret på alt. Vil man uddanne kunstnere på internationalt niveau, drive kunstuddannelse af højeste kvalitet, udvide kunstnernes kompetencer, have museer og kunsthaller med store armbevægelser, og større og større publikum, kræver det altså penge.
Tænk hvis man var ligeså rundhåndet med støtten til kunst og kultur, som man er med støtten til landbruget? Tænk hvis kunsten blev dækket i tv-avisen på linje med sporten?
Kunst er kernevelfærd
Hvis man i 2019 skal have lov til at drømme om lidt mere end bare brandslukning, så jeg gerne, at man fra politisk side opfattede kunsten, berøringen med den og kendskabet til den som absolut ‘kernevelfærd’. En smart spinnet term, opdigtet som retorisk middel til at dele velfærdsområder op i ‘nødvendige’ og ‘overflødige’, og hvor kunsten og kulturen anno 2019 opfattes som tilhørende sidstnævnte kategori.
At billedkunstundervisningen i den danske folkeskole stopper med at være obligatorisk efter 6. klasse burde bestemt være en ambition at få ændret. At billedkunst opfattes som et fag, der hører til barnestadiet, er symptomatisk for en samfundslogik, der opfatter kunsten som værende unødvendig og endda useriøs. Men kunne man ikke i stedet forestille sig, hvordan man kan aktualisere kunsten ved at bringe den i samspil med fag som historie, samfundsfag, religion? Hvilke kompetencer og muligheder kunne det ikke skabe i forhold til de respektive fag?
At udbrede og sikre adgangen til kunst på tværs af samfundslag, klasseskel, socioøkonomiske og kulturelle forskelle, er ikke kun et ansvar, der skal pålægges kulturinstitutionerne eller placeres på kunstnernes underbemidlede skuldre. Man må så absolut fra politisk side også selv få fingeren ud og få kunsten med i spillet.”
Mads Hyldgaard Nielsen (f. 1997) er studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Hans arbejde kunne for nylig ses på akademiets Bachelorudstilling i Brønshøj Vandtårn. Se billeder her… Udstillingen markerer afslutningen på BFA’en, der udgør første halvdel af den seksårige billedkunstneriske uddannelse.
Mads Hyldgaard Nielsen er desuden medlem af det tværgående studieråd i Billedkunstnernes Forbund, som arbejder med fælles uddannelsespolitiske spørgsmål.
Fotocollage øverst:
Mads Hyldgaard Nielsen: I Cover His Body He Fills My Mouth. Swallow.Kunstakademiets 1. årsudstilling. (2017)
FAIDROS. Performance m. Ville Axelle Sivén Laurinkoski. (2018)
Spills over Belly, Shatters onto Floor. Oops. Rundgang. (2017)
Læs flere indlæg i serien Kunstnernes stemme:
Søren Martinsen: Tag kunsten alvorligt
Hesselholdt & Mejlvang: Kunstnervilkår er politisk ansvar
Smike Käszner: Kunst på kunstens præmisser
Mahmoud Alibadi: Kunst kan betragtes som mental motion
Mette Kit Jensen: Kunsten er fri
Ruth Campau: Kære politikere, bryd berøringsangsten og tal kunsten op