Kunstnernes stemme: Tag kunsten alvorligt

17.03.19 |

Få en kunstpolitik, styrk billedkunsten i uddannelserne, værn om driften af kunstinstitutionerne. Sådan lyder nogen af anbefalingerne til politikerne fra billedkunstner Søren Martinsen op til Folketingsvalget 2019:

Søren Martinsen. Foto: Magnus Cederlund.

“Jeg ser tilbage på Julius Bomholt, landets første kulturminister og den visionære, klare og demokratiske måde han så kunsten på. Med de frygtelige erfaringer fra 2. verdenskrig og nazismen, så man kunst og kultur som et demokratiets bolværk mod totalitarisme og fascisme. Og prioriterede den derfor og skabte en fast basis for den, bl.a. med etableringen af Statens Kunstfond i 1956.

Igennem mange år og især i den siddende regerings tid græmmes jeg over, hvordan de forskellige ministeriers navn bliver slæbt igennem sølet ved at de, i stedet for at fremme deres formål, modarbejder det. Ministeriet kommer til at stå for det præcis modsatte af sit navn. Tag bare: Integrationsministeriet, Klimaministeriet, Miljøministeriet, og – Kulturministeriet. Jeg har følgende anbefalinger til politikerne:

Tag kunsten alvorligt. Få en kunstpolitik!

Kunsten har i dén grad en eksistentiel og identitetsskabende funktion i et komplekst samfund. Stort set alle vores samfundsproblemer bliver adresseret af dygtige kunstnere. Nye ideer skabes, identitet og integration styrkes og individets og kollektivets bevidsthed vokser igennem kunsten.

Og udover at kunsten har en værdi i sig selv, også i sin allermest ambitiøse, smalle og komplekse form, er kunsten samtidig samfundsøkonomisk en god forretning.

Talentudvikling gennem uddannelse
Hvis vi skal kunne nyde en kunst på et højt niveau, der er med til at give alle identitet og berige vores land, skal talenterne plejes. Det betyder at akademiuddannelserne inden for billedkunst skal op på endnu højere niveau, ligesom vækstlaget skal styrkes – i form af fagligt kvalificeret og øget undervisning i folkeskoler, talentskoler og billedskoler landet over.

Der er ingen grund til at være bange for, at der kommer for mange kunstnere – jo flere jo bedre, det skaber et stærkt miljø, en kreativ kultur og en sund konkurrence.

Undlad at forveksle kunst og kultur
Det er vigtigt, at kunsten har det fornødne rum til sin specifikke udvikling uden at blive blandet sammen med mere generel kultur fra hobbykunst og sport til stavgang og fællesspisning. F.eks. i forbindelse med den aktuelle diskussion om helbredende kunst på hospitaler, er det vigtigt, at kunsten er skarp og på et højt fagligt niveau, og ikke forveksles med behagesyg idyl og hygge.

Fingrene væk fra driften af kunstinstitutioner
Politikere elsker at lave alt muligt nyt – det eksisterende er “kedeligt” og ikke sexet at køre valgkamp på.

Men et stort problem i kunsten er, at man spilder så meget energi på at kæmpe for driftsstøtte til gode ting, der eksisterer i forvejen – fra kunstnerdrevne udstillingssteder til museer.”

Søren Martinsen (f. 1966)

Uddannet billedkunstner fra Det Kgl. Danske Kunstakademi og Goldsmiths College, University of London. Søren Martinsen er repræsenteret på flere kunstmuseer i ind- og udland. Hans seneste soloudstilling GIGANTERNE kunne opleves på Sorø Kunstmuseum (2018). Frem til 7. april 2019 er han aktuel på Grønningens udstilling i Kunstforeningen Gl. Strand. Søren Martinsen har været leder af Overgaden – Institut for Samtidskunst og er siden 2016 medlem af Billedkunstnernes Forbunds bestyrelse.


Øverst Søren Martinsen: Flommen, 2018, oil on linen,200×320 cm. (udsnit af maleri). Se værker og info på www.sorenmartinsen.com