‘Lad os tale åbent om den gode og den dårlige kunstnerøkonomi’

14.12.18 | Billedkunstneren

Fagbladet Billedkunstneren, december 2018, interview med Ulla Hvejsel, performance – og installationskunstner. Uddannet fra Det Jyske Kunstakademi og Det Kongelige Danske Kunstakademi: 

I forhold til økonomi kan man nok ikke sige, at jeg er blevet overrasket. At mange kunstnerne har en dårlig økonomi, er jo næsten en historisk kendsgerning. Men jeg kan godt af og til blive overrasket over, at gratis arbejde og dårlig betaling foregår blandt de allermest synlige kunstnerne, der udstiller i de allersynligste kunsthaller og – museer. I andre brancher arbejder man måske gratis for en stund for at få de kontakter og den erfaring, der kræves for at få et betalt job, men når jeg eksempelvis hører, at Aros af princip ikke udbetaler honorarer til kunstnerne, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at resultatet af gratis arbejde i kunstverdenen er, at man kan være heldig at få lov at lave endnu mere prestigefuldt, gratis arbejde.

Ulla Hvejsel. Foto: Sara Galbiati.

At jeg stykker min økonomi sammen, som jeg gør, er vel både lidt selvvalg, dårlig forretningsførelse og nødvendighed. Jeg tror, det er en blanding af ikke at føle, at jeg har lyst til at skrue og bøje mig for meget for at passe i en salgbar skabelon, at jeg er lidt for dårlig til at skabe en holdbar forretningsmodel, samt at den indkomst jeg får igennem honorarer, kunststøtte, vederlag, salg og lignende heller ikke rigtig står mål med arbejdstid, og materialer.

Jeg mener, at kunstarrangører må forvente, at kunst koster noget, og det betyder også, at de skal huske at skrive det ind i deres budgettering og udstillingsplanlægning.

Det kan måske betyde, at der ikke bliver råd så mange udstillinger – men måske er det en mulighed – både kunstner og producent – at få skabt nogle endnu bedre, velproducerede og økonomisk bæredygtige udstillinger. I hvert fald synes jeg ikke, det kan være rimeligt, at kunstnerne skal afholde udgiften (med gratis arbejde) for, at man producerer flere udstillinger, end man har råd til.

Derudover skal vi som kunstnere måske selv turde at forestille os, at det kan lade sig gøre at udvikle en forretningsmodel, der kan være økonomisk bæredygtig uden at føles som en skruestik. Og så skal vi selvfølgelig også huske at sætte en reel pris på vores indsats, og insistere på at tale om penge solidaritet og fælles honorarkrav og forventninger.

På en måde kan man godt sige, at jeg har droppet at leve af af kunsten. Det, jeg lever af, er hovedsageligt urelateret brødarbejde. Af og til redder et vederlag eller et honorar dog også lige min røv. Nu har lagt jo mit årsregnskab frem her, og på en måde synes jeg, at det er lidt flovt at lægge min dårlige økonomi, manglende forretningstalent og noget beskedne succes frem i tal.

Jeg tror, at mange os måske går og har nogen urealistiske forestillinger om hinandens økonomi, og derfor er det vigtigt at have en åben snak, om hvordan pokker vi gør. Både når det lykkes, og når det ikke gør.

For eksempel kan vi på den måde måske undgå, at vi alle sammen går rundt og fejler med den samme forretningsmodel, der måske går ud på at arbejde gratis, ind til man når et karrieretrin, hvor man får betaling, hvis nu det faktisk viser sig, at det trin ikke findes. Så lad os snakke om vores regnskaber og forestillinger om den gode og dårlige kunstnerøkonomi. Nu har jeg vist en lille flig af min, og jeg håber, at I også vil vise mig lidt af jeres.

Min egen praksis er hovedsageligt performance, og hvis jeg skulle tage en pris, der svarer til mine reelle arbejdstimer med at udvikle en performance, så tror jeg, det ville være en urealistisk pris at betale for de fleste. Jeg vil tro, at den betaling jeg gerne får for en performance, er baseret på, hvad man forventer at betale for et foredrag. BKF’s vejledende takst er f.eks. 3600 kr., og det passer meget godt med, hvad jeg i gennemsnit får tilbudt i honorar.

Ulla Hvejsel: Performance. Foto: Niels Fabæk.

Hvis det er en ny performance, eller en performance, der er udviklet til lejligheden, og hvis man skal holde en rimelig sammenhæng imellem arbejdsindsats og løn, så overstiger mit tids- og materialeforbrug dog som oftest langt en sådan foredragspris. Jeg har derfor skelet en smule til komikere, film, omrejsende teatre og foredragsholdere, der bruger lang tid på at udvikle et produkt, som de turnerer med og gentager over længere tid, og jeg forestiller mig, at man godt ville kunne tillempe denne forretningsmodel til en nogle performancepraksisser.

Måske man endda kunne forestille sig, at en kunsthal, et kunstnerdrevet initiativ eller et galleri kunne slå sig ned på at have en slags producent og agentrolle, hvor de finansierede den arbejdsintensive udvikling af en performance, som de herefter kunne sende på turne og skabe en indtægt på. Jeg ville synes, at det kunne være fedt at blive inviteret til at udstille på en udstillings- og visnings platform, der måske slog sig ned på at være et netværk af samarbejds- og visningsaftaler med f.eks. biblioteker, skoler, kunsthaller, arbejdspladser, forsamlingshuse, fredagsbarer, team-buildingkurser, medarbejderdage og meget andet, snarere end på at være et sted og et udstillingsrum.

Jeg oplever forholdet mellem det arbejdsmarkedspoliske system og kunstnernes arbejdsvilkår som besværligt. Det kan være en linedans i en regeljungle, og der er ofte en hel del uklarhed, om hvornår man skal regnes som selvstændig lønmodtager eller måske endda hobbyvirksomhed.

Det har f.eks. betydning for, hvordan man afregner skat og sikrer sig i tilfælde af arbejdsløshed. Og bureaukratisk set opererer jeg jo sådan set også på alle disse forskellige økonomiske planer. I nogle tilfælde er jeg fakturaudskrivende selvstændig, i andre lønmodtager og lønarbejder, og herudover er meget af det jeg gør frivilligt, selv-igangsat, og ikke afhængigt af om der er økonomi i det. Som sådan en selvorganiseret frivillig gratis-arbejder har jeg ofte argumenteret for, at den kunstneriske udvikling, der bliver skabt på trods af umulige økonomiske forhold, også kan være af en tilbagevisning af en udbredt forestilling om, at udvikling kun kan finde sted ved hjælpe af økonomiske incitamenter. I kunstfaget har vi i høj grad har fokus på andre motivationer end økonomiske, og en kunstpraksis er nok sjældent tænkt som en forretningsplan i sit udgangspunkt.

Jeg har, siden jeg blev færdiguddannet, mest levet af forskelligt lønarbejde eller brødarbejde eller hvad jeg ellers giver det af ‘kælenavne’ for at adskille det fra min kunstpraksis, som jeg finder vigtigst, selvom den ikke betaler min husleje. Jeg har både haft arbejde, der har relateret sig til mine kunstneriske kompetencer og arbejde, der slet ikke har haft sport med dem at gøre.

Jeg har dog også suppleret med indtægter fra kunst, og jeg har i perioder forsøgt at spare sammen, så jeg har haft mulighed for at tage ‘fri’ i nogle måneder, hvor jeg har kunnet fokusere på at udvikle nye værker og projekter. Af og til har jeg også fået mulighed for at ‘købe’ et et par måneder med et arbejdslegat eller projektstøtte fra Statens Kunstfond.

Vi kan også lige se på de pinlige facts: ved en hurtig konsultation af mit foreløbige excel-ark med årets kunstindtægter og -udgifter, kan jeg se, at jeg på nuværende tidspunkt i 2018 har lavet ni performances, og været med på tre udstillinger, haft indtægter på 43.989 kr. og udgifter for 32.524,47. I alt giver det et overskud på 11.464,53, hvilket svarer til 955,3 i indtægt pr. performance eller udstilling jeg har deltaget i. Jeg har ikke talt arbejdstimerne med i mit excel-ark, men den økonomiske gevinst og min arbejdstid hænger uden tvivl lidt for dårligt sammen.