Provinsakademierne skal uddanne på MFA-niveau 

27.10.17 | Nyheder

Det er positivt, at fusionen af de kunstneriske uddannelser er aflyst. Det giver mulighed for at tale om, hvordan vi kan styrke akademierne fremover, siger Nis Rømer, formand for Billedkunstnernes Forbund. 

Kulturministerens udmelding om, at den store fusion af de kunstneriske uddannelser er aflyst, er et skridt i den rigtige retning. Aflysningen af planerne giver samtidig mulighed for at tale om, hvordan de billedkunstneriske uddannelser kan styrkes. Det mener Nis Rømer, formand for Billedkunstnernes Forbund (BKF).

En af de udfordringer, som rapporten, der tidligere på måneden anbefalede en fusion, peger på, er, at kunstakademierne i Odense og Aarhus igennem flere årtier har døjet med usikker økonomi. Billedkunstnernes Forbund anbefaler, at kulturministeren og de politiske partier skaber mulighed for at uddanne sig på MFA-niveau i provinsen, så uddannelserne i provinsen får samme uddannelsesmæssige status som på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København.

»Omkring en tredjedel af billedkunstnerne i Danmark uddannes på Det Jyske eller Det Fynske Kunstakademi. Det er vigtigt, at provinsen også får mulighed for at tilbyde billedkunstnerisk uddannelse på MFA-niveau, så de studerende på akademierne i provinsen får de samme muligheder i forhold til udveksling og efteruddannelse, som de studerende på akademiet i København gør,« siger Nis Rømer. Han pointerer samtidigt det afgørende i, at provinsakademierne tilføres ekstra midler, som svarer til de øgede omkostninger, der vil kræve, at uddannelserne kan få et MFA-niveau.

Øget specialisering
Samtidig mener Billedkunstnernes Forbund, at der er behov for øget specialisering på kunstakademierne, så de i fremtiden kan udbyde forskellige mastermoduler, f.eks i kunst i det offentlige rum. Dermed vil diversiteten øges i uddannelsestilbuddet samlet set. En sådan organisering kender man blandt andet fra konservatorierne, hvor man kan specialisere sig i elektronisk musik et sted og rytmisk musik et andet sted.

Derudover mener Billedkunstnernes Forbund, at kunstnerisk forskning i tråd med rapporten, der er udarbejdet af Henrik Sveidahl, bør være en del af en fælles forskerskole for de kunstneriske fag. Forskerskolen skal være tilgængelig for kunstneriske MFA’er fra både provins og hovedstad.

»Kunstnerisk forskning udvikles bedre sammen med de øvrige skabende kunstarter end under universiteterne. De enkelte kunstområder er dog hver især for små til at have et substantielt, fagligt miljø for forskning og udvikling,« siger Nis Rømer, der mener, at man sammen med de øvrige kunstneriske uddannelser vil kunne skabe den nødvendige pondus, der skal til, forat kunsten kan få en større forandringskraft i samfundet og i det kulturelle liv.

Læs mere

 Billedkunstnernes Forbund: Lyt til kunstakademierne…

Foto: Det Fynske Kunstakademi.