Expired: Stadig flere offentlige institutioner efterspørger billedkunst

12.06.13 | Nyheder

Antallet af institutioner, der har søgt om at modtage kunst fra Statens Kunstfonds deponeringsordning, er steget markant siden 2012.

Til den første ansøgningsfrist i 2013 var der 39 ansøgere, mens der sidste år kun var i alt 9.

Det fremgår af nye tal fra Kulturstyrelsen.

“Den stærkt voksende interesse for at låne kunst kan hænge sammen med, at Statens Kunstfond i januar lancerede websitet voreskunst.dk, hvor potentielle lånere både kan se de kunstværker, der kan lånes, og søge om lån af bestemte værker,” skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

I alt modtager 31 institutioner landet over i år 265 kunstværker fra Statens Kunstfond. Der er tale om værker indenfor alle genrer – skulptur, maleri, grafik, videokunst mm. – som Statens Kunstfonds Indkøbs- og Legatudvalg samt Udvalget for Design og Kunsthåndværk har købt af danske kunstnere.

Kunst på stedet

De institutioner, der nu kan se frem til at huse kunsten, har alle søgt om at låne værker gennem Statens Kunstfonds såkaldte deponeringsordning.

Ordningen har til formål at give borgere landet over mulighed for at opleve samtidskunsten, hvor de færdes. Det kan f.eks. være på skoler, biblioteker eller sygehuse.

Kunstværkerne kommer rundt i mange egne af Danmark. Der er i år 16 modtagerinstitutioner i Jylland, 11 fra Sjælland, tre fra Fyn og en på Bornholm.

Værkerne bruges

Blandt modtagerne er Fredericia Gymnasium, hvor lærerne bruger kunsten aktivt i undervisningen. Det fortæller rektor Poul Erik Madsen:

“Nogle elever skriver digte, der går i dialog med kunsten, andre kan fx koble kunst og fysik i en udforskning af rum. På den måde skaber kunsten nye muligheder for erkendelse og refleksion,” fortæller han, der lægger stor vægt på, at gymnasiets kunstsamling er dynamisk:

“Mødet med kunst er en væsentlig del af det at dannes som menneske, derfor er vi glade for, at deponeringsordningen giver os mulighed for at vise de unge ny samtidskunst og konfrontere dem med nye kunstformer, som mange af dem ellers ikke ville opsøge aktivt selv,” siger han.

I år har Fredericia Gymnasium modtaget værker af blandt andre Ole Sporring, Jesper Dalgaard og – for første gang et videoværk – af Rikke Benborg.

“Når vi vælger kunst, sker det i samråd med Kunstfondens eksperter, som er dygtige til at rådgive om, hvilke værker der fungerer bedst i vores sammenhæng. Det vigtigste for os er, at værkerne appellerer til de unge både i form og indhold. I år kan eleverne fx forholde sig til de politiske lag i Ole Sporrings maleri og Jesper Dalgaards skulptur, mens Rikke Benborgs videoværk åbner dørene til en helt ny kunstform for mange af os,” siger Poul Erik Madsen.

Om deponeringsordningen

Alle institutioner med offentlig adgang kan søge Statens Kunstfond om lån af kunstværker.

Der kan søges to gange om året.

Se ansøgningsvejledningen på www.kunst.dk