Tilbud om ophold i kunstnerboligen ”Gammel Have” på Midtfyn

30.07.18 | Opslagstavle

Brug for luftforandring?

I landsbyen Sødinge ved Ringe på Midtfyn – 20 kilometer fra Odense – ligger huset ”Gammel Have”, hvor nordiske forfattere og andre kunstnere, der har brug for ro og inspiration, kan søge om ophold.

Allerede fra oktober er det muligt at leje ”Gammel Have” med kort varsel – også for en længere periode. Har du brug for luftforandring eller bare lyst til et brud med hverdagens rutiner, så er der en god mulighed her.

”Gammel Have” ejes af en fond, og det står stort set som det blev beboet af giveren Margrethe Hansen frem til hendes død i 1983. Hun var en usædvanlig kvinde, præget af dansk højskole- og landbokultur. Huset indeholder arbejdsværelse, stor stue, to soveværelser med fire senge, køkken, bryggers og badeværelse. Huset er gennem de senere år løbende moderniseret, men i respekt for det gamle interiør. Sengetøj, lagener og håndklæder forefindes. Der er hurtig fibernetforbindelse til internettet.

I en anneksbygning findes et moderne atelier med gode arbejdsforhold for billedkunstnere. Andre vil dog også kunne finde inspiration og arbejdsro i det store og lyse lokale.

Udenfor ligger de åbne marker, hvorfra hare og rådyr af og til søger tæt på huset.

I Sødinge findes stadig meget af det gamle landsbymiljø med stråtækte bindingsværksgårde. Huset har en smuk have, det ligger fredeligt i landlige omgivelser, der indbyder til gå- og cykelture. Lokalbussen kører gennem Sødinge, og der er tre kilometer til Ringe, som har togforbindelse i timedrift til Odense og Svendborg, mange butikker og en ugentlig torvedag. Byen har også et moderne bibliotek, biograf og svømmehal – for at nævne noget.

Opholdets varighed er typisk en måned, eventuelt flere. Den månedlige leje lyder på 3700 danske kroner fra maj til og med september. Dertil kommer el og varme, som afregnes efter forbrug. Resten af året (oktober-april) er prisen 2700 kroner om måneden samt den del af el- og varmeudgiften, som overstiger 2000 kroner om måneden.

Ansøgninger om ophold i månederne frem til maj 2019 kan ventes besvaret i løbet af få dage.

I øvrigt henledes opmærksomheden på vores hjemmeside, der findes på www.gammelhave.dk/

Webstedet har blandt andet en kalender med optagede/ledige perioder i huset og billeder af eksteriører og interiører fra ”Gammel Have”.

 

Ansøgning sendes til advokat Peter Flint Jensen, Torvet 3A, DK-5750 Ringe, Danmark, som også gerne svarer på praktiske spørgsmål på telefon (+45) 62 62 39 00 eller fax (+45) 63 62 39 79.

Benyttes e-mail sendes ansøgningen til post@gammelhave.dk