Expired: Visionssalon om fotografiets magt, betydning og sandhedsværdi – 4. oktober

01.10.18 | Opslagstavle

Fotografiets magt, betydning og sandhedsværdi anno 2018. Bikubenfondens Visionssalon i samarbejde med Fotobiennalen 2018.

Fotografiet er et medie under forvandling. Bevægelser fra analogt til digitalt har kastet fotografiet ud i en form for værdikrise, hvor mediet ikke længere er garant for billedets troværdighed. I dag er det fotografiske billede oftere i flow mellem forskellige platforme frem for fikseret i en fast form som print eller trykt billede. Forskydninger i opfattelsen af fotografiets sandhedsværdi har rykket ved den måde, som vi i dag forstår og bruger fotografi på.

Men hvilke betydninger og udfordringer har det på den lange bane? I forhold til samfundet, individet og på et mediemæssigt plan? Hvad sker der med vores kritiske evner og forestillinger om fotografiets relevans i en verden, hvor fotografiet autenticitet står for skud? Og hvad betyder det for opfattelsen af kunstfotografiet? Som et led i Fotobiennalen 2018 som er et samarbejde mellem Brandts i Odense, Galleri Image i Århus og Fotografisk Center i København, inviterer Bikubenfonden i samarbejde med Biennalen til Visionssalon.

Visionssaloner er Bikubenfondens debatformat på billedkunstområdet.

Visionssalonens panel består af:
AVPD – dansk kunstnerduo bestående af Aslak Vibæk (f. 1974) og Peter Døssing (f. 1974). Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi og har været aktive som AVPD siden 1997.  Nicolai Howalt, fotograf. Lina Hashim, billedkunstner, studerende ved Det Kgl. Danske Kunstakademi. Sigrid Nygaard, fotochef Dagbladet Information. Moderator Torben Sangild,  Cand.mag. i filosofi og moderne kultur, kunstanmelder og forfatter. Desuden skribent på Kunsten.nu og Zetland.

Foto: Filter 2018, AVPD

Torsdag 4. oktober kl. 17-18.30
Fotografisk Center, Staldgade 16, 1799 København V
Fri entré, men billetbestilling nødvendig
Billetgebyr 10 kr. pr. billet

Køb billet her…..