Forfatteren Leif Hasles Fond tilbyder arbejdspladser til fordybelse og inspiration ... læs mere >>>

Seminar: Kunst i det offentlige rum - 26. oktober i Aarhus ... læs mere >>>

Lærreder sælges billigt ... læs mere >>>

Billedkunstnernes Forbund: Lyt til kunstakademierne... læs mere >>>

Her er vinderne af BKF-pris for kunstnerdrevne steder ... læs mere >>>

Webspecial: SoMe sætter nye dagsordener for samtidskunsten

MED FORSKERENS ØJNE

Nedenstående interview med lektor Søren Pold, Aaarhus Universitet, er skrevet af journalist Monica C. Madsen som led i temaet i martsudgaven af fagbladet Billedkunstneren om sociale mediers indtog på kunstscenen. Det kan udelukkende læses her på www.bkf.dk.

 

  "De sociale medier har givet kunstscenen en stor palet af nye muligheder for at reflektere kunsten",

  siger Søren Pold. Han er lektor på Aarhus Universitet og forsker i de nye digitale kunstformer

  og deres æstetik.
 

  Foto: Aarhus Universitet.
 

Hvordan er sociale medier i gang med at forandre samtidskunsten og dens vilkår?

- Listen er lang, når man oplister alle de nye muligheder for at bruge de sociale medier til at formidle   kunst: Flere formidlingskanaler til dedikerede publikummer, et udvidet udstillingsrum for både kunstnere og institutioner, nye refleksionsflader og nye kunstneriske formater, fordi computeren og smartphonen er blevet centrale kultur- og underholdningsmedier – f.eks. værker baseret på  Instagram, Snapchat og apps.
 
Det afspejler, at de sociale medier ikke bare er et ekstra underholdningselement eller en ekstra kommunikationskanal – de spiller på et mere overordnet plan en central rolle for, hvordan vi færdes, mødes, er venner på, agerer politisk og professionelt, danner communities, forbruger på, udvikler nye former for kapitalisme, og i det hele taget lever vores liv. Der er snart ikke det felt, hvor de digitale medier ikke er med til at sætte dagsordenen.

Til gengæld følger der også klare udfordringer med Facebook, Instagram, Twitter osv., fordi de er kommercielle platforme, styret af økonomiske interesser. På den positive side bliver der derfor gjort et effektivt benarbejde for at markedsføre dem, så de giver dig adgang til et stort publikum. Men på den negative side er der klare grænser for, hvad man kan gøre, og som kunstner er man underlagt deres kommercielle platform – dvs. deres interface og deres forretningsmodel, og de kan ekskludere en, hvis man stritter imod.

Museer skal huske deres besøgelsestid
I forhold til kunstværker, som er baseret på SoMe fremfor de traditionelle formater, er det vigtigt at være bevidst om, at stort set hvert nyt medie har rejst spørgsmål om, hvorvidt de tilfører eller ødelægger kunstneriske dimensioner, men diskussionerne sætter ofte det forkerte spørgsmål – nemlig: Er det så kunst? Vend det måske nogle gange om og spørg: Hvad betyder det for kunsten, at vi har fået det her nye medie? Hvad betyder nettet for kunsten?

Det spørgsmål synes jeg ikke, muserne har stillet i tilstrækkelig grad – på det punkt har museerne i et vist omfang ikke kendt deres besøgelsestid: Først nu efter 20 år med nettet begynder man at inddrage netkunst og de digitale forme.

Men på de største museer er netkunst stadig en undtagelse. Det er henvist til mindre steder som DIAS på Vallensbæk Station i København, eller Kunsthal Aarhus. Det er ærgerligt, at museerne ikke i højere grad har eksperimenteret med den, men i et vist omfang var den tidlige netkunst jo også et oprør mod kunstmuseerne – en kunst beregnet på at blive set hjemme.
 
Er de sociale medier en trussel mod billedkunstens traditionelle formater og udstillingsrum? Vil fremtidens kunsthistorie f.eks. være fuld af værker tiltænkt Instagram, Facebook og Twitter?
 
- Der er farer ved alting: De fleste kunstnere har altid taget farve af det kommercielle marked, der giver dem mulighed for at leve af deres kunst – i gamle dage var det kirken og kongen, der var hovedaftagere, og som kunsten skulle stille tilfreds, i dag er det gallerierne, og fremover er de sociale medier en potentiel ny kilde til indtægter.

Hvor meget kunsten gør sig til og farerne ved det, er en ongoing diskussion, der altid har eksisteret. Og fra min stol er perspektivet ikke, at den digitale kunst er på vej til at slå de traditionelle formater og rum af banen:

For 20 år siden regnede man med, at det digitale her i 2016 ville have overtage det stedslige og analoge. Men vi lever nu i en tid, hvor vi er mere bevidste om, at det ikke er et enten eller: I øjeblikket er der f.eks. en stigende interesse for postdigitale værker og kunstneriske bestræbelser på at reflektere den digitale virkelighed i før digitale-medier – vinyl, spolebånd, super 8-film, mørkekammer-fremkaldte fotografier osv.

Fysisk nærhed vigtig
Og samtidig med at digitaliseringen sætter dagsordenen på rigtig mange planer – både indholdsmæssigt, teknisk og konceptuelt – ser vi, at museerne i de her år fejrer triumfer med markant stigende publikumstal, både på f.eks. ARoS, Louisiana og Statens Museum for Kunst. Det er et klart udtryk for, at for folk mener, at der er noget at komme efter.

Selvom vi også har nettet, kan vi få en særlig oplevelse af fysisk nærhed på kunstmuseet, som ikke lader sig erstatte af en netbaseret oplevelse: Mona Lisa er f.eks. kendt verden over, fordi værket er blevet reproduceret i en uendelighed, men vi vil alligevel gerne betale for at komme ind at se det på Louvre, når vi er i Paris.

Ser du et særligt potentiale i de værker, som appellerer til folks lyst til at tage selfies?

- Selfie-kvaliteten kan udvide vores perception af værker i de gode tilfælde, ligesom inddragelse af de sociale medier kan give gode muligheder for at lade folks fortolkninger og oplevelser mødes og blandes - der er gode eksempler på, hvordan folk har kunne bruge apps til at dokumentere deres blik på værker og diskutere det.

Olafur Eliassons s Regnbuerum på ARoS er et godt eksempel på, hvordan et værk har en særlig selfiekvalitet, der kan interagere med de sociale medier. Regnbuen er blevet sådan et sted, man skal op at stå og kikke ud over byen, når man besøger Århus, og takket været den kommer mange ind på ARoS, som måske ellers ikke havde sat deres ben der.

Men Regnbuen er jo samtidig et værk, der leger med vores perspektiv på byen, og hvad det i det hele taget er at se. Og når man går rundt deroppe, tilpasser øjnene sig, så farvetonerne udjævnes i det synsindtryk man får, men når man tager fotos, bliver det helt tydeligt, at tingene farves.

Derfor reflekterer man også værket på en betydningsdannende måde, hvis man tager et bilede, fordi man ser langt mere rød eller grøn ud på billedet end i virkeligheden. Dvs. det, man ser på billedet, er ikke helt virkeligt.

På den måde bliver en selfie taget deroppe en del af det at reflektere værket og fordøje det – det er et værk, der ligger op til det der selfie-moment på en interessant måde: Fordi det kommenterer vores perception, sansning og det fantasmagoriske i det – at vores sansning også er noget, der er produceret, og som man kan lave tricks med. 

Hvad er kunstinstitutionens største udfordring i de kommende år, i forhold til de sociale medier?

- Kunstinstitutionerne skal finde balancen – dvs. både tænke i, hvordan de kan bruge deres fysiske rum til noget unikt, og hvordan de kan integrere de sociale medier og det faktum, at vi alle sammen har internettet med i lommen, når vi går rundt på museet, og at vi på egen hånd bruger det til at søge informationer og dokumentere, at vi har været der: Både den måde, vi ser kunst på, og den virkelighed, kunst skabes ind i, inddrager i stigende grad sociale medier.

Undgå selfiekulisserne
Man kan måske også hævde, at museerne som statsinstitutioner har en forpligtelse til at udvikle vores brug af sociale medier, så de ikke bruger dem som gadgets, men reflekterer dem kritisk som kunstnerisk mulighed, fremfor f.eks. kun at bruge dem i sammenhænge, der appellerer til at reflektere dem som selfiekulisse i Facebook-opslag.

Det er et spørgsmål om at uddanne sit publikum og udvikle rammerne: Selvom de sociale medier rummer mange fine potentialer, er der også mange kritiske aspekter ved dem, som kunsten har potentiale til at udsige, og som vi har behov for at få sat fokus på.

Hvordan giver vi kunstnerne bedre muligheder for at arbejde kritisk og innovativt med de sociale medier?

- Ved f.eks. at oprette digitale værksteder i stil med filmværkstedet: Det centrale er at have fokus på de sociale medier på akademiet, så vi uddanner og videreuddanner og stiller værksteder til rådighed med tekniske kompetencer, f.eks. programmører og teknikere, hvor man kan arbejde med teknologi ud fra en kunstnerisk/kulturel tilgang.

Det er en eksistentiel præmis, at vi lever i en tid, hvor digitale medier er rykket ind i centrum af det kulturelle – det er derfra, vi får vores underholdning, vi bruger timer hver dag på at glo på skærme.

Og hvis vi skal være mere end bare at være  Facebookbrugere og Netflix-abonnenter, er det også et felt, hvor vi har brug for kunsten til at rejse spørgsmål og udvikle nye kunstneriske udtryksmuligheder ved hjælp af alternativ software og platforme. Det kræver, at vi får risikovillig kapital på banen, og det vil formentlig kunne svare sig, for de sociale medier er en branche i vækst.
 
Kan du komme med eksempler på SoMe-værker, som forholder sig kritisk til sig selv?

- På Instagram er der en del projekter, hvor kunstnere arbejder med mere eller mindre fiktive selviscenesættelser. F.eks. argentinske Amalia Ulman, der rejser en kritisk refleksion af selfiekulturen ved at hun oprettede en profil og iscenesatte sig selv som en ung pige, der boede i LA og postede hverdagsopslag af sig selv i lækre omgivelser, om at hun fik opereret større bryster osv.

Kunsten bruger medierne
Hun fik en masse følgere, men afslørede så til sidst, at hendes profil var et kunstnerisk projekt. Altså på en måde, hvor det kunstneriske projekt i første omgang slet ikke var synligt – hun forførte folk ind i værker ved at bruge mediet på dets præmisser og hev så i tæppet under dem.
 
Til Facebook har amerikaneren Ben Grosser lavet add on´en Facebook Demetricator, som fjerner alle tal og optællinger af likes og delinger på din Facebook-væg. I stedet står der bare "people like this", når nogen liker. Hans værk er en refleksion over, hvad Facebooks kvantificering af, hvor populære vores opslag er, gør ved os: Hvad gør det ved os, når numrene og popularitetskonkurrencen forsvinder? Samtidig er det også en kritisk kommentar til Facebooks forretningsmodel, hvor kvantificeringen spiller en central rolle. 

Læs om Søren Polds forskning på Aarhus Universitet Institut for Kommunikation og Kultur
- Informationsvidenskab, klik her...

Gå til arkiv med tidligere udgaver af fagbladet Billedkunstneren, klik her...

- 10. marts 2016.