Seminar om farvens kunstneriske anvendelse den 2.-3. december ... læs mere >>>

Forfatteren Leif Hasles Fond tilbyder arbejdspladser til fordybelse og inspiration ... læs mere >>>

Seminar: Kunst i det offentlige rum - 26. oktober i Aarhus ... læs mere >>>

Billedkunstnernes Forbund: Lyt til kunstakademierne... læs mere >>>

Her er vinderne af BKF-pris for kunstnerdrevne steder ... læs mere >>>

Flere billedkunstnere får et arbejdslegat af Statens Kunstfond i år

I alt 240 billedkunstnere modtager i år et arbejdslegat fra Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst.

Legaterne er på mellem 50.000 kr. og 150.000 kr., mens de eftertragtede treårige arbejdsstipendier er på 855.000 kr. fordelt på tre år.

Det nye Legatudvalg for Billedkunst har valgt at tildele flere arbejdslegater end tidligere år, fortæller udvalgsformand Søren Taaning. Årsagen er, at udvalget, der tiltrådte den 1. januar 2016, især har fokus på at virke igangsættende i forhold til vækstlaget i dansk kunst.

"Vi har i år valgt at uddele flere legater end tidligere, for om muligt at opnå lidt større spredning af midlerne. Vi har skærpet blikket for nogle af de praksisformer, der måske har en tendens til at blive overset, og for de danske kunstnere, der ikke er så kendte herhjemme, men som har stor succes i udlandet," siger han.

Kunstnere og kunstnergrupper
Særlig opmærksomhed er der om de treårige arbejdsstipendier, der i år tildeles tre kunstnere og to kunstnergrupper. Tildelingerne begrundes med følgende ord fra Legatudvalget:

Kunstnergruppen A Kassen (Christian Bretton-Meyer, Morten Steen Hebsgaard, Søren Petersen og Tommy Petersen) modtager Statens Kunstfonds treårige arbejdsstipendium for deres underfundige og præcise værker, som foldes ud på tværs af medier; fra arkitektur og skulptur til fotografi og performance.

Kerstin Bergendal. Kerstin Bergendal har som kunstner i en årrække ageret i og interfereret med det vi ofte benævner ‘det offentlige rum'. Hun etablerer steder hvor møder mellem mennesker kan finde sted, rum hvori der er plads til poesi og fortælling og rummelighed til i fællesskab at skabe forandring.

Tue Greenfort er en betydelig kunstner i sin generation. Om end den lokale tilstedeværelse er yderst begrænset, er Tue Greenfort for længst internationalt anerkendt; en af få kunstnere, der har udstillet på både Documenta og Skulptur Projekte Münster.

Tamar Guimarães er særligt interesseret i hvordan race, klasse og arbejde kommer til udtryk i kulturelle produkter som arkitektur, litteratur og dans. Det oplever man blandt andet i Guimarães elegante film Canoas (2010) - iscenesat i Oscar Niemeyer's arkitektoniske perle Casa das Canoas midt i junglen på kanten til Rio de Janeiro.

Randi og Katrine (Randi Jørgensen og Katrine Malinovsky) giver os rummelige oplevelser og får os til at mærke, hvad det vil sige at have følelser for et sted, og hvorfor det er vigtigt at føle sig "rummet" af sit eget lokale miljø. I det offentlige rum bliver deres arbejde ofte en integreret del af hverdagen som f.eks. deres legepladser, kæmpemaleriet på skibssiden af Ærøfærgen og lysthuset for et ældrecenter i Skovlunde i form af en kæmpe tekande.

Læs udvalgets begrundelser af de treårige arbejdsstipendier i deres fulde længe her...

Fakta om uddelingen
Udvalget har behandlet 790 ansøgninger og har valgt at imødekomme 240, svarende til 30,4 procent i form af enten treårige arbejdsstipendier på 855.000 kr. fordelt på tre år eller arbejdslegater på beløb mellem 50.000 og 150.000 kr.

I alt er der blevet uddelt 18.675.000 kr. Se alle tildelingerne her...

Om Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst
Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst tildeler legater og stipendier til skabende kunstnere inden for billedkunstområdet. Støtten gives på baggrund af ansøgerens kunstneriske virke.

Udvalget består af Søren Taaning (formand), Ane Mette Ruge, Eva Steen Christensen, Jacob Fabricius og Mikkel Carl.

Øverst: A Kassen, The Colour of Things (Cactus) 150cm x 300cm, indrammet c-print, pulveriseret kaktus.

- 11. maj 2016.