Hasselbladstiftelsens Naturfotostipendie 2018 ... læs mere >>>

HasselbladStiftelsen Fotobokstipendier 2018 ... læs mere >>>

Uge 47 er ledig i Fanø-huset ... læs mere >>>

Billedkunstnernes Forbund: Lyt til kunstakademierne... læs mere >>>

Her er vinderne af BKF-pris for kunstnerdrevne steder ... læs mere >>>

Ny struktur på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler

Fra efteråret 2016 indføres en ny uddannelsesstruktur på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Forandringerne gør, at akademiets uddannelsesstruktur bliver mere sammenlignelig med internationale kunstuddannelser, fortæller kunstakademiet i en pressemeddelelse:

Den grundlæggende uddannelsesstruktur på Kunstakademiets Billedkunstskoler har ikke ændret sig væsentligt siden 1970'erne. Der er kommet nye skoler til i takt med kunstens udvikling, men den grundlæggende struktur er blevet fastholdt. Den nye struktur kan ses som en forenkling af den gamle, der samtidig fokuserer på flere muligheder for den enkelte studerende. Ændringerne er blevet formet gennem mange workshops og gruppediskussioner blandt ansatte og studerende og er slutteligt godkendt i Skolerådet.

Den studerendes selvstændighed, mulighed for at eksperimentere og kunstneriske udvikling er stadig uddannelsens omdrejningspunkt. Undervisningen består af personlig vejledning, gruppekritik, og praksisbaseret undervisning i forhold til såvel værker som kunstneriske teknikker. Det suppleres af den teoretiske, historiske og anvendelsesorienterede undervisning, der skaber en kontekstuel forståelse af egen praksis og kunstverdenen. 

Uddannelsesstrukturen er ledsaget af nogle grundlæggende principper, der er pejlemærker for den fortsatte udvikling af Kunstakademiet, skriver kunstakademiet videre:

Styrke i fællesskab og egen praksis
Styrkelsen af fællesskabet i en stærkt individualiseret disciplin er afgørende. Deltagelse (medbestemmelse), selvorganisering, eksperimentet, praksis og teori er bærende principper for uddannelsen, der skal bidrage til at uddanne stærke kunstnere og stærke individer, der finder styrken i egen praksis og i fælleskabet.

Rektor Sanne Kofod Olsen udtaler:
"Med den nye struktur håber jeg, at vi både kan etablere en tiltrængt fornyelse af den billedkunstneriske uddannelse i Danmark og samtidig bevare den høje uddannelseskvalitet, der har præget denne uddannelse i 262 år. I strukturændringen er der både taget højde for en nødvendig og naturlig modernisering, men også en bevaring af nogle helt centrale værdier i den kunstneriske uddannelse, som man indførte i 1960'erne og 70'erne og som stadig er meget aktuelle i dag".

I strukturændringen er der også taget højde for det omprioriteringsbidrag på 2% om året, som alle statslige institutioner er omfattet af.

Den nye uddannelsesstruktur:

Bachelor of Fine Arts
Grundskolen, der blev indført som et to-årigt forløb i 1966/67, bliver ændret til en samlet 3 årig BFA (Bachelor of Fine Arts) uddannelse/skole, som ledes af en professor. Da skolen blev etableret, skrev daværende professor Egill Jacobsen: "Der kræves i de første år en intens aktivitet, en tilegnelse af en grundlæggende viden (obligatoriske fag)". Dette er stadig et grundlæggende princip for skolen, der dog på det tredje år åbner op for et friere og mere selvstændigt studieforløb.

Kandidatuddannelse (Master of Fine Arts)
Professorskolerne vil fremover udgøre den 3-årige kandidatuddannelse. Uddannelsen er delt op på 4 professorskoler, der repræsenterer 4 forskellige kunstneriske programmer. Skolerne er rammen om uddannelse i fri kunst, hvor de studerendes selvstændighed og inddragelse i tilrettelæggelsen udgør et væsentligt element.

Laboratorierne
Laboratorierne er Billedkunstskolernes specialværksteder for teknisk kunstneriske discipliner (f.eks. foto, grafik, gips, bronze, maleri og farve). Laboratorierne tilbyder undervisning til og kan benyttes af alle studerende og indgår i samarbejde med professorskolerne om særlig tilrettelagt undervisning. Alle laboratorier forsætter som hidtil. Laboratoriet for farve reetableres som laboratoriet for farve og maleri.

Institut for Forskning og Tværgående Studier
Institut for Forskning og Tværgående Studier (Instituttet) blev oprettet i 2015 og er en sammenlægning af Afdeling for Teori og Formidling og Kunsthistorisk Laboratorium. Den specialiserede teoretiske og formidlingsmæssige undervisning, der har været varetaget af Afdeling for Teori og Formidling, vil fremover blive tilbudt generelt til alle studerende på kandidatuddannelsen (via Instituttet). Desuden står Instituttet for teoretisk og kunsthistorisk undervisning på bacheloruddannelsen og for at koordinere forskning og kunstnerisk udviklingsarbejde på hele uddannelsen. Instituttet er også rammen for Billedkunstskolernes eksternt finansierede kunstneriske ph.d.- og post.doc programmer.

- 20. juni 2016