LEDER | fagbladet Billedkunstneren #4 2020
Af Nis Rømer, formand for Billedkunstnernes Forbund (BKF)
Alt for længe er sexisme, krænkelser og overgreb i kunstlivet blevet nedtonet og set som et individuelt problem — et vilkår, man i det stille måtte acceptere og selv forsøge at håndtere, når man blev udsat for det. Men sexismen er ikke et individuelt anliggende, den er et fælles problem, som angår os alle, og som handler om alles ret til lige muligheder for at udfolde os som professionelle kunstnere. Hvad enten det er på kunstuddannelserne eller ude i kunstlivet, på gallerier, museer eller andre udstillingssteder.
Nis Rømer. Foto: Uffe Weng / BKF.
Derfor er vi i Billedkunstnernes Forbund glade for, at så mange kunstnere den seneste tid har svaret på vores opfordring til at indsende vidnesbyrd om sexisme i kunstlivet. Tak for jeres bidrag! Det kan være krævende og svært at sætte ord på sine oplevelser, men det er vigtigt, at vi sammen bryder tavshedskulturen. Den debat og opmærksomhed, vidnesbyrdene skaber, er med til at lægge grunden for de forandringer, der er brug for i kunstlivet. BKF ønsker, at der rundt om på kunstuddannelserne og i kunstlivet indføres konkrete retningslinjer og politikker for at forhindre og imødegå krænkelser. F.eks. opfordrer vi til, at seksuelle relationer mellem lærere og elever på kunstakademier og kunstskoler forbydes, ligesom vi mener, at alkohol- og festkulturen trænger til et kritisk eftersyn, især i situationer hvor overordnede og underordnede fester eller er sammen i mere eller mindre uformelle sammenhænge.
På kunstuddannelserne skal der også være klare procedurer for, hvor og hvordan man kan henvende sig, hvis man oplever krænkelser, og alle skal være bekendte med dem. Vi opfordrer til, at ledere søger sparring og vejledning i håndtering af de vanskelige sager. Alt det kan du læse mere om inde i bladet — og vi vil i den kommende tid fortsætte dialogen om de nødvendige tiltag med relevante aktører, både på kunstuddannelserne og ude i kunstlivet.
Hvor vigtigt det er at stå sammen, bryde tavshedskulturen og bruge vores kollektive handlekraft er også tydelig i en anden, afgørende ny udvikling, der præger kunstlivet dette efterår: For første gang er det lykkedes at blive enige om en fælles aftale om anbefalede minimumshonorarer for kunstnere, der udstiller på danske museer. Forhandlingerne om aftalen kom i stand, efter at en række billedkunstnere stod frem offentligt og fortalte om urimelige arbejdsvilkår i udstillingslivet. Det skabte et afgørende momentum, som gjorde det muligt for os at få kunstinstitutionernes organisationer i tale.
I september kunne vi så offentliggøre aftalen, som er udarbejdet sammen med Organisationen Danske Museer (ODM), Danske Billedkunstneres Fagforening (DBF) og Organisation for Kunstnere, Kuratorer og Kunstformidlere (UKK). Aftalen er den første af sin art herhjemme, og selvom den ikke løser alle problemer med dårlig aflønning af kunstnere, er der grund til at fejre, at det er lykkedes at få den i land. Den er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og her i bladet kan du læse de første tilbagemeldinger på aftalen fra både museer og kunsthaller ude omkring i landet.
Nu skal aftalen have tid til at virke ude i kunstlivet, hvorefter vi i BKF vil følge op og evaluere. Stor tak til BKF’s medlemmer, der med jeres engagement bakker op om forbundets arbejde og gør det muligt for os at skabe resultater for hele standen.
Denne udgave af Billedkunstneren har et anderledes format, end det plejer: Bladets beskæring er et værk af kunstnergruppen A Kassen, som indgår i et tema om kunst og klima, du kan læse mere om på de følgende sider. Fælles for de aktuelle debatter om #MeToo, om kunstnerhonorarer og om den grønne dagsorden er, at de alle flytter det personlige ind i det politiske rum. Og gør det til almene problematikker, som vi sammen kan finde løsninger på. Her har kunsten en afgørende rolle at spille. Ved at bruge de mange kanaler, vi har til rådighed som kunstnere, kan vi opnå de forandringer, vi ønsker — og som verden behøver. God læselyst!