Sonja Lillebæk om en kunstnerisk arbejdsproces i coronaens tegn

03.03.21 | Nyheder

Artiklen her er bragt i Billedkunstneren #1 2021. Tekst: Rasmus Stochflet Nielsen.

Mange danskere kan formentligt genkalde sig aftenen den 11. marts sidste forår. Hvordan de sad foran fjernsynet, da Mette Frederiksen første gang tonede frem og lukkede landet ned, flankeret af blandt andre Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, der skulle blive et velkendt ansigt. For Sonja Lillebæk Christensen er det dog ikke den eneste tv-stund fra sidste forår, der står klart i erindringen.

”Jeg besøgte min mor i Hvide Sande under den første nedlukning. Hun har altid fjernsynet kørende, og mens vi sidder der i sofaen, kommer den her bilreklame, som tydeligt allerede havde grebet pandemien i den måde, den snakkede om tryghed og modstandsdygtighed. Det var er et komplet wakeup-call,” husker hun.

Det reklamen vækkede hende fra, var et strejf af optimisme, hun havde mærket midt i al usikkerheden og snak om smitte, social afstand og et presset sundhedsvæsen. En optimistisk følelse af, at coronakrisen trods dens negative konsekvenser måske også kunne blive en frisk start for samfundet.

Men det krævede ikke mere end 30 sekunder der i sofaen i Hvide Sande, før følelsen var forduftet, for ”selvfølgelig kan kapitalismen sælge alt, der er oppe i tiden, selv en pandemi,” siger hun og ryster på hovedet ad sin egen naivitet. Derfor er det oplagt at forestille sig, at hendes bidrag til det fælles coronakunst-projekt BERØRT, et videoværk, der vises på fire fragmenterede LED-skærme, er blevet lidt af en pessimistisk samfundskommentar. Men det er ikke helt tilfældet, siger hun:

Sonja Lillebæk Christensen i værkstedet. Foto: Rine Rodin.

”Et let pessimistisk syn er måske ret typisk for mine værker, men jeg har også håb for menneskeheden. Jeg tror på demokratiet, og jeg tror på samfundet. Der er mange ting, jeg har tiltro til, men jeg tror alligevel, at vi mennesker altid vil modarbejde det med vores evne til at fucke det op,” forklarer hun.

Samspillet mellem det bedste og det værste i mennesket har Sonja Lillebæk Christensen altid udforsket i sin kunst. Hendes corona-værk er ingen undtagelse. Gennem billeder, symboler og tekstbidder kredser hun om, hvordan coronakrisen er endnu en påmindelse om, at vi er håbløst fanget i kapitalismens evighedsmaskine. Og om, hvordan krisetiden udstiller menneskets evige selvretfærdighed.

”Der sker noget med mennesker, når man synes, man gør noget godt i tilværelsen. Om det er for en selv eller jordkloden, så synes man, at andre skal flytte sig for en. Den middelklasse-selvtilfredshed, som jeg også selv gør mig skyldig i, har jeg altid lyst til gå lidt på klingen.”

I iveren for at fremstå som gode borgere peger mange af os automatisk på dem, vi ikke synes, er det. Den eksklusion fra det gode selskab giver coronakrisen i hendes øjne mange eksempler på:

”Hvordan man forholder sig til en situation som corona, handler jo på en måde også om at iscenesætte sig selv i forhold til andre mennesker. Nogle er endda så gode borgere, at de føler, at det er deres pligt at opdrage på andre.”

Sonja Lillebæk Christensen i værkstedet. Foto: Rine Rodin.

De konstante små interaktioner og positioneringer mellem mennesker, og hvordan hun selv indgår i dem, er altid genstand for Sonja Lillebæk Christensens opmærksomhed, når hun forlader matriklen i en af Sydhavns haveforeninger. Om det er på hendes daglige gåture på Tippen i Valbyparken med sin mand, kunstneren Christian Schmidt-Rasmussen, eller en tur ned i det lokale
supermarked.

Men siden SMK bad hende om at lave et corona-værk, har antennerne været endnu længere ude end vanligt. Hun registrerede den forandring, der skete foran øjnene på hende i Valbyparken, hvortil halvdesperate småbørnsforældre kom valfartende for frisk luft og grønne områder under den første lockdown. Og hun så, hvordan leverpostej- og spegepølsemadder var lige så populære i Vesterbros småbørnsfamilier i 2020, som i de jyske tilbage i 1970’erne. Utallige af disse momenter fra den ny hverdag noterede hun flittigt på sin mentale skriveblok. En del fangede hun med det kamera, der ofte var med i tasken. Som f.eks. en danseopvisning opført af tre, glade piger i 10-års alderen, der blev afbrudt og skældt ud af en ældre dame, som mente, de havde for tæt kontakt i en corona-tid.

Hjemme i sit atelier bevæbnede hun sig med sine kameraer, green screens på vægge og loft, redigeringsudstyr og en lånt LED-skærm ude af proportioner til det trange rum. I disse omgivelser har hun kastet alle indtryk fra de mange måneder i coronaens tegn op i luften i en arbejdsproces, hun selv beskriver som uden fast manuskript og med materialet som med-instruktør. Da Billedkunstneren er på besøg, er videoværket fortsat til forhandling i en legende proces, hvor kunstneren bearbejder et år fyldt med corona og afledte indtryk. Der er en genskabelse af den omtalte
bilreklame. Der er landskabsoptagelser og analoge 3D-træer. Der er spegepølser, leverpostej og dansende piger. Der er udklippede hænder, som danskere har indsendt til BERØRT-databasen, der kravler hen over skærmen.

Der er tekstbidder fyldt med strøtanker, undren, minder og spørgsmål. Det er en fragmenteret kunstnerisk fortælling, der forsøger at danne et overblik over et mærkværdigt år og dets betydning. Sonja Lillebæk Christensen gør det klart, at selvom hun har forsøgt at spejle sin oplevelse i andres, så er værket i sidste ende en personlig beretning.

”Jeg har et ønske om at favne bredt, men jeg vil ikke gå folk så meget i møde, at det udvander kunsten eller budskabet. SMK har jo også ønsket at stå med tre værker fra individuelle kunstnere. Ville man have den helt objektive fortælling om corona, havde man jo hyret sociologer til det,” siger hun.

SONJA LILLEBÆK CHRISTENSEN (f. 1972) er uddannet fra Det Jyske Kunstakademi. Hun arbejder overvejende med video i sine værker, der oftest tager udgangspunkt i en personlig tilgang til  og dokumentarisk interesse for mennesket og de hverdagslige miljøer og kulturer, hvori det formes. Hun er medstifter af Udstillingsstedet Sydhavn Station og mentor i Billedkunstnernes Forbund.