Artiklen her er bragt i Billedkunstneren #1 2021. Tekst: Rasmus Stochflet Nielsen.
”Du frøs lige. Kan du prøve igen?”
Benedikte Bjerre dukker igen op som et levende billede efter en af den slags pauser i samtalen, de færreste lader sig slå ud af efter snart et helt år fyldt af Zoom, Teams, Skype og Messenger samtaler. Selv har hun også høstet rigelig erfaring med digitale samtaler det seneste års tid, hvor hun har forsøgt at koordinere en udstilling i Tyskland, en udsmykning i Holbæk og arbejdet som underviser på Det Jyske Kunstakademi.
Det er ikke kun den intensiverede skærmtid eller de mange aspekter af livet, der er flyttet fra den fysiske til den digitale verden, der får hende til at bruge ordet afskærmet om sit forhold til omverden. Også de tilbageværende interaktioner ude i virkeligheden er præget af barrierer; plexiglas, mundbind og afstandsmarkører.
”Det mest utrolige er, hvor hurtigt det er blevet en så integreret del at vores liv. I foråret og efteråret kunne jeg ikke lade være med at se skærme og afskærmninger alle vegne. Nu lægger jeg slet ikke mærke til det længere,” siger hun. Hendes corona-værk er da også en skulptur med proportioner, der leder tankerne hen mod en af årets centrale afskærmninger. Benedikte Bjerres skulpturelle laptop har dog størrelsesforhold så forvoksede, at der i åbningen mellem computerens to sider opstår plads til et menneske i oprejst position.
”Jeg har tidligere arbejdet med de minimale afgræsninger rundt om et menneske. Afgrænsninger, der nærmest ikke er der, men som skaber en følelse af rum,” fortæller hun.
Benedikte foran Statens Museum for Kunst, hvor hendes coronakunstværk vises fra 11. marts 2021.
”Man siger normalt, at et menneskes intimsfære er på en halv meter, hvilket føles naturligt, men i den her tid har vi konstant været opmærksomme på, om vi nu holder to meters afstand. Vi er vildt bevidste om det kropslige rum, selvom det ofte ikke er materialiseret.”
At materialisere det ikke-materialiserbare er en problemstilling, Benedikte Bjerre ofte vender tilbage til. For hvordan går man som visuel skabende kunstner til opgaven med at skildre en pandemi uden visuelle kendetegn? At bruge de allestedsnærværende mundbind i kunstværker udviklede sig hurtigt til lidt af en joke i kunstlivet, fortæller hun, og i sidste ende var det situationens alvor, der fik størst effekt på hendes kunstneriske proces:
”Jeg arbejder ofte med en ret direkte humor i mine værker, men det tænkte jeg tidligt i forløbet var et no-go. Jeg håber ikke, at nogen føler, at jeg gør grin med dem. Det har været virkeligt vigtigt for mig.”
Gennem hele arbejdsprocessen i BERØRT har hun været bevidst om, at pandemien for nogle er forbundet med tab. Eller med følelsen af et umenneskeligt hårdt pres, f.eks. for sundhedspersonale og andre i samfundets frontlinje. Samtidigt har hun mærket, at et projekt, der bygger på borgernes corona-beretninger, er finansieret af Coop og skal turnere rundt i landet, er lidt mere folkeligt end de galleri- og museums-sammenhænge, hun normalt arbejder i. Når Benedikte Bjerre har fortalt folk om, hvad hun er i gang med, har det da heller ikke skortet på gode råd. Formentligt fordi det i så høj grad føles som en fælles oplevelse, gætter hun.
”Det har meget været sådan noget med en masse hænder, der holder jordkloden oppe, fordi vi alle er i samme båd,” fortæller hun, og kan ikke lade være med at grine lidt. Hendes forsøg på at balancere en folkelig appel med et kunstnerisk projekt med bid bliver den semiabstrakte skulptur i aluminium, som fra 11. marts kan opleves i SMKs museumshave. Og som måske vil lede tankerne hen mod hjemmekontoret.
”Mit ønske har været at spejle den oplevelse, jeg selv og rigtig mange andre har haft: Et år med for meget skærm og følelsen af at være afskåret fra ens normale liv. Og ikke at vide om det hele er ved at åbne op eller lukke ned igen.”
Betydningen af kunstværker som disse udfolder sig først for alvor med årenes gang, tror hun. ”Vi skal nok have det lidt på afstand. Ligesom man lidt karikeret måske heller ikke ville være så interesseret i at se et kunstværk, der behandlede Titanic, der synker, mens det skete. Men hen ad vejen tror jeg, at billedkunsten kan formidle forskellige aspekter af den oplevelse vi har været igennem. Det tror jeg, er vigtigt, så vi ikke glemmer de erfaringer, vi gjorde os.”
BENEDIKTE BJERRE (f. 1987) er uddannet fra Städelschule i Frankfurt og Det Kgl. Danske Kunstakademi. Hun arbejder skulpturelt og installatorisk og kombinerer ofte genkendelige forbrugsvarer med håndlavede elementer. Omdrejningspunktet er et personligt blik på vores fælles omgivelser, der giver bud på alternative forståelser af verden. Benedikte Bjerre har flere soloudstillinger bag sig, senest ‘Let it go, let it go’ påKunstverein Göttingen i Tyskland, der grundet corona-situationen endnu ikke er åbnet. Benedikte Bjerre er desuden professor på Det Jyske Kunstakademi.