Aarhus Billedkunstcenter i samarbejde om nyt Berlin residency

25.06.14 | Nyheder

Nu får kunstnere med tilknytning til Region Midt en helt ny mulighed for at arbejde i Berlin.

Det sker med det nye residency Tækker AIR Berlin, som er blevet til i samarbejde mellem Jørn Tækker (Tækker Group) og Aarhus Billedkunstcenter.

På Aarhus Billledkunstcenter er leder Anja Raithel glad og spændt over de nye muligheder, som Tækker AIR Berlin giver regionens kunstnere:

“Da jeg første gang kontaktede Jørn Tækker med ideen om kunstnerophold i Berlin, var han med det samme med på den. Det er meget generøst, at Jørn Tækker har valgt at støtte kunstnerne ved at stille to lejligheder og to arbejdsrum til rådighed i Kreuzberg i Berlin. Og det at kunstnerne kun skal betale forbrug – max 600 kr. om måneden – samt at det er så billigt at rejse til Berlin, gør opholdet yderligere attraktivt,” siger Anja Raithel.

Aarhus Billedkunstcenter, der har til huse i kulturproduktionscentret Godsbanen, arbejder for at skabe bedre muligheder for billedkunstnere i Aarhus bl.a. ved at styrke lokalt, nationalt og internationalt netværk.

“Jeg håber, at kunstnerne får et bedre netværk ved opholdet, at der på sigt kan skabes gode forbindelser til udstillingssteder i Tyskland, og at der opstår tværkunstneriske samarbejder,” siger Anja Raithel og uddyber:

“Vi lever i en tid, hvor det forventes, at kunstneren har et internationalt udsyn, og hvor mange kuratorer i hele verden udsender Open Calls, når de opbygger udstillinger. Det betyder, at kunstneren har adgang til langt flere udstillingsmuligheder internationalt, men også, at man kan matche de krav der stilles. Et skridt hen imod det er at orientere sig på samtidskunstscenen i udlandet, og her er Tyskland et godt sted at starte.”

Læs mere på www.aabkc.dk