Juryformand Nis Rømers motiveringstale ved uddeling af BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2020 til platformen f.eks.:

I forbindelse med research til en udstilling kom jeg for nyligt forbi kunstneren, forfatteren og filosoffen Charles Butler, der var samtidig med Charles Darwin og læste ”Origin of species”, da den udkom i 1859. Men han tog Darwins tanker længere og argumenterede, at alt fra sten over planter, dyr og mennesker til maskiner er et kontinuum og alle opererer efter evolutionære principper. Ganske radikale tanker for det kan godt argumenteres, at i vores tid udvikler maskiner sig hurtigere end mennesker. (Og noget Deleuze og Guittari tog op i deres tanker om maskiner). Butler kunne naturligvis ikke fordrage tanken om, at menneskets bevidsthed skiller os ud fra naturen eller værre; er over den.

Argumentationen er ganske interessant;

For Butler er bevidsthed sekundær til vaner.
Fordi vi kun er bevidst om det vi endnu ikke mestrer.
Vaner er de basale livsprocesser.
De er opsamlingen af erfaringen fra den evolutionære proces.
Vaner er dermed det der konstituerer virkelig intelligens og viden.
Det studerer vi dårligt ved at se på os fejlbehæftede og uperfekte mennesker
I stedet må man se til noget af det mest ubevidste levende ting; planter
En regulær planternes filosofi!

Hvorfor denne tankerække passer til begrundelsen for præmieringen af det næste kunstnerdrevne udstillingssted er for stedets undren i forhold til den forunderlige verden, som vi bebor, og en ubegrænset nysgerrighed på omverdenen i al dens kompleksitet.

Platformen f.eks. radikaliserer nysgerrigheden. Der er ikke noget fast udstillingssted knyttet til. Hvert sted hvor f.eks. vælger at engagere sig, vælges i dialog med kunstnerne for at aktivere steder, der måske ikke er en del af vores bevidsthed, men ikke desto mindre er centrale i vores kultur; steder der er underudnyttede og usædvanlige.

F.eks. er researchbaseret og funderet i et netværk af samarbejder i Aalborg. De lokale rødder er vigtige, men I tør også skille jer ud, tænke tingene på ny og reflektere over den kultur, vi tager for givet, for at finde ny kundskab og viden.

At det er i Aalborg er vigtigt, for der kan sagtens være flere kunstscener og epicentre i Danmark, og her er f.eks. med til at gøre Aalborg til en ny og modig spiller på kunstens Danmarkskort.

Kunstnerne bag; Rikke Ehlers Nilsson og Scott William har det seneste år arbejdet sammen med blandt andet Aalborg Universitet, boligforeninger og Aalborgs kulturinstitutioner, og vil fremover udvide samarbejde og netværk også internationalt.

Tak f.eks. for jeres nytænkende, intellektuelt udfordrende og eksperimenterende bidrag til kunstscenen! Tillykke med Prisen for Årets Kunstnerdrevne Udstillingssted 2020.

Giv en hånd til Rikke Ehlers Nilsson og Scott William fra f.eks!

Foto øverst: Ud af den hvide kube. f.eks. platform i samarbejde med Kunstpionererne, Art Room 1000fryd og Big Shark, Aalborg 2019.