Corona-kunststøtteordning genåbner til marts

18.02.21 | Nyheder

Den midlertidige kunststøtteordning for kunstnere med kombinationsindkomst er ved at blive opdateret – som følge af en politisk aftale af den 9. februar 2021 – og er derfor midlertidigt lukket for nye ansøgninger. Slots- og Kulturstyrelsen forventer, at ordningen genåbner i begyndelsen af marts måned. Ansøgningsfristen er derfor også udsat til den 15. april 2021.

Der er indgået politisk aftale om at nedjustere indtægtsgrænsen i kunststøtteordningen, så ansøgere nu skal dokumentere en kunstnerisk indtægt på 96.000 kroner mod tidligere 100.000 kroner i ét af årerne 2017, 2018 eller 2019.

Justeringen i ordningen gælder med tilbagevirkende kraft fra den 9. december 2020. Hvis man allerede har søgt kompensation fra ordningen, bliver den indsendte ansøgning fortsat behandlet.

Fakta om ordningen
Kunststøtteordningen er rettet mod professionelle kunstnere med en væsentlig tilknytning til den danske kunstscene inden for arkitektur, billedkunst, film, litteratur, kunsthåndværk og design, musik, scenekunst og lignende kunstområder.

Ordningen kan søges af kunstnere som i ét af årerne 2017, 2018 eller 2019 har haft en samlet kunstnerisk indtægt på mindst 100.000 kroner med A- og B-indkomst samt skattepligtigt overskud fra selvstændig virksomhed. Fra den 9. december nedjusteres indtægtskravet med den nye politiske aftale til 96.000 kroner.

Når kunststøtteordningen genåbner for ansøgninger, vil det være muligt at søge kompensation for tabte indtægter fra den 1. september 2020 og frem til den 28. februar 2021. Der er ansøgningsfrist den 15. april 2021. Hvis de nuværende corona-restriktioner bliver forlænget, bliver ordningen det ligeså.

Hold dig opdateret
Man kan abonnere på COVID-19-relaterede nyheder fra Slots- og Kulturstyrelsen, hvor man så vil få besked om genåbningen af kunststøtteordningen direkte i indbakken.

Tilmelding til abonnementslisten “COVID-19”

Kulturministeriets Corona-Hotline: tlf.: 33 74 50 00 på hverdage fra kl. 09-16 – fredag til kl. 15.00.