En million til kunstneriske netværk i Midtjylland

18.12.19 | Nyheder

Nu får midtjyske billedkunstnere bedre muligheder for at etablere faglige netværk, nye konstellationer og kunstneriske samarbejder. Region Midtjylland har nemlig netop bevilget 1,2 millioner kroner til Aarhus Billedkunstcenters projekt ‘den kunstproducerende region’.

Beløbet, der skal bruges over tre år, skal gå til at bygge videre på det netværksarbejde, Billedkunstcentret allerede er i gang med, og som foreløbigt er udmøntet i en række faglige tilbud til billedkunstnere. F.eks. studieture, workshops og erfaringsudveksling mellem forskellige kunstnergenerationer.

Billedkunstnernes Forbund (BKF) og Aarhus Billedkunstcenter samarbejder løbende om diverse netværksaktiviteter, senest en studietur for billedkunstnere til en række kunstnerdrevne udstillingssteder i Region Midtjylland i foråret 2019.

Projektet ‘Den kunstproducerende region’ er forankret i Aarhus Billedkunstcenter, men udvikles i dialog med en kernegruppe, der tager særlig del i udviklingen af netværket, heriblandt Billedkunstnernes Forbund (BKF).

Læs om Aarhus Billedkunstcenters netværksarbejde her…

Foto: Aarhus Billedkunstcenter.