På de danske akademier er det i modsætning til mange andre steder i verden ikke muligt at søge en forskningsbaseret, kunstneriske ph.d. Kunstner Søren Dahlgaard, der netop har afsluttet sin praksisbaserede ph.d. på University of Melbourne, fortæller her om sit forskningsprojekt, og hvad det har tilført hans kunstneriske praksis 
Fortalt til Julie Elmhøj
Jeg besluttede mig for at søge en ph.d for at få bedre selvtillid. Som kunstner er tvivlen der altid. Man tvivler på sig selv og på din kunst. Det er på mange måder godt, men man skal også en gang imellem tro på, at det man laver, er godt (hvis det altså er godt). Det kræver selvtillid at blive ved med at lave sin kunst, og det kræver selvtillid at præsentere sin kunst, vise den frem og diskutere den. Anerkendelse fra andre kunstnere, kuratorer, publikum, anmeldere osv, er alt sammen med til at give selvtillid, som man har så meget brug for. Jeg kan kun stå frem med min kunst, hvis jeg tror, at den kan noget, og hvis jeg ikke er så bange for at fejle. Det kræver selvtillid, mod og energi hver gang.
The island på eng, vest-sjælland, 2017. Foto: Søren Dahlgaard
Jeg begyndte at undersøge mulighederne for en kunstpraksisbaseret ph.d. for syv-otte år siden. Jeg var nysgerrig på at lære mere om det akademiske arbejde. En ph.d. er et omfattende projekt. At komme frem til, hvordan jeg kan tale om min kunstpraksis som forskning, var svært, og det tog mig lang tid for mig. Ph.d.’er varierer fra universitet og land. Jeg lavede min på Victorian Collage of the Arts, University of Melbourne. Det er det ældste kunstakademi i Australien, og en del af det største universitet i Melbourne. En ph.d. i Danmark er almindeligvis en samlet pakke, hvor optagelsen, løn, udgifterne til universitet er inkluderet i en ansøgning og et tilsagn. Så enkelt er det ikke i andre lande som eksempelvis Australien og USA. Her kræver det tre ansøgninger og tre tilsagn. En til at bliver optaget, en til scholarship (betaling for universitet) og en for stipendiet (lønnen). Man kan godt lave en phd uden at modtage løn, hvis man ikke bliver tildelt stipendiet, men så skal man jo tjene til dagen og vejen på anden vis. Det tog mig en stor del af et år af lave min ansøgning. Jeg syntes, det var rigtig svært at finde ud af, hvordan man anskuer min kunst-praksis som forskning og få det formuleret, så det opfylder kravene for akademisk forskning. Det betyder også, at optagelsen var et langt, svært og udfordrende forløb. Men sådan skal det jo være. En ph.d. skal jo ikke være nem. Mit forløb var som et kæmpe puslespil, der langsomt faldt på plads brik efter brik kort inden deadline. Til sidst samlede der sig et billede. Det var lidt nervepirrende, men vist ret almindeligt.
Man kan sige jeg er blevet ekspert i min egen kunstneriske praksis, det er din min forskning kan tilføre min kunst. Jeg kan bedre formulere og formidle det, min kunst kan. Jeg føler også ph.d.’en har skabt ny værdi med en formuleret metodik, hvilket kan komme andre kunstnere og også museer og formidling til publikum til gode.
Mit Ph.d. projekt har været en lang, frustrerende og spændende proces, at gå igennem. Når jeg ser tilbage, er jeg rigtig glad for både forløbet og resultatet. Konklusionen i min afhandling er, at mine skulpturer, i tre case-study kunst-projekter, igangsætter en proces gennem leg defineret af nogle ‘spilleregler’ eller instruktioner. De tre case-studies er 1) den oppustelige ø i landskabet, 2) havenisserne, som publikum maler med seks meter lange pinde gennem et hul i galleri-væggen og 3) et middelalder lignende armbryst, der skyder plantefrøkugler og igangsætter samtaler mellem lokaler beboere om deres fælles offentlige rum.
Processen er i sig selv værket og processen består af at samarbejde med materialer, naturens elementer (tyngdekraften, vind) eller andre mennesker. En væsentlig kvalitet i samarbejdet mellem flere mennesker er at lege godt sammen (The Well-Played Game af De Koven) består af det sociale aspekt af at færdiggøre nye versioner af værket.
Min metodik – kombination af metoder – består med andre ord i, at jeg (kunstneren), andre kunstnere jeg samarbejder med eller publikum, færdiggør nye versioner af værket i samarbejde med hinanden eller naturens kræfter (tyngdekræften eller vinden fx).
Flying Island ApolloBay. Foto: Søren Dahlgaard
Jeg er kommet frem til resultatet ved at udføre tre kunst-projekter og derefter stille spørgsmål til mit arbejde og blive ved med at stille nye spørgsmål, indtil kernen i min praksis krystalliserede sig. Den proces definerer nok meget godt den praksis-baserede kunstforskning i en nøddeskal. Det er en lang proces. For mig var det en hjælp at tale med alle mulige forskellige mennesker om kunstprojekterne. Lige fra mine vejledere, kunstnerkollegaer til mine børn, familie, venner og bekendte.
Alle reaktioner og feedback kan vise sig at give indsigt i case-study værkerne og dermed være med til at forme hele forskningsprojektet. På den måde er min praksis et løbende samarbejde med andre. En praksisbaseret ph.d betyder, at en kunstner laver værker, som samtidig fungerer som case-studies i kunstnerens forskningsprojekt. Dermed udgør kunsten det ene halvdel og den skriftlige afhandling den anden halvdel. Det vil sige, at praksis (værkerne og udstilling) driver forskningen modsat teorien, som man ser det i mange andre ph.d’er. Praksis producerer dermed teori.
Når man arbejder med kunsten ud fra et forskningsperspektiv, skal man opfylde de akademiske krav, som en ph.d. kræver. En ph.d. er en opgave, som har nogle ret præcist formulerede elementer, der skal opfyldes. Inden for de rammer, synes jeg, at der er en stor frihed. I princippet kan man slippe afsted med næsten hvad som helst, hvilket jeg muligvis også er et eksempel på. Mine værker bestod bl.a. i at male havenisser med lange pinde gennem et hul i væggen, som på sin vis er en absurd ide. Mine vejledere var da også nervøse i starten, men kan man finde noget interessant i galskaben, så kan man slippe afsted med havenisser, flyvende øer og et middelalderligende armbryst, der triller rundt i en forstad til Tel Aviv.
Gnome Painting participant. Foto: Søren Dahlgaard
Klimaforandringer er en tematik, der har været en del af flere projekter, jeg har lavet – som eksempelvis The Maldives Exodus Caravan Show, Venedig Biennalen, 2013, Sun Fry, 2011, The Newsstand MoMA PS1, 2007, Hibalhidhoo, 2002-04, og The Island, 2001. Disse værker handler også om enmer, der står i forbindelse til klimaforandringerne så som økologi, landbrugsmetoder, transport af fødevarer, lokal produktion, klima-migration og fake news. Det er min metode frem for et bestemt tema, der er dna’et i min kunst. Kunst kan mange forskellige ting. Det er op til publikum at få noget ud af kunsten. Kunst er et sprog og jo mere tid, du bruger på og øver dig på kunst, jo mere kan du få ud af den. Jeg mener, at kunst påvirker og ændrer verden hver dag. Kunst er filosofisk. Kunst er inspiration. Men kunst er ikke ingeniørkunst. Kunst kan kun bygge metaforiske broer, men alt begynder med en ide. Kunst er en del af kultur, og kultur er alt udover rå overlevelse og viderførelse af vores art (æde og kneppe). Måden, vi æder og knepper på, er faktisk også kultur, så alt vi gør er en del af vores kultur. Derfor mener jeg, at Kulturministeriet bør være et største og mest magtfulde ministerium af alle og statsministeren den klogeste forsker i landet. Alt defineres af kultur. Siden 1980’erne har vi – i den vestligere verden især – gjort penge til en altoverskyggende religion. Alt i vores samfund anskues og vejes efterhånden i forhold til penge. Penge er et middel til at gøre noget. Og hvad gør vi med alle vores penge i dette velhavende land? Vi sparer på kulturen. Hvad står vi tilbage med når kulturen er sparet helt væk? Ingenting. Når nej, penge. Penge til at købe et eller andet tilfældigt, ligegyldig lort, som vi ikke har brug for, og som vi hurtigt smider væk igen.
Det lød negativt, så jeg må tilføje jeg er optimist. Det håber jeg, at man får indtryk af, når jeg oplever min kunst.
Fakta:
Søren Dahlgaard, født 1973, voksede op i Sorgenfri, nord for København. Han har to børn på 11 og 20 med maldiviske Amani Naseem, spil-designer, han mødte på kunstskolen Slade i London i 1997. Udover København har han boet i London, Melbourne, Maldiverne, Sri Lanka og USA. Samlet 14 år i udlandet. Link til ph.d. afhandling, billeder, video, tekster af kunst-projekter mv: www.sorendahlgaard.com