Artiklen her er bragt i fagbladet Billedkunstneren #1 2021.
Tekst: Miriam Katz. Foto: Anabela Veloso.
Kun få studerende har blandet sig i den ophidsede debat, der de seneste mange måneder har været om Det Kgl. Danske Kunstakademi. Ret tidligt i krisen besluttede De Studerendes Råd, at rådet ikke udtaler sig til medierne. Men én af de studerende vælger at tale med Billedkunstneren – hun understreger, at hendes udtalelser står helt for egen regning, og ikke repræsenterer andre end ende selv.
Marina Dubia (f. 1992) går på akademiets MFA-program, som elev på Skolen for Konceptuelle og Kontekstuelle Praksisser. Hun kom til akademiet i 2018 fra Universidade de São Paulo, Brasilien, hvorfra hun har en bachelorgrad i visuel kunst. Og hun søgte til akademiet på Kgs. Nytorv for at kunne følge undervisningen hos den argentinsk/brasilianske kunstner og professor, Carla Zaccagnini.
”Allerede den første dag på akademiet mærkede jeg, at stemningen var speciel. Til intro-arrangementet holdt rektor en kort tale og der blev spillet lidt musik. Hvorefter vi fik et oplæg om, hvad vi skulle gøre, hvis vi blev udsat for sexchikane. Bang, så var vi ligesom i gang,” fortæller hun.
Hurtigt fik Marina Dubia indtryk af et stærkt individualiseret uddannelsesmiljø, hvor de studerende har meget lidt kontakt med hinanden på tværs af professorskoler og årgange.
Marina Dubia. Foto: Privat.
”Der er mange virkelig fantastiske ting ved uddannelsen på akademiet, men de gode ting kommer også med en pris,” siger hun.
”F.eks. er det dejligt, at vi studerende har hver vores eget atelier, og at der er flere højt specialiserede værksteder og laboratorier. Det er virkelig enestående muligheder, ikke mindst set i forhold til de forhold, vi har på kunstuddannelser i Brasilien, hvor jeg kommer fra. Men det betyder også, at vi i det daglige står meget alene og arbejder i hver vores atelier, langt fra hinanden. Jeg føler tit, at jeg går rundt i en spøgelsesby, når jeg er på akademiet. Her er ingen åben adgang til fælles rum, hvor spontane møder og nye kontakter kan opstå. Du kan ikke bare droppe forbi et af værkstederne for at hænge ud og drikke te med en medstuderende, du er nødt til at sende en email først for at få adgang til det aflåste værksted.”
Afstand og mistillidskultur
Både de fysiske rammer på det gamle slot og selve uddannelsens struktur med de fire adskilte professorskoler skaber afstand og en følelse af usund konkurrence mellem de studerende, mener Marina Dubia. Hun oplever, at akademiet sidder fast i gamle forestillinger om kunstneren som ophøjet individualist, og at uddannelsen bl.a. forsømmer at betone samtidskunstens sociale og kollektivistiske aspekter.
”For mig, der kommer fra en brasiliansk kunstuddannelse med et meget stærkt sammenhold og en fælles aktivistisk studenterkultur, er det tydeligt, at vi studerende på Det Kgl. Danske Kunstakademi mangler et fælles fagligt udgangspunkt. Der er alt for lidt tværgående samarbejde, for få faglige diskussioner og for lidt fællesskab os studerende imellem.”
Marina Dubia i arbejde på kunstakademiets udstillingssted Q. Foto: Anabela Veloso.
En del af problemet er, at professorskolerne arbejder isoleret og konkurrerer indbyrdes om ressourcer, mener hun.
”Jeg arbejder f.eks. med performance, men kan ikke få midler til at aflønne mine performere eller betale en rekvisit i en performancevideo. Hvis du går på Malerskolen eller Billedhuggerskolen
derimod, og skal bruge materialer som træ, gips, beton eller metal, får du det betalt. Der er gammeldags hierarkier, som gennemsyrer selve uddannelsens struktur. Og som ikke fremmer solidariteten mellem de studerende.”
Afstanden mellem de studerende er med til at skabe en udbredt mistillidskultur, mener hun.
”Vi har meget svært ved at håndtere uenigheder og konflikter. Vi mangler simpelthen et sprog for, hvordan vi kan tale ordentligt sammen, på tværs af forskellige kunstsyn og politiske holdninger. I stedet holder man sig til hver sin lille boble sammen med folk, man ved er enige med én, og er bange for at komme i konflikt med andre,” siger hun, der ikke har oplevet racisme eller seksuelt grænseoverskridende adfærd i sine snart to et halvt år på akademiet.
”Her i Danmark er jeg i en lidt speciel position: Jeg betragtes først og fremmest som udlænding, dernæst som en farvet person. Og jeg kan godt forstå, at de studerende, der har anden etnisk baggrund end dansk, er trætte af at blive mødt med fordomme og ikke har tålmodighed til at skulle forsvare sig mod racisme på deres egen uddannelse.”
En krudttønde, der venter på at detonere
Konflikterne på akademiet har været mange og forskelligartede de senere år: I 2018 blev en professor fyret pga. bl.a. seksuelt krænkende adfærd, i 2020 blev en anden professor midlertidigt
bortvist og vendte tilbage i efteråret med en pædagogisk coach tilknyttet. Dernæst kom det frem, at fire professorer i sommer erklærede deres mistillid til rektor. Og endelig er der den omdiskuterede busteaktion i efteråret, som endte i bortvisning af institutleder Katrine Dirckinck-Holmfeld, og som i sidste ende førte til rektor Kirsten Langkildes afgang ved årsskiftet.
Marina Dubia ser de mange sager som udtryk for, at arbejds- og studiemiljøet på akademiet er præget af mistillid, lukkethed og manglende evne til konflikthåndtering. Hun har med stigende frustration fulgt den ene skandale afløse den næste på den uddannelse, hun var rejst hele vejen fra Brasilien for at gå på.
”Jeg synes, det er vigtigt at få sagt, at mistilliden var et stort problem længe før busteaktionen. Den prægede både forholdet mellem os studerende, og forholdet til ledelsen, der virkede uengageret, bureaukratisk og fjern, og som kommunikerede meget tåget om, hvad der foregik på akademiet. Det var som en krudttønde, der ventede på at detonere,” siger hun.
Da det skete, blev krisen endnu værre, fordi medier og politikere hældte brænde på bålet med deres fordømmelse og forargelse.
”Jeg synes ikke, medierne dækkede vores synsvinkler på en ordentlig måde. De gav ukritisk taletid til politikere, som aldrig har været interesserede i, hvad vi laver her. Og som nu pludselig mente, at kunstakademiet er en truet kulturskat. Det var ikke en fair fremstilling af situationen, synes jeg.”
Foto: Det Kgl. Danske Kunstakademi.
”Men vi er 170 forskellige studerende og vi har meget forskellige opfattelser af, hvad problemerne på uddannelsen handler om. Og netop fordi vi har den her meget individualistiske kultur på akademiet er diskussionen om, hvad der er sket og hvad der skal ske fremover, blevet utrolig svær og polariseret. Folk stoler ikke på hinanden. Man frygter, at folk vil se skævt til én, hvis man siger højt, hvad man mener.”
Ønskes: Mere åbenhed, mindre konfliktskyhed
Spørger man Marina Dubia, er hendes råd til en kommende rektor på kunstakademiet klart: Engager dig i de studerendes hverdag, vær nærværende og arbejd for at komme den udbredte mistillidskultur til livs. Kommuniker tydeligt, hvad der sker, også når der opstår konflikter og uenigheder. Og stå på de ansattes og de studerendes side, ikke på Kulturministeriets.
”Vi studerende er i en proces nu, hvor vi prøver at finde ud af, hvordan vi kan organisere os bedre som fællesskab. Jeg håber, at den her krise skaber en ny bevidsthed, både hos de studerende, underviserne og ledelsen om, at vi er nødt til at skabe et bedre grundlag for fri og åben samtale, også om de ting, vi er uenige om.”
For hendes eget vedkommende er tiden på Det Kgl. Danske Kunstakademi snart slut. Hun tager afgang nu i foråret, efter nogle studieår som blev meget anderledes end hun havde forventet:
”Jeg har været utrolig glad for min professor, som jeg synes gør et fantastisk job, og som jeg lærer meget af. Men når jeg ser tilbage på min uddannelse her, har der jo været den ene skandale efter den anden. Og ingen af skandalerne er blevet kommunikeret direkte og åbent af ledelsen til os studerende. Det håber jeg virkelig bliver anderledes fremover. For når jeg er kritisk overfor uddannelsen, skyldes det jo, at jeg er kommet til at holde meget af den. Jeg håber, de studerende og akademiets ansatte i fællesskab kan bygge en ny kultur op, baseret på sammenhold, tillid og åbenhed. Det bliver nok en lang proces, men jeg håber virkelig, det lykkes, for I har en fantastisk billedkunstnerisk uddannelse her, som er værd at passe på og værd at videreudvikle.”