Kunstfaglig billedskolelærer med koordinatorfunktion søges

24.05.21 | Opslagstavle

Holbæk Kulturskole søger en engageret og dygtig billedskolelærer, der som koordinator for billedskolen vil indgå i et tæt samarbejde med Kulturskolelederen. Stillingen er på 28 timer, og det er derfor muligt at kombinere den med et kunstnerisk virke.

Om stillingen:
Stillingen består af: Undervisning på ugentlige billedkunsthold for børn og unge, forløb i skoleklasser, sommerbilledskole, koordinering, ideudvikling, udstillinger, arrangementer.
Stillingen rummer et spændende, sjovt og alsidigt job med mange muligheder for at eksperimentere, lege og sætte egne kunstneriske evner i spil.
Billedskolen er primært for børn og unge mellem 6-16 år, men der er projekter, der rækker ud over denne aldersgruppe. Herunder et stærkt samarbejde med BGK Holbæk (Billedskole Grund-kursus; et talenttilbud til unge over 16 år).
I stillingen er også indbefattet en koordinatorrolle, hvor du får til opgave at skabe sammenhængskraft, kunstfaglig sparring, rekruttering og lejlighedsvise fællesprojekter og workshops. Som koordinator har du et overordnet ansvar for det faglige, strategi og visioner for billedskolens profil, og vil som koordinator arbejde tæt sammen med leder af Kulturskolen Rasmus Grosell.

Om dig:
Du har en kunstfaglig baggrund fra en videregående billedkunstnerisk/ visuel uddannelse.
Du er interesseret, nysgerrig og orienteret om nutidskunst, og ønsker at arbejde med et sammenhængende billedskoletilbud til aldersgrupper fra 6-16 år i et skønt dynamisk kreativt miljø og afprøve nye udviklende metoder sammen med andre tilknyttede billed- og kulturskolelærere fra andre kunstarter.
Derudover lægger vi vægt på følgende:

• Du brænder for at undervise børn
• Du er god til at samarbejde
• Du er god til at tage initiativer
• Du er i stand til at koordinere flere projekter samtidigt og skabe sammenhæng imellem disse
• Du følger projekter til dørs

Om os:
Billedskolen er en del af den kommunale kulturskole.
Billedskolen holder til i lokaler på Kulturskolen på Gl. Ringstedvej i Holbæk. Vi benytter også atelier og keramikværksted på Kulturkasernen og værksted og oplevelsesrum på det lokale galleri Æglageret.
Der er samarbejde med Kunstforeningen; Holbæk Kunstforening – Æglageret, biblioteket og andre kulturinstitutioner.
Vi brænder for hele den æstetiske dimension, der ligger i brændpunktet mellem de forskellig kunstneriske fag Kulturskolen rummer.
Vi tror også på, at under-visning også rummer betydningen; at vise underet til børn og unge.

Arbejdstid:
28 timer ugentligt. Arbejdstidsnormen kan forhandles ned men ikke op.

Stillingen ønskes besat fra 15. august 2021

Ansøgningsfrist: mandag d. 14. juni

Ansøgning sendes til Kulturskoleleder Rasmus Grosell ragr@holb.dk

Samtaler vil finde sted uge 25; mandag d. 21. til torsdag d. 24. juni på Holbæk Kulturskole Gl. Ringstedvej 32 4300 Holbæk

Løn og ansættelsesvilkår:

Lønnen beregnes ud fra den gældende overenskomst for ansatte i musikskoler, hvor vi sidestiller medarbejdere indenfor billedkunst med musikundervisere. Det betyder, at Løn- og ansættelsesforhold forhandles efter gældende overenskomst mellem KL og FMM.

For spørgsmål til stillingen:

Kontakt Kulturskoleleder Rasmus Grosell på tlf. 72369466

https://holbækkulturskole.dk/