Kunstlivet genåbner – men senere end ventet

08.05.20 | Nyheder

Mens dele af samfundet nu går i gang med genåbningens første fase, skal museer og kunsthaller vente til genåbningens fase tre, fremgår det af aftalen om den langsigtede genåbning af samfundet, regeringen har offentliggjort i dag.

Det betyder, at museer og kunsthaller skal forblive lukkede frem til d. 8. juni, hvor de kan åbne for publikum efter det, der til den tid vil være knap tre måneders lock-down.

Det glæder Billedkunstnernes Forbund (BKF), at der nu endelig er sat en dato på genåbningen af kunstlivet:

“Genåbningen kommer til at ske senere, end vi havde ønsket, men det er godt, at vi nu har fået en dato på. For kunst og kultur er det grundlag, vi står sammen på, og vi har brug for kunsten nu, mere end nogensinde,” siger BKF’s formand Nis Rømer.

Museer og kunsthaller er afgørende for vores offentlige liv, for vores mentale helbred – og også for økonomien. Museerne alene bidrager med 5 mia. kr. Og smittefaren ved at åbne museer og kunsthaller vurderes som meget lav ifølge et notat fra Statens Seruminstitut.

Øverst: Værker af Ester Fleckner på Den Fries COVID-19-nedlukkede udstilling Synliggørelser. Foto: David Stjernholm.