Nis Rømer. Foto: BKF.
Af Nis Rømer, formand for Billedkunstnernes Forbund (BKF)
Den vigtigste opgave for lærerne på de kunstneriske uddannelser er at uddanne kunstnere. Det er der mange, der gør på eminent vis. Men underviserne ansættes primært på deres kunstneriske meritter, ikke de pædagogiske. Undervisere i kunst har ofte deres undervisningsmetoder overleveret fra deres egen lærer. Udvikling og forfining af undervisningsmetoder er derefter op til den enkelte underviser.
Løbende efteruddannelse af underviserne er mangelfuld på de kunstneriske uddannelser, og i mange tilfælde er der hverken indledende eller løbende pædagogisk opkvalificering. Ligeledes halter det med systematisk at inddrage forskningsbaseret viden om undervisning. Når der i ansættelserne ikke er tilstrækkeligt fokus på evner til at undervise, og der ikke efterfølgende er fokus på opkvalificering, står vi med problemerne. Det handler både om de ting, jeg indledningsvist nævnte, og om at lave den bedst mulige undervisning og udvikle de studerendes talent. Altså de kunstneriske uddannelsers vigtigste opgave. Hvor universitetssystemet har et pædagogikum, findes der ikke på Kulturministeriets område et systematisk fokus på didaktik. For at komme videre i de vigtige diskussioner om undervisning, krænkelser og studiemiljø, men også om forskning og praksis, skal vi have undervisning i kunst på højeste niveau gjort til genstand for løbende udvikling og diskussion.
“Det centrale er at gøre undervisning i kunstneriske fag til genstand for systematisk udvikling og diskussion”
På tværs af Kulturministeriets uddannelser inklusive forfatterskole, provinsakademier og talentskoler vil der være tilstrækkelig volumen til en videns- og uddannelsesenhed, der er tæt på praksis og kan sikre løbende pædagogisk udvikling og opdatering samt lave forskning og udvikling. Mange udfordringer er fælles for alle kunstneriske uddannelser; hvordan sikres inklusion, mangfoldighed og et godt studiemiljø? Hvordan forebygges og håndteres krænkelser? Hvordan håndteres magt i relationerne mellem lærer og elev? Hvordan laver vi involverende og afvekslende undervisning? Hvordan sikres feedback og løbende kvalitetsudvikling af egen undervisning? Hvordan kan vi inddrage forskningsbaseret viden i undervisningen? Hvordan sikres systematisk opdatering af de vidensgrundlag, vi underviser på? Listen kan fortsættes.
Men hvad med den dybe faglighed inden for undervisning i både billedkunst og andre kunstarter? Det er et levende og vildt felt, som dårligt lader sig standardisere. Her handler det om åben udveksling af metoder mellem fagfæller, kombineret med specialiseret forskningsbaseret viden tæt på praksis. Det er muligt systematisk at sikre, at den vidensdeling sker, samt at sikre udveksling med de bedste internationale kunstneriske fagmiljøer. En enkel model er peer to peer læring; tag kontakt til en kunstner/underviser med høj faglig anseelse og solid erfaring, besøg vedkommende i personens eget miljø, følg vedkommendes undervisning for at lære direkte. Men mange andre metoder kan udvikles.
Det centrale er at gøre undervisning i kunstneriske fag til genstand for systematisk udvikling og diskussion. Akademisering er ikke i modsætning til den kunstneriske produktion, men en forudsætning for at vi kan styrke kunstens relevans og tage den nye steder hen. På samme måde er forskningsbaseret viden om undervisning og systematisk fokus på undervisning en nødvendighed for, at vi kan skabe endnu bedre kunstuddannelser fremover.
Denne lederartikel er bragt i juniudgaven af Fagbladet Billedkunstneren 2021. Juniudgaven fortsætter et tema om kunstuddannelse, med fokus på Det Fynske Kunstakademi.
Martsudgaven af Billedkunstneren havde fokus på Det Jyske Kunstakademi, plus interview med studerende fra Det Kgl. Danske Kunstakademi.
Læs også: Nis Rømer om kunstuddannelse på Altinget.dk: Akkreditering kan sikre studiemiljø og undervisningskvalitet…