Med indlevelse og overlevelse på spil
Tak til BKF for invitationen til at tale i dag – det er en ære at kunne tage del i fejringen, sammen med jer!
To ting er afgørende for mig i denne tale – to aspekter af det at leve lige nu, lige her, set med faglige og menneskelige øjne. Nemlig indlevelse og overlevelse og det spændstige rum, de mange forbindelser, der er at finde imellem de to -levelser.
Og så har jeg valgt at skrive en tale til og for den sum, vi kunstnere udgør, sammen, og som også gøres tydelig igennem BKF og den fælles stemme og platform, som forbundet er.
Ligesom at ordene, tankerne også vender sig ud over faglige, interne forståelser og ønsker at kalde på anerkendelse af det kunstneriske arbejde og bidrag, samfundsmæssigt og mellemmenneskeligt.
—
I introduktionen til jubilæumsudgaven af generalforsamlings-indkaldelsen, skriver bestyrelsen og sekretariatet, at BKF har den opgave, at ”forene en voksende flok kunstneriske individualister i et fælles forbund.” – Til det vil jeg tilføje, at det måske netop er det individualistiske, der er en voksende tendens i et samfund, der lægger vægt på individets egen handlekraft, egen evne til overlevelse. Både økonomiske og sociale vilkår kan synes i højere og højere grad at lægges alene hos individet, der i sin kamp for overlevelse og udvikling indkapsles i en øget individualitet.
– Men alene er vi ikke. – Se bare her i dag. Vi er ikke kun afhængige af andres øjne, ører og oplevelse af og med os for at være til, men også afhængige af vores medmennesker – og her fagfæller – for at kunne udvikle os og skabe effektfuldt aftryk, igennem vores kunstneriske virker.
I denne samfundsorden ses det, at den selvstændige kunstner sættes som spidseksempel på den individuelle, frie, selvdefinerende og uafhængige arbejder. Men i den forestilling overses, eller romantiseres, de prekære vilkår vi også indhylles i. En prekæritet, der ikke fremmer et bedre arbejds-, tanke- og produktionsflow. Friheden til selv at tilrettelægge ens arbejde og muligheder – som er det, der fremhæves og som også er en reel del af det kunstneriske virke – kan i samme åndedrag blive til det stik modsatte. For hvis det kunstneriske arbejdes værdi og dets krævede vilkår overses, så undergraves den kunstneriske proces i samme omgang.
For nej, helt afskåret fra materielle forhold er vi alligevel ikke som billedkunstnere. Men vi er del af og reagerer indenfor og mod tidens mantraer, der styres af nytteværdi og vækstprotokoller. Her har vi en stor opgave og mulighed. Netop at insistere på at livet leves undervejs – og at kunsten gør denne oplevelse vedkommende og opbyggelig.
Og vi må sammen arbejde for oplysning om og anerkendelse af de afgørende og nødvendige kritiske blikke og reaktioner – der nuancerer og udvider virkeligheden – som kunsten kommer med. Det må vi gøre i eget virke og i fælles bevægelse, gennem fagforbund som BKF.
Og så om det at have indlevelse og overlevelse på spil
Lad os forestille os en krop. På den ene side en krop der står som symbol for det menneske, det subjekt der går ind i kunsten, oplever den, sanser, føler den og undervejs bidrager til at skabe værkets mening. Og lad os forestille os endnu en krop. En krop, der på den anden side fungerer som samlende mængde af mange kroppe – her konkret af udøvende, skabende billedkunstnere – en fælles, mangfoldig krop i bevægelse.
Begge kroppe er nu spændt ud mellem de to punkter – indlevelse og overlevelse. Begge kroppe har overlevelse og indlevelse på spil. Og kroppene er tæt forbundet.
Indlevelse
I indlevelsen ligger et blik. Et blik der kigger ud, op, ind. Et blik der fanges og forføres. Et blik der røres og rører ved. Et blik der er sultent. Som er i tæt forbindelse med den og det, der ser, og med dem som ønsker at udvide blikkets vidde, dybde. Det blik kan og skal vi fange. (Og her er ’vi’ – den sum, vi som fagfæller udgør.) Vi skal fange blikket i en samtale om de nuancer der ses, vises frem og udtrykkes i kunsten. Og med respekt for at blikket er en dialog med publikum – at vi og de ser tilbage – igennem værkerne, udstillingerne, udsagnene. Og det er en fin, fornem og fyldig opgave et fange blikket. Og sætte blikket fri.
Som kunstnere står vi med denne opgave – blandt andet. En opgave at føre blikke, tanker og hele sanseapparater nye steder hen. Ud i nye scenarier. Forestillinger. Bevægelser.
Kunsten er båret af evnen til at kunne leve sig ind i sin egen og andres verdener gennem mødet i og med den. Og kroppen, det subjekt der ser, gives mulighed for at kunne leve sig ind i andres liv, vilkår og synspunkter, gennem kunstens gennemtrængende blik. Og det er en nødvendighed i livet og helt centralt for at kunne skabe de bedste vilkår for sameksistens.
For i kunsten kan man ikke bare skue efter nyt, nej her kan man udforske og mærke sider af livet, som den officielle virkelighed ikke nødvendigvis viser os. Her kan den vise ny retning. Her er kunsten afgørende i at skabe nye blikke, oplevelser, overvejelser – indlevelse. For at gøre oplevelsen af liv vedkommende.
Og så er indlevelse limen i den sammenhængskraft, som kunsten skaber – som limer kroppen og kroppene sammen. For at billedliggøre, lydliggøre, sanseliggøre, kritisk massere den virkelighed, der omslutter os. En virkelighed, som er formbar og elastisk, når man gennem kunsten mærker muligheden for at forme med, sigte videre og ud – som medskaber af nye definitioner af det ’nu’, vi deler.
*
Husk fortsat på kroppen. Den enkeltes krop og den fælles krop. Husk at der er nogen derude, der oplever, der ser og lytter med.
*
Overlevelse
Overlevelse – som i at det ikke kun handler om at overleve i et samfund, der synes rigt på mange værdier, men som underspiller de åndelige, sanselige, kritiske erfaringer, som kunsten skaber. Overlevelse er igen knyttet til den nytteværdi tankegang, der florerer, når offentlige budgetter lægges, hvor tankens, ideens og udtrykkets overlevelse er under pres. Og den idé om nyttigt bidrag og handling skal udfordres, så overlevelse sættes i tæt forbindelse med indlevelse – og dermed indsigtsrige blikke.
Og faglig overlevelse. Visse fagligheder og kulturel dannelse nedprioriteres for vækstorienterede, strømlinende retninger indenfor uddannelse, i fordelingen af offentlige midler mv. Det skal løftes kollektivt, og også her spiller BKF en essentiel rolle i at fremhæve, nuancere og formidle den faglighed vi som sum besidder. F.eks. i den måde kunstuddannelse og kunstneriske forskning planlægges lokalt, og i den rolle kunsten og vi som kunstnere har i samfundet.
Men også overlevelse som i at man som kunstner lever med et pres, man er ikke sikret faglig overlevelse eller at kunne overleve igennem sit fag overhovedet. Og det er et pres der kan trykke luftet ud på selv de mest insisterende. Kroppen står nu tydeligt frem – manifesterer sig i et kald på mere iltholdig luft.
Også her er BKF væsentlig. I forbundet kan man og skal man kunne lade sig styrke igennem den alsidige medlemsgruppe der i generationer og mangfoldig erfaring viser mange måder at skabe et kunstnerisk virke og liv på. Her skal man kunne søge råd, vejledning, sparring mm. Og forbundet skal med objektiv stemme arbejde for at presset lettes. Her skal BKF være i dialog med faglige organisationer og institutioner i feltet og i det politiske rum, og sørge for at kunstnerens livs- og arbejdsvilkår aldrig går under radaren.
—
Kroppene spændt ud mellem ind- og overlevelse kan forhåbentligt stå som et billede på to poler, som vi som billedkunstnere konstant jonglerer med i arbejdslivet. To centrale aspekter af kunstens vigtighed og udfordring – der tydeligt peger på BKFs betydningsfulde arbejde og position – kunstnere imellem og som fagrepræsentant i det politiske maskinrum.
Forbundet skal tydeliggøre hvordan det kunstneriske arbejde er afgørende for den før nævnte indsigt, for at skabe dybere og fyldigere oplevelse af liv. Det liv vi lever hver især. Og sammen.
Helt aktuelt kan vi se på den debat om ligelig repræsentation af køn i feltet, der nu heldigvis igen er blusset op. Kroppen er atter på spil. Men denne gang ikke som samlende metafor – denne gang i dens fysiske og identitetsmæssige variationer. Hvilket (fortsat) spiller ind i museumssamlinger, historieskrivning, eksponering mv., der mærkes betydeligt af den ulige repræsentation.
Igen kræver det indlevelse for at kunne sætte sig ind i en varieret oplevelse af liv – nu, historisk og fremadrettet. Men svært er det, hvis halvdelen af de kunstneriske reaktioner fra den gældende samtid udebliver.
Ikke at de ikke er blevet skabt og skabes, men at de tages ud af ligningen – og det både skaber et mangelfuldt billede af det kunstneriske felt og forfladiger de kunstneriske stemmer. Det lukker ned for en nuanceret fortælling og fjerner en afgørende mulighed for netop indlevelse.
Og så er spændet til de underrepræsenterede deles overlevelse kort – en faglig overlevelse sættes under et særdeles hårdt pres. Også her lytter jeg efter forbundets stemme – vil gerne høre jer i debatten og i de visioner, der deles, og som skal omforme situationen. En stemme fra et samlet forbund, der arbejder med en køns-frisættende dagsorden og som giver sit bidrag til at uligheden opløses.
—
Sidste år skrev jeg om det, jeg vil kalde en kritisk masse (hvilket bl.a. kan læses i Fagbladet Billedkunstneren fra december 2018) – en sum i summen, som det billedkunstneriske felt udgør i det større samfundsbillede. Her til sidst, vil jeg gerne plante den idé her i rummet. Lad os tale om og forestille os denne kritiske masse. Den masse vi også udgør og inviterer ind i, i kraft af vores virker. Jeg ser gerne den kritiske masse være mere tydelig i vores selvforståelse og i en mere kollektiv formation af faglighed. Ikke som i en oversvømmelse af indbyrdes selvforherligelse, men i at vi tager den kritiske rolle alvorligt – advokerer for den og for det kunstneriske, idémæssige, intellektuelle potentiale, feltet rummer.
Vi skal øge italesættelsen af feltets bidrag til at destabilisere, udvide og nuancere samtidens virkelighedsbilleder og øge fokus på, hvordan kunsten skaber nærvær og kontakt til verden.
BKF skal vise det mod, som det kræver at være kunstner. Vi uddannes til at tænke selv, reflekteret, oplyst, og med selvdefinerede mål og udtryk. Definitioner der endda sker undervejs. Det skal tales op og ikke uværdig-gøres i, hvad der fra et administrativt, arbejdsmarkeds synspunkt bliver læst som mangelfuld opgørelse af håndgribelige resultater. Det mod og den nuancerende stemme, som kunsten besidder, skal kommunikeres ud – og her er forbundet vigtigt. For det kan være skrøbeligt at gøre alene. Derfor er vi afhængige af et visionært, insisterende, udadvendt forbund.
Til jer i BKF vil jeg sige tak – tak for at sætte fokus på den yngre del af feltet, selvorganisering, efteruddannelse mv. Det fokus både styrker det samlede fællesskab og forfiner forbundets opgave, ved at løfte fagligt og repræsentere bredt. Medlemsskaren skal og må være alsidig i alder, udtryk, arbejdsformer. Altid være et ærligt billede af det billedkunstneriske felt. Her kan vi mødes i al vores forskellighed. Her kan vi se på vilkår og visioner, sammen og dermed vinde et styrket afsæt.
Tillykke til BKF og til os medlemmer! Og tak – for jeres store indsats i sekretariat og bestyrelse, repræsentantskaber, fagbladet osv. og for jeres synlige arbejde, juridiske støtte og gode indspark til debatterne.
Foto: Uffe Weng.