Ny rekord: 1.070 billedkunstnere søger arbejdslegat

15.02.21 | Nyheder

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst har i år modtaget hele 1.070 ansøgninger om arbejdslegater, og det er ny rekord, oplyser kunstfonden i en pressemeddelelse.

Til sammenligning var ansøgertallet sidste år 1.050, og heraf blev 218 imødekommet.

Ser man på ansøgertallet hen over en femårs periode, har 917 billedkunstnere i snit hvert år søgt om at få et af de eftertragtede arbejdslegater, der uddeles enten som treårige arbejdslegater på 855.000 kr. eller som arbejdslegater på mellem 50.000 og 150.000 kroner. I samme periode tildeltes årligt i snit 239 arbejdslegater.

Legatudvalget er nu i fuld gang med at læse det store materiale grundigt igennem. Ansøgere kan forvente at få svar ultimo april, 12 uger efter fristen.

Kamp om legaterne
Statens Kunstfond oplyser, at i alt 1.726 forskellige billedkunstnere har ansøgt om arbejdslegater de seneste fem år, og at i alt 636 forskellige billedkunstnere har modtaget et arbejdslegat i perioden. Det betyder, at i alt 1.090 forskellige billedkunstnere har modtaget ét eller flere afslag i samme periode.

I gennemsnit er 18,1 mio. kr. blevet fordelt til arbejdslegater til billedkunstnere hvert år i perioden 2016-2020.

Øverst: ‘Fountain’ af Sif Itona Westerberg, der sidste år modtog Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Foto: David Stjernholm.

FAKTA: Statens Kunstfonds Legatudvalg for Billedkunst består pt af:

Billedkunstner Jeanette Ehlers (udvalgsleder), billedkunstnerne Henrik Jørgensen, Henrik Menné og Lise Skou, samt kunstredaktør Maria Kjær Themsen.

Legatudvalget for Billedkunst rådet årligt over ca. 34 mio. kr. Udvalgets primære opgaver er kunstprojekter i det offentlige rum, tildeling af arbejdslegater, indkøb af værker til udlån og præmiering af udstillinger.

Læs hvordan ansøgninger bliver vurderet i legatpuljens afsnit “Sådan vurderes din ansøgning”