Expired: Nyt residency projekt på Maltfabrikken efter COVID-19 udskydelser – frist den 7. sept.

31.08.20 | Opslagstavle

Pandemien har siden starten af 2020 forsaget både aflysninger og forsinkelser mange steder i samfundet. På Maltfabrikken i Ebeltoft er alt heller ikke gået præcis som planlagt, og deres residency for internationale kunstnere, Malt AIR, har måtte til at udskyde en række planlagte ophold. Maltfabrikken har valgt at se muligheder i begrænsningerne, derfor åbner de midlertidigt op for deres residency-faciliteter for kunstnere og designere. 

Udvalgte kunstnere fra Taiwan, Sydkorea, Spanien og Canada har måtte udskyde deres ophold i Danmarks nye residency Malt AIR, grundet COVID-19. Men i stedet for at lade de nye kunstnerboliger tomme, har man på Maltfabrikken valgt at give andre kunstnere og designere muligheden for at bruge faciliteterne.
”Alle har måtte tilpasse sig en anden virkelighed end den som var planlagt, og særligt kunst- og kulturområdet har været ramt overalt i 2020. Vi ønsker at bruge disse nye vilkår positivt ved at åbne op for vores attraktive residency-faciliteter, herunder bolig, atelierpladser og værksteder. Vi kalder vores midlertidige residency for FREE SPACE og alle, der arbejder professionelt indenfor kunst, kultur og design inviteres til at ansøge om et ophold”, udtaler Projektleder Vibeke Wang på Maltfabrikken.

Hvad enten man er billedkunstner, designer, fotograf, scenograf, kurator, forfatter eller lignende har man nu muligheden for at blive en del af Maltfabrikkens kreative miljø og bo i den attraktive, nye Villa Lundberg, som hører til projektet.

”Man kan være her i minimum 4 uger, og vi tilbyder rammer, der giver tid, plads og mulighed for at fokusere, reflektere og fordybe sig i den kreative proces. Og mens verden stadig ikke er ’up-to-speed’, så er det måske et perfekt tidspunkt til at fordybe sig i et projekt, teste nye ideer af og møde nye mennesker, herude på Danmarks næsetip”, fortsætter Vibeke Wang.

Samtidig med, at Maltfabrikken ønsker at give rum og mulighed for kunstneriske processer i det midlertidige residency, håber de også på at det vil give noget tilbage til lokalområdet. Derfor vil ansøgninger, der har en udadvendt aktivitet, fx en udstilling, performance, borgerinddragelse, workshop, talk eller lignende, blive prioriteret. Og med Maltfabrikken som platform vil der blive rig mulighed for at indgå i et åbent dynamisk center for kreativt erhverv og kultur. Ud over atelierpladser, værksteder og kunstner residenser, rummer fabrikken nemlig et magisk mix af gastronomi, iværksætteri, bryggeri, musik, kunst, kultur og events.

Fakta:

  • FREE SPACE er et midlertidigt residency, hvor personer, der arbejder professionelt med kunst og/eller kreativt erhverv kan bo og arbejde for en periode.
  • Man kan ansøge om minimum 4 ugers residency-ophold i perioden mellem 21. september 2020 til 15. december 2020 i Maltfabrikkens bolig til residenter med udsigt over havet og Mols Bjerge
  • Man får eget atelier + eget værelse i fælles kunstnerlejlighed og mulighed for adgang til fælles værkstedsfaciliteter – afhængigt af dit projekt
  • Maltfabrikken stiller de fysiske rammer til rådighed, men dækker ikke honorar, transport, materialer eller leveomkostninger.
  • Deadline: mandag den 7. september 2020
  • Se www.maltfabrikken.dk for hvordan der ansøges.

 

Billedkreditering : Jens Lindhe