Expired: Open call til ST. Residens på Udstillingsstedet Sydhavn Station 20/21

07.05.20 | Opslagstavle

VI GØR DET IGEN I ÅR! vi tilbyder en billedkunstner et 1-årigt arbejds- og værkstedsophold på Udstillingsstedet Sydhavn Station, 2450 KBH SV.

RESIDENS henvender sig til nyere-uddannede billedkunstnere fra ind- og udland som bor eller har planer om at bosætte sig i KBH.

Udstillingsstedet Sydhavn Station tilbyder en kunstner et gratis atelierophold i perioden fra 1. september 2020 til 31. august 2021. Opholdet afsluttes med en soloudstilling i 2021, hvor kunstneren vil indtage udstillingslokalet, plakatfrisen i forhallen og billboardrammen under togbroen ved Sydhavn Station.

Foruden 11 nye kollegaer vil der tilbydes samtaler og vejledning med kunstnere fra udstillingsstedet.

RESIDENS – fordi vi tror på det kollegiale liv som billedkunstner.

Udstillingsstedet Sydhavn Station startede ST. RESIDENS op i 2019/20 for at sætte fokus på vigtigheden i en god og realistisk start på et liv som billedkunstner. Vi ønsker, også i kunstdebatten, at belyse det lange seje træk man som ung billedkunstner står over for – det skal synliggøres og italesættes som værdi såvel som præmis.

RESIDENS tilbyder:

  • Gratis atelier med internet, fælleskøkken mm.
  • En udstilling på Udstillingsstedet Sydhavn Station
  • Mentor i opstartperiode med Aske Stærmose, nuværende ST. RESIDENS og medlem af USS fra 1 sep.
  • Samtaler / vejledning mm. fra udvalget bag ST. RESIDENS
  • Introduktion til Udstillingsstedet Sydhavn Stations netværk
  • 11 gode kollegaer som altid er friske på at give en hjælpende hånd

RESIDENS er for dig, der har en dagligdag i atelieret. Du skal have lyst til at blive en del af et fællesskab, der tror på handling. Du skal have en interesse i det selvorganiserede og have mod på at vise kunst til en bred skare fra samfundets mange lag via et kollegialt arbejdsmiljø.

Udstillingsstedet Sydhavn Station er et kunstnerdrevet udstillingssted, der præsenterer samtidskunst på den travle stationshal i Københavns Sydhavn. Udstillingsstedet blev dannet i 2012 og består idag af 11 medlemmer. Stedets særlige placering på en S-togstation har skabt et kunstnerisk mødested for samtidskunst, hvor der ellers ikke ville være kunst. Vi henvender os til et bredt udsnit af københavnere, rejsende, turister, kunstkendere og lokale. Vi kommer i kontakt med mange forskellige aldersgrupper og samfundslag, der her møder kunst i det offentlige rum på en uformel måde.

Nogle af grundstenene for Udstillingsstedet Sydhavn Station er rummelighed, hensynsfuldhed og loyalitet over for kollegaer og vores besøgende. Men alt hvad vi gør er også på kunstens egen præmis.

Deadline 1. Juni 2020 kl 23.59. – Samtale vil foregå mandag d. 8 juni.

Du kan hente ansøgningsskema og læse mere om os og ST. RESIDENS på vores hjemmeside:  https://sydhavn.sydhavnstation.info/st-residency/ Mærk ansøgningen ST.RESIDENS.

RESIDENS er støttet af BKF’s udvalg til fordeling af kulturelle midler.

Foto: Uffe Weng. Udstillingsrum på Sydhavnens S-togs station. Portræt af Signe Boe og Aske Locking.