Expired: OPEN STUDIOS på FABRIKKEN for Kunst og Design

14.09.20 | Opslagstavle

I efteråret 2020 åbner FABRIKKEN for Kunst og Design atter dørene til kunstens maskinrum, efter forårets kunstpause. Den sidste onsdag i måneden vil tre kunstnere eller designere invitere kunstinteresserede, nysgerrige og naboer indenfor i deres personlige værksted. Aftenen byder på tre oplæg om kunstnernes praksis og hvad der optager dem, med mulighed for at blive klogere på arbejdet som kunstner, og afsluttes med et uformelt glas vin i selskab med kunstnerne. Det hele foregår selvfølgelig under de bedste corona-hensyn og med masser af håndsprit.

Dette efterår afholdes Open Studios på følgende datoer:

  • Open Studio #11: onsdag den 30. september kl. 17:00 – 19:00

    Michael Mørk, Anita Viola Nielsen og Oskar Koliander
    Open Studio #11 byder på møder med kunstpraksisser, der blandt andet udforsker maleriets potentiale og udtryk, rum og struktur igennem installation og farver, samt syntetiske materialer og digitale interaktioner.
  • Open Studio #12: onsdag den 28. oktober kl. 17:00 – 19:00

    Molly Haslund, Arnfinnur Amazeen og Claus Bjerre

    Til Open Studio #12 inviterer kunstnerne os indenfor i deres atelierer, hvor de blandt andet beskæftiger sig med performancekunst i det offentlige rum, eksperimentelt møbelformsprog og undersøgelser af de udtryk der opstår, når forskellige medier og materialer mødes i et kunstværk.
  • Open Studio #13: onsdag den 25. november kl. 17:00 – 19:00

    Claus Egemose, Malene Hartmann og Birgitte Thaulow

    De tre værksteder som vi besøger til Open Studio #13, er kunstneriske laboratorier hvor farve, rum og installation undersøges, grænsefladerne for maleri, collage og grafik udforskes, og hvor skrædderkunst på højeste niveau bliver til.

Billetter til alle tre arrangementer kan købes nu på Billetto.dk til 30 kr. (ekskl. gebyr). Alle arrangementer foregår på FABRIKKEN for Kunst og Design, Sundholmsvej 46, 2300 København S. Find efterårets fulde program på FABRIKKEN for Kunst og Designs Facebookside og på ffkd.dk.

 

Om FABRIKKEN for Kunst og Design

FABRIKKEN er et kunstproduktions- og videnscenter i København, beliggende i Sundholmkvarteret på Amager. Vi har 49 atelierer, hvor mere end 60 professionelle kunstnere og designere dagligt udfolder sit kunstneriske virke, ligesom FABRIKKENs store produktionshal og projektlokaler udlejes til produktion, workshops, udstillinger og events. FABRIKKEN er desuden vært for den alternative kunstbiennale Alt_Cph, og inviterer hvert år en håndfuld internationale kunstnere til København via tre residency-programmer. 

Links

Online programoversigt: https://www.ffkd.dk/portfolio/open-studios-efterar-20/

FABRIKKENs Facebookside: https://www.facebook.com/FABRIKKENsfanside

Kontakt

For yderligere information kontakt Casper Cosmus Alsøe på e-mail: kommunikation@ffkd.dk eller telefon: +45 32 54 94 24

Billede

Kunstner Claus Egemoses atelier på FABRIKKEN for Kunst og Design. Foto: FABRIKKEN for Kunst og Design.