Sexisme i kunstlivet: Kunstnere fortæller

28.10.20 | Nyheder

I begyndelsen af oktober 2020 igangsatte Billedkunstnernes Forbund (BKF) en indsamling af vidnesbyrd om sexisme i kunstlivet. Foreløbig har vi modtaget ca. 20 henvendelser om sexisme, krænkelser og overgreb i forbindelse med uddannelse eller arbejde i kunstlivet. Vores indsamling af vidnesbyrd er stadig åben og vil fortsætte i den kommende tid.

Her nedenfor bringer vi et redigeret udvalg af de første vidnesbyrd, vi har modtaget. De er afgivet mod løfte om anonymitet. Flere følger i næste udgave af fagbladet Billedkunstneren, som udkommer i december måned.

Alle billeder her på siden fra land art installation/performance af kunstnerduoen Hesselholdt & Mejlvang: LESS POWER LESS. Copenhagen Contemporary 2020. Fotos: Thomas Andersen.

Læs også:
Kunstnerorganisationer står sammen mod sexisme, kommentar om #MeToo i kunstlivet af forpersonerne for Billedkunstnernes Forbund og Danske Billedkunstneres Fagforening.

MeToo i kunstlivet #1, kvindelig kunstner:

”Flere mandlige undervisere på kunstskolerne, jeg studerede på, var grænseoverskridende i forhold til både mig selv og andre kvindelige medstuderende. De overskred vores integritet ved at komme med hentydninger, invitationer og direkte kropslig berøring i undervisningen. Der var mandlige undervisere som var berusede, både i undervisningen og i forbindelse med studieture.”

MeToo i kunstlivet #2, kvindelig kunstner:

”En mandlig professor ville i seng med mig på en studietur. Jeg afviste ham. Resten af studietiden kaldte han mig snerpet og bornert.”

Hesselholdt & Mejlvang: LESS POWER LESS | 2020.

MeToo i kunstlivet #3, kvindelig kunstner:

”Jeg oplevede for nylig, at en indehaver af et af landets største anerkendte gallerier ragede på unge håbefulde kunstnere på en kunstmesse. Og jeg har også oplevet en museumsdirektør fra et stort museum i Danmark gøre det samme. Begge to var meget fulde. Nogen mennesker i kunstverdenen har så meget magt, at der ikke er et øje, der tør sige noget til dem! Hvis jeg vendte mig om og gav en skideballe, eller kontaktede dem et par uger efter for at ytre min mening er jeg bange for, at der ikke skulle andet end et fingerknips til, for at jeg lige pludselig ikke var noget i kunstbranchen mere. At mine gallerier fandt en anden kunstner at repræsentere.”

MeToo i kunstlivet #4, kvindelig kunstner

”Sexisme har været en decideret plage gennem hele min karriere, der har påvirket og gjort livet besværligt. Jeg har afvæbnet med ofte anstrengende afledningsmanøvrer, men også med et par på kassen. F.eks. under en ophængning på for mange år siden, hvor vagtmesteren tilbød mig endevæggen, hvis jeg gik med ham ned i vagtkælderen efter en tur i byen. Det er SÅ nedværdigende at blive udsat for. At tro, at man er til salgs på den måde.”

MeToo i kunstlivet #5, kvindelig kunstner:

”Jeg gik på en kunstskole inden akademitiden, hvor tonen generelt var grænseoverskridende. Underviseren nussede os i nakken, kyssede og gramsede. Lige siden har jeg spurgt mig selv fuld af ærgrelse, hvorfor jeg ikke sagde fra, bare kort og myndigt bestemt. En del af forklaringen var, at underviseren var omgærdet af stor faglig respekt. At underviseren fagligt havde stor autoritet samtidig med, at han groomede sine elever – bl.a. mig – gav en ubehagelig dobbelthed i undervisningen. Han fortalte os, at vi ikke ville kunne klare os uden hans undervisning.  Hans alkoholisme oveni gjorde det ikke kønnere. I dag ser jeg min reaktion som et lille ‘Stockholm syndrom’. Da jeg senere gik på akademiet, sørgede jeg for at holde afstand, når der var røde alarmlamper, der blinkede, f.eks. når jeg mødte alkoholiserede professorer.”

MeToo i kunstlivet #6, kvindelig kunstner:

”Som elev på en kunsthøjskole blev jeg truet seksuelt af en mand. Jeg kom ud af situationen med tøjet på. Jeg tænkte slet ikke, at det var muligt at anmelde truslen, for jeg blev jo ikke voldtaget – kun truet med det og taget lidt hårdt på.”

MeToo i kunstlivet #7, kvindelig kunstner:

”På kunstakademiet i 1990’erne blev udtrykket ’fuckable’ generelt brugt af mandlige undervisere og elever. Det kunne være en karrierefremmende egenskab at besidde, men det indgik også i magtmisbrug. Mange mænd i kunstlivet deler stadig deres kvindelige kollegaer op i fuckable eller ikke-fuckable. Det at være eller insistere på at tilhøre den sidste kategori, ses ofte som en provokation.”

Hesselholdt & Mejlvang: LESS POWER LESS | 2020.

MeToo i kunstlivet #8, kvindelig kunstner:

”En af mine undervisere på akademiet var konsekvent seksuelt grænseoverskridende overfor kvindelige studerende, der udviste traditionel kvindelighed. Rygterne gik om, at han havde seksuelle forhold til elever. Det var miskrediterende, hvis en elev fik sådan et rygte på sig, og det var ofte usikre elever, han gik efter. En anden professor var ødelæggende nedladende og vildt sexistisk konstant overfor kvindelige studerende. Han gik efter elever, som var kritiske og satte spørgsmålstegn ved hans magtmisbrug. Han brugte seksualisering som aktivt magtmiddel og udtaler sig stadig diskriminerende over for kvindelige kunstnere.  Mandlige lærere, professor og elever tog på os kvinder, når vi gik i byen eller til ferniseringer. Blev man vred, var man sippet. Måske var det ligefrem pinligt, hvis de ikke gad at tage på dig?”

MeToo i kunstlivet #9, mandlig kunstner

”Jeg orker ikke at gå i dybden med de krænkelser, jeg har været udsat for, men jeg blev seksuelt manipuleret af en lærer på en kunstskole, mens jeg var psykisk sårbar og kom mig over psykisk sygdom. Jeg har gået til flere psykologer med det, og det har taget mig år at komme mig over, men jeg bliver stadig forskrækket, når jeg ser folk, der ligner ham på gaden.”

MeToo i kunstlivet #10, kvindelig kunstner:

”I mit arbejdsliv som kunstner har gallerister af begge køn mange gange sagt til mig, (husker 15 episoder sådan lige hurtigt), at den og den chef for en fond, eller den og den rigmand, er glad for piger. Jeg er underforstået blevet opfordret til at spille på alle tangenter af kvindelig overtalelse. Flere gange end jeg kan huske, er jeg blevet rådet til som kunstnerisk strategi at skaffe mig en rig mand eller velhavende elsker. Selvom jeg er heteroseksuel og i et forhold har jeg mange gange fået at vide, at jeg skulle være ’mindre lebbe’, hvis jeg skulle frem. Eller også var jeg bare for grim. Jeg er blevet hånet meget af samlere, gallerister og fondsmænd igennem tiden netop for at være grim, lebbe og den slags, hvis jeg har afvist flirt eller fjernet deres hænder fra min krop. Det er meget almindeligt med uønsket berøring til ferniseringer og i byen – det er det stadig ud på de små timer på trods af, at jeg ikke længere er ung.”

Hesselholdt & Mejlvang: LESS POWER LESS | 2020.

MeToo i kunstlivet #11, kvindelig kunstner:

”Jeg har fået mange negative kommentarer på min krop og udseende, især på akademiet og i begyndelsen af min karriere. Hvor har jeg hørt mange gange (fra mandlige kollegaer og lærere eller andre i kunstneriske magtpositioner) om alt det, jeg ville kunne, hvis jeg bare havde større bryster. Eller hvorfor det er godt, at mine bryster er små, fordi jeg så skal ’arbejde hårdere for at få et knald’. Jeg oplever selv, at jeg får mere opmærksomhed både positivt og negativt pga. af mit køn. Men det har ikke resulteret i salg og økonomisk fremgang svarende til min eksponering. Jeg har mistet flere udstillinger og salg fordi jeg har afvist mandlige kuratorer eller samlere, som har villet noget seksuelt og fået at vide, at jeg skulle passe på, for jeg kunne risikere at de ville blokere mine muligheder på kunstscenen, hvis jeg ikke var mere samarbejdsvillig. Der har været mange akavede situationer, hvor jeg har måtte være meget tydelig om, at forhandlingerne skulle ske på et professionelt niveau.”

MeToo i kunstlivet #12, kvindelig kunstner:

”Jeg har været udsat for et regulært overgreb på et museum, hvor jeg var i gang med at installere et værk. Det skete inde i min egen installation, og blev begået af en mand, som havde meldt sig som frivillig hjælper. Han er meget kendt og bredt vellidt. Han tog mig i skridtet og på kroppen, på trods af at jeg tydelig sagde nej, forsøgte at flytte hans hænder og til sidst måtte slå mig fri. Jeg var frygtelig flov og bange for at skabe en scene på den vigtige kunstinstitution. Jeg tvivlede på, at nogen ville tro mig. Jeg er ikke gået videre med det, men er vred over den behandling, jeg og andre kvinder har fået gennem årene. Og jeg er flov over ikke at have sagt mere fra på egne og andres vegne.”

MeToo i kunstlivet #13, kvindelig kunstner:

”Da jeg som ung studerede på et udenlandsk akademi, havde vi en lærer, der godt kunne lide at have de unge kvindelige studerende siddende på sit skød. Det havde jeg ingen interesse i at gøre. Jeg havde en mandlige kæreste på samme akademi. Læreren var ikke glad for, at jeg havde en kæreste og nedgjorde ham tit i fuld offentlighed. En dag sagde læreren til min kæreste, at han burde “kneppe mig så hårdt bagi at jeg ikke kunne sidde ned en uge”. Rektor på samme akademi forsøgte at kysse en af mine veninder og medstuderende. Hun skubbede ham væk. Vi var som kvinder på akademiet ikke meget værd, blev der sagt, fordi vi ville “jo bare blive gift og få børn og derefter opgive kunsten.”

MeToo i kunstlivet #14, kvindelig kunstner:

”Første gang, jeg oplevede sexisme i kunstmiljøet, var på det akademi, jeg gik på her i Danmark for nogle år siden, hvor der under de årlige julefrokoster blev drukket en del. Det skabte en mærkelig stemning mellem elever og lærere. Jeg blev f.eks. kaldt en lækker sild af en lærer under en julefrokost, og det var bare ikke fedt. Der var også en lærer, som kom med decideret tilnærmelser og var yderst nærgående. Vi oplyste det til vores rektor, men personen blev ved med at undervise der og fortsatte med at være nærgående.”

MeToo i kunstlivet #15, kvindelig kunstner:

”Jeg var ansat som assistent på et af de mest profilerede kunstmuseer herhjemme. Der klappede en kollega mig i numsen adskillige gange. Denne kollega havde og har stadig et meget sexistisk sprog, og kaldte tit de kvindelige kollegaer for f.eks. ’finker’, eller ’kællinger’. Det var decideret ufedt at kravle op på en stige på museet, når der var vagter til stede, fordi de kom med sexistiske bemærkninger om min krop. Den værste kommentar jeg fik af en af vagterne var; ‘at nu skulle jeg ikke blive tyndere, for så ville det være som at knalde med en cykel, hvor man ville blive gul og blå over det hele’. Jeg har også oplevet to mandlige kuratorer stå og skændes om mig og kalde sig selv for overherre og omtale mig som en slags undersåt, de herskede over. Der er i det hele taget en stærk sexistisk undertone på det sted. Det store problem er at vi, som har prøvet at blive sat i bås ud fra vores køn i kunstverdenen, er bange for at blive lagt på is, og derved mindske vores chancer i branchen, som i forvejen er super svær at være i som kvinde.”

Hesselholdt & Mejlvang: LESS POWER LESS. | 2020.