Manglende gudstro og et abstrakt kunstværk har gjort Anette Harboe Flensburgs altertavlemaleri i Uggeløse Kirke til genstand for en ophedet debat om kunstsyn, sindelagskontrol og om, hvorfor et fåtal af kunstnere dominerer kirkekunstmarkedet.
Af Mads Gordon Ladekarl, fagbladet Billedkunstneren
Vi tager en tur i tidsmaskinen og indstiller den til år 2009: Flere og flere yngre, forholdsvist uprøvede kunstnere kaster sig over udsmykninger i teologiske sammenhænge, og fagbladet Billedkunstneren kan berette om, hvordan ”unge kunstnere rykker ind i kirken”. Én af dem er kunstneren Anette Harboe Flensborg, der på det tidspunkt netop har fået til opgave at udsmykke altertavlen i Uggeløse Kirke i Nordsjælland.
”Det er pragtfuldt, at der kommer noget vildere ind i kirkerne nu,” sagde sognepræst og kunsthistoriker Anne Mette Gravgaard dengang til BKF’s blad.
Men i dag, over et årti senere, er tonen en anden. Anette Harboe Flensborgs altertavlemaleri er blevet genstand for en ophedet debat. Tidligere i år kom det frem, at det lokale menighedsråd er utilfreds med maleriet og vil udskifte det med et, som de mener, er mere ’tilnærmeligt’, udarbejdet af den erfarne kirkekunstner Arne Haugen Sørensen.
Nødvendig nysgerrighed
Konflikten i Nordsjælland puster nyt liv i debatten om, hvordan det kirkelige miljø ofte tyer til kunstnere, der allerede har vist deres værd i forbindelse med kirkeudsmykninger. Menighedsrådene
er, lyder kritikken, oftest interesserede i at hyre kunstnere, der illustrerer kristendommen på en håndgribelig måde. Derfor forbliver kirkekunsten i sin egen lukkede sfære.
Den kritik genkender Morten Skriver, næstformand for Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst. Han forklarer, at der heldigvis også er mange kirker, som er interesserede i at finde kunstnere, der er uprøvede i forhold til kirkekunst, men som passer specifikt til den enkelte kirke. Ikke desto mindre breder der sig desværre en noget trist monokultur i den nutidige danske kirkekunst, mener han:
”Vi synes, at det er beklageligt, at der er nogle få kunstnere, som dominerer markedet. Nogle menighedsråd udviser ikke den fornødne nysgerrighed og det grundige forberedende analysearbejde, forud for kunstneriske fornyelser i deres kirkerum. Det er ærgerligt, fordi nysgerrighed er nødvendig, hvis man vil opnå det bedst mulige resultat,” siger Morten Skriver fra udvalget, som rådgiver kirker og menighedsråd, når der skal indkøbes kunst.
Anette Harboe Flensburg: Altertavle. Uggeløse Kirke. Foto: Heidi Maxmilling.
Få kunstnere står for halvdelen af kirkekunsten
At en lille håndfuld kunstnere står for en stor andel af udsmykningerne i Danmarks kirker, fremgår også af databasen modernekirkekunst.dk, som drives af lektor ved Folkekirkens Uddannelses- og videnscenter Benny Grey Schuster for folkekirken.dk: I alt 929 nulevende og afdøde kunstnere har skabt minimum et værk til en sognekirke i perioden 1945 til 2018, viser opgørelserne i databasen.
Kristeligt Dagblad uddyber tallene og forklarer, at fem procent af de kunstnere, som har lavet mindst et værk siden 1945, står for lige omkring 50 procent af alle værkerne.
Til avisen forklarer Benny Grey Schuster, at tanken med den digitale database er, at landets menighedsråd her har en oversigt over, hvilke kunstnere der har erfaring med kirkekunst. På den måde håber han, at menighedsrådene vælger andre end dem, der i forvejen sidder på markedet.
Erfarne kirkekunstnere foretrækkes
Selvom databasen vidner om, at en lille håndfuld kunstnere dominerer, fortæller tallene også en anden side af historien. Det mener Hans Jørgen Frederiksen, der er lektor emeritus i kunsthistorie ved Aarhus Universitet.
Han har haft kirkekunst som interessefelt i mange år og kalder ’Uggeløsesagen’ for et udmærket udgangspunkt for en debat om kirkekunstnere. Han synes, at det er bemærkelsesværdigt, at hele 929 kunstnere har været involveret i kirkeudsmykning siden 1945. Når der imidlertid er et fåtal kunstnere, der så ofte går igen i forbindelse med kirkeudsmykninger, skyldes det bl.a., at mange menighedsråd lader sig inspirere af andre kirker og deres udsmykning, forklarer han:
”Det er nemmere at tage stilling til en kunstner, hvis man har set vedkommendes kunst i en anden kirke. Det er en stor økonomisk investering, og man er bevidst om, at udsmykningen skal være der i mange år. Derfor leder man efter en, der er respekteret i miljøet,” forklarer han og siger samtidig, at han i princippet også selv bærer en del af ansvaret.
”Vi er nogle, der beskæftiger os meget med kirkekunst, skriver om det og turnerer rundt med foredrag om emnet. Vi har også en pligt til at inddrage andre kunstnere end dem, der allerede i forvejen har gjort sig gældende,” siger han.
Kirkekunst skabes også af ikke-troende
Konflikten i Uggeløse nåede i april måned i år en afslutning: Helsingør Stift, hvori kirken ligger, afviste anmodningen fra Uggeløse Kirkes menighedsråd om at udskifte Anette Harboe Flensburgs maleri. Det skete med opbakning fra Nationalmuseet og Akademiraadets Udvalg for Kirkekunst.
Kristeligt Dagblad har fået aktindsigt i sagen. Af den fremgår det, at menighedsrådet anmodede om tilladelse til at udskifte alterbilledet på grund af utilfredshed med både selve motivet, utilfredshed med udvælgelsesproceduren af kunstneren og endelig: Utilfredshed med kunstnerens manglende, kristne gudstro.
I brevet til Helsingør Stift vurderer menighedsrådet, at Anette Harboe Flensburg undsiger kirken, da hun i forbindelse med afsløringen af altertavlemaleriet for 12 år siden udtalte til Frederiksborg Amts Avis, at hun ”personligt ikke har noget stærkt gudsforhold”.
Hans Jørgen Frederiksen hæfter sig især ved argumentet om den manglende tro. Han vurderer, at Danmark ville være et langt fattigere land, når det kommer til mængden af kirkekunst, hvis alle kirkekunstnere skulle være religiøse:
”Der er altså temmelig meget kunst, som skulle bortvises, hvis vi skulle kassere alt det, som er produceret af kunstnere, som ikke er eller var troende,” siger han og tilføjer, at det vil være en stor skam, hvis Harboe Flensburgs udsmykning, som han kalder ’forbilledlig’, kasseres.
Kunst kan tolkes frit
På Anette Harboe Flensburgs altertavlemaleri ses en hvid vindeltrappe i et rødt rum med et vindue i den ene side. Hverken mennesker eller dyr indgår i billedet. Som kunstneren selv forklarer, er mennesket til stede som den beskuer, der kan forestille sig at træde ind i det, med en personlig fortolkning. Maleriet rummer mange fortolkningsmuligheder, og f.eks. har præsten Egil Hvid-Olsen skrevet en hel artikel om den Jacobstige, man kan se i billedet. Men kunstværket er faldet ældre brugere af kirken i Nordsjælland for brystet. De kan simpelthen ikke afkode, hvad billedet symboliserer, fremgår det af menighedsrådets udtalelser i forbindelse med sagen.
Anette Harboe Flensburg er ikke i tvivl om, at hendes udtalelser om manglende tro har påvirket tolkningen af maleriet. ”Menighedsrådet og en del af de ældre kirkegængere opfatter åbenbart et kunstværk og dets betydning som en fast aflæselig størrelse. De vil gerne kunne blive enige om, at det betyder lige præcis dét og refererer til et specifikt sted i Biblen. De har åbenbart også en meget låst opfattelse af, at tro eller ikke-tro manifesterer sig i, hvordan billedet kommer til at se ud,” siger hun.
Hun anerkender, at menighedsrådet kan have ret i, at billedet måske ville have set anderledes ud, hvis hun var troende: ”Men det havde ikke nødvendigvis fungeret bedre eller korresponderet mere med den kontekst, det optræder i. Der findes jo flere måder at være religiøs og kristen på.”
Anette Harboe Flensburg: Altertavle. Uggeløse Kirke. Foto: Heidi Maxmilling.
Sindelagskontrol?
At menighedsrådet ikke kan adskille kunstværket fra kunstnerens religiøse overbevisning, er både skuffende og problematisk, mener flere af de aktører, der i løbet af foråret har kommenteret på Uggeløsesagen i Kristeligt Dagblad. Selv sætter Anette Harboe Flensburg da også spørgsmålstegn ved, om det virkelig er den slags sindelagskontrol, man ønsker.
— Fortryder du, at du udtalte dig om din manglende tro?
”Det er svært at sige. På nogle måder ja. Det er drønærgerligt at opleve, hvordan det har blokeret så meget, som det har. Omvendt må jeg også stå ved det, jeg sagde, og det nytter heller ikke, at man bliver pålagt den slags censur. Jeg synes, at det ville være ærgerligt, hvis kun meget troende lavede kirkeudsmykninger. Man risikerer, at det kunstneriske niveau vil dale.”
Kunst og følelser
Efter at sagen er afsluttet, er Anette Harboe Flensburg stadig påvirket af forløbet.
”Jeg er mildest talt rystet over reaktionen fra menighedsrådet, både over fremgangsmåden og argumentationen,” siger hun, der samtidig af den overbevisning, at aktuelle strømninger i samfundet har bidraget til at skabe de stærke følelser i menighedsrådet.
”Der er så meget, der er til forhandling i denne tid, at man klamrer sig til specifikke positioner og identiteter. Det ser man også med globaliseringen, som svinger over i en fornyet nationalisme. Det er vinde, der måske også blæser inden for kirken,” siger Anette Harboe Flensburg.
Da hun i 2009 blev udvalgt til udsmykningsopgaven i Uggeløse, var det på baggrund af et projekt på Østerbro, hvor hun og fire andre kunstnere i samarbejde med en række kirker havde undersøgt, hvordan samtidskunstnere kunne forny altertavler.
”Dengang oplevede vi også, at der var mange stærke kræfter, der ville forny. Og andre, der overhovedet ikke vil have forandringer. For dem er kirkerummet den sidste bastion af uforanderlighed, og det er jo ikke, fordi jeg slet ikke forstår den reaktion, men det gør det vanskeligt at agere i som kunstner.”
Samtidskunst deler ofte vandene
Hans Jørgen Frederiksen er lidt forbeholden med at sætte debatten ind i en specifik, aktuel kontekst. Han mener derimod, at kunst, som mange kirkegængere har svært ved at forholde sig til, altid vil dele vandene. ”Jeg ser mere sagen som udtryk for, at man ikke ønsker en kirkekunst, der for at blive forstået, skal forklares og analyseres af specialister. Man vil have noget, der taler mere direkte til kirkegængerne. Mange forventer også, at billederne tager udgangspunkt i centrale bibelske beretninger.”
Han minder om, at historien gentager sig selv: Vi oplevede det i 1980’erne, da Carl-Henning Pedersen udsmykkede Ribe Domkirke. Vi oplevede det i 1950’erne, da Mogens Jørgensen arbejdede på Hover Kirke i Vejle. Og vi oplevede det, da Bertel Thorvaldsen bidrog med skulpturer til Vor Frue Kirke i begyndelsen af 1800-tallet. Med andre ord: Det, der er blevet diskuteret i Uggeløse,
kunne lige så være blevet sagt for 30 år siden, mener Hans Jørgen Frederiksen:
”Når ny kunst skal ind i kirken – vel og mærke kunst, der er kompromisløs og moderne, skaber det furore. Det er altså mere reglen end undtagelsen. ”
Anette Harboe Flensburg.
Flere samtaler og forventningsafstemning
Ligesom Anette Harboe Flensburgs altertavlemaleri, hvis abstrakte budskab og symbolik rummer mange forskellige fortolkningsmuligheder, er der således heller ikke et entydigt svar på, hvad konflikten i Uggeløse fortæller om vores samtid. Men sagen har givet erfaringer, andre kunstnere måske kan lære af. Tilbage i 2009 valgte Anette Harboe Flensburg at sige ja til udsmykningsopgaven, fordi hun betragter kirken som et spændende, spirituelt rum ladet med historier og betydning. I fagbladet Billedkunstneren gav hun dengang et godt råd til kommende kirkekunstdebutanter:
”Vær åben, men insisterende. Man skal være en tand mere samarbejdsvillig, når man arbejder sammen med kirkens folk. For her er det et meget mere følelsesladet område og traditionsbundet rum, man laver kunst til.”
I dag ler Anette Harboe Flensburg, da hun genhører sit råd. Mest fordi rådet i vid udstrækning er rammende for den oplevelse, som hun har haft med kirken i Nordsjælland. Opgaven har nemlig vist sig at være et lige så følelsesladet område, som hun frygtede. Derfor vil rådet ikke lyde meget anderledes i dag.
”Jeg vil uddybe det med flere samtaler og en forventningsafstemning. Ønsker man en slags bogstavelig illustration af bibelhistorien? Eller er man faktisk parat til at indgå i en åben udvekslingsproces mellem beskuer og værk, hvor der er plads åndens frie bevægelighed? Jeg har erfaret fra mine to kirkeudsmykninger, at det i grunden handler om at opbygge en tillid til, hvis kunstneren har sagt ja til at gå ind i et projekt, så gør de det med al den respekt, erfaring, vilje og talent, det kræver.”
Artiklen her er bragt i Fagbladet Billedkunstneren, juni 2021. Hele bladet kan læses her…