Rosas Reality Radio er en podcast og et lydværk på syv afsnit om billedkunstnernes arbejdsvilkår. Mit navn er Rosa Marie Frang, jeg er billedkunstner og dokumentarist. I teksten her får du et indblik i, hvordan og hvorfor jeg har brugt mine egne erfaringer og egen person som seismograf i projektet. Jeg håber du vil lytte med.
Af Rosa Marie Frang
ET UIGENNEMSKUELIGT KARMAREGNSKAB
Da jeg var 15 år gik jeg en sen nat ud med en pose spraymaling og skrev KÆRLIGHED med store bogstaver på en mur nede i byen. Det var en kærlighedserklæring til min kæreste. Få dage efter begik en fremmed mand selvmord ved at køre frontalt ind i muren præcis dér, hvor jeg havde kastet min håbløse kærlighedserklæring op med barnlige streger. Var det min skyld, manden havde valgt lige præcis den mur og det sted at tage sit eget liv? Angsten for at jeg havde gjort noget forkert i et stort og uigennemskueligt karmaregnskab forplantede sig i min krop. Det er den samme form for udefinerbare angst, jeg oplever på kunstscenen generelt, og når jeg gerne vil bruge min stemme specifikt — som for eksempel nu, mens jeg skriver dette. Hvorfor?
MAGTENS INDIFFERENCE
I et sjældent og momentant anfald af overmod, kombineret med en langtrukken frustration over så sjældent at møde kunstnernes stemmer i den brede offentlighed (jeg er af den overbevisning at usynlighed gør os endnu mere sårbare ifht. at beskære, amputere, nedskære), kontaktede jeg kækt BKF: ”Skal jeg ikke lave en podcast til jer om kunstnernes arbejds- forhold?”. Det blev starten på en flere år lang arbejdsproces, hvor jeg til min gru opdagede, at med kunstneres arbejdsvilkår — økonomisk, psykisk, socialt og fysisk — stod det langt værre til, end jeg havde troet. Meget symptomatisk troede jeg, det kun var mig, der var så meget på røven…
Rosa Marie Frang. Foto: Malle Madsen.
Èn af de tankevækkende ting, jeg fandt, var, at Danmark adskiller sig radikalt fra de andre nordiske lande. I modsætning til disse har vi ingen særskilt statslig instans, hvis opgave det er at indsamle, analysere og formidle vores arbejds- og levevilkår til den siddende kulturminister og regering (og kunststanden og befolkningen bredt), så der kan arbejdes på at bedre forholdene på det bedst muligt oplyste grundlag. Som landet ligger nu, er det en rodet affære at skabe sig et overblik over de undersøgelser, der trods alt er lavet. Mange undersøgelser finansieres f.eks. af private fonde, og områderne der undersøges synes ofte at være op til enkelt(universitets-)personers interesser og ikke med udgangspunkt i, hvad der reelt mangler at blive belyst.
Officielt hedder det, at Kulturministeriet er forpligtet til at bevåge området, men denne har overladt opgaven til Danmarks Statistik, som publicerer en årsrapport, hvor der groft sagt blot fortælles, hvor mange procent der hvert år er i arbejde. Det tydelige signal, der sendes fra den øverste (kultur)magt, er, at den er totalt indifferent, ikke kun når det gælder kunstnernes ve og vel, men også når det gælder kunstens betydning for hele samfundet.
(red. uddrag fra Rosas Reality Radio:)
Jeg skriver dette:
Ansøgninger til open calls, udstillinger, atelier pladser, fonde, legater, residencies.
Jeg lever i dette:
Ansøgninger til deltidsstillinger, fuldtidsstillinger, vikarstillinger, tidsbegrænsede projektansættelser.
Jeg skriver dette:
Projektstillinger.
Jeg findes i dette:
Ansøgninger om optagelse på mentor- og undervisningsforløb, optagelse på skoler, akademier og universiteter.
Jeg skriver dette:
Ansøgninger hos kommuner om tilladelser og samarbejder.
Jeg lever i dette:
Ansøgninger hos private firmaer om sponsorater og samarbejder. Ansøgninger til museer, gallerister, kunsthaller, udstillingssteder, firmaer, mennesker og organisationer med forslag til projekter.
Jeg eksisterer i dette:
Udstillinger og værker. Jeg er helt normal. Jeg er Kontorkunstner. Jeg skriver dette:
Jeg er kontorprojektlederansøgningsskrivendebudgetkunstproduktions- administrator
Jeg er min egen chef
og har ingen der klapper mig på skulderen
Jeg er fri for irriterende kollegaer
og jeg er så alene
Jeg er fri for triste rutiner
og er stresset hele tiden
Jeg skal ikke møde ind tidligt om morgenen
og jeg kan ikke sove om natten af bekymring
Jeg er en fri fugl
og har ikke haft ferie i flere år
Jeg realiserer mig selv
og har aldrig haft så meget angst før
Jeg bestemmer selv
og har ikke råd til at tage chancer
Jeg behøver ikke slikke røv på en chef
og jeg bliver nødt til at være venner med alle jeg møder for jeg ved aldrig hvem der er den næste der kan åbne en dør for mig
Og jeg har permanent pinlige penge problemer
Min personlighed er min vare
jeg er en krampagtig knust kontorkunstner
Min personlighed har ingen grænser
jeg banker mig selv i hovedet for ikke at have klaret mig bedre
Jeg er en elitær taber og en tabt kunstner
Min personlighed er mit værk
Foto: Malle Madsen.
ET USEXET MATERIALE
At sidde og researche i hvilke undersøgelser der IKKE er lavet, eller at se på, hvordan kunstfondens PR-budget er cirka syvdoblet indenfor de seneste år, eller hvordan 16 forskellige statslige kunstråd, nævn, centre og udvalg er blevet lukket eller fjernet gennem sammenlægninger (med ræsonnementet om effektivisering gennem centralisering) de sidste 20 år, er ikke kun vildt trist, men også en vildt usexet affære… og at formidle det i en podcast svarer til at læse Skatteministeriets årsrapport højt… uden underlægningsmusik.
Både jeg selv og hele lydværket har mange gange været ved at visne hen af et materiale så tørt, at selv en morongo desert snail ville løbe skrigende bort. Så hvordan kunne jeg VISE det, jeg havde fundet i stedet for bare at læse højt fra procentfordelingen af kunstnere i arbejde? Show it — dont tell it!
Da lydoptagelserne til podcasten er blevet til over flere år, har jeg kunnet anvende mig selv som den eksemplificerende hovedperson; jeg går i terapi med min præstationsangst, åbner afslag på kæmpe ansøgninger, får et hidsighedsanfald over den svære adgang til (kunst)magtens rum, falder igennem til ferniseringer med min ikke-finkulturelle sociale baggrund og betror lytteren alle mine Me Too-oplevelser, mens jeg både kæmper med angst over at bruge min stemme i det hele taget, og raser over de kulturpolitiske tilstande.
For på samme vis som det neoliberale arbejdsmarked ønsker, at jeg skal være en grænseløs fleksibel konkurrenceklar og ensom iværksættende entreprenør, hvor varen, jeg sælger, i stadig højere grad er min personlighed (og HELE mit liv), på samme vis er jeg præcis det i Rosas Reality Radio.
Jeg er ikke bedre end andre og vi er alle en del af problemet. Vi er også en del af løsningen, så længe vi ikke er bange for at selvreflektere. Så længe vi ikke er bange for at diskutere, hvem der får taletid i den brede offentlighed og hvorfor, eller bange for at diskutere hvordan PR- og marketingsstrategier er smeltet sammen med kunsten, eller hvordan kunstadministratorerne har sat sig på flæsket, eller for hvad det i det hele taget er for nogle hierarkier og magtsystemer, vi som kunstnere, tilsigtet eller utilsigtet, skaber eller opretholder.
(red. uddrag fra Rosas Reality Radio)
Vi har selviscenesættelse
og skuespil
Vi har framing
og beskæring
vinkel og storytelling
afstemte farveskalaer der matcher hele vejen
stramme koncepter og tydelig tale
kernefortællinger oplevelser store oplevelser
og den gode historie
selvbevidst om hver en tone
disruption og forfængelig dissonans
selvbevidst om hvert et greb
perfidt pertentlig personlig branding
Det er den oprigtige skuespillers glanstid
Det er den sande psykopats patos som får oprejsning
Ved hvad det du gør, vil gøre, og jeg skal blive hængende for at høre din historie til ende
se dig selv udefra
hvad tænker i om mig?
spørger jeg hele tiden
Her et true fact:
I 2014 for seks år siden brugte Statens Kunstfond ca. 200.000 kroner på markedsføring
det tal er steget år for år og i 2018 var det steget til ca. 1,8 millioner kroner
jeg har ikke adgang til de seneste års budgetter
Foto: Malle Madsen.
HANDS-ON RETORISKE REALITY SPØRGSMÅL
Men hvorfor er min egen stemme blevet så svær for mig at bruge? Er det fordi, det først er nu, at jeg opdager, hvor meget min sociale baggrund faktisk spænder ben for mig i et miljø, hvor størstedelen kommer fra veluddannede middelklassehjem, og jeg ikke evner at adoptere de rette kulturelle koder for at åbne døre?
Er det fordi jeg har været fattig i så mange år, at det nu har infiltreret min egen selvopfattelse til at tro, at jeg vitterligt ER mindre værd? Eller er det fordi, jeg har et liv, hvor størstedelen af mine vågne timer tilbringes i mit eget ensomme selskab og jeg mangler et fysisk fælleskab?
Er det fordi jeg er kvinde og hverken er ung og cool, eller gammel nok til at blive betragtet som eksotisk? Eller er det fordi, kunstnerens stemme i det hele taget slet ikke tages alvorligt i de større medier? Er det fordi, jeg har en kæmpe modstand mod internettet på grund af overvågning, manipulation og generelt hjerne-fuck og dermed på forhånd er dømt game over? Eller er det fordi, kunstscenen er blevet infiltreret af en individualistisk konkurrencementalitet, som jeg er for følsom til at deale med?
Eller er det et strukturelt trickle down-fænomen, som min krop ubevidst opfanger, hvor der fra regeringens side vedvarende drypper en giftig attitude af at være bedøvende ligeglad med kunsten og kunstnerne? I virkeligheden har jeg bare lyst til at kaste ordet KÆRLIGHED op på en husmur inde i byen. Som en kærlighedserklæring til kunsten.
Find og lyt til podcasten her → rosasreality.com
ROSA MARIE FRANG (f. 1975)
Dansk/Canadisk billedkunstner og dokumentarist, bor og arbejder i København. Har taget grunduddannelsen på Kunstakademies Arkitektskole i København. Gået på Kunsthøjskolen på Ærø. Studeret to år på Det Fynske Kunstakademi, tog derefter en Bachelor og en Master of Fine Arts på Umeå Universitets Kunstakademi (konsthögskola) i Sverige. Har studeret på det etårige Post-Master kursus ’Art As Learning’ på samme kunstakademi. Udlært på Danmarks Radios Talenthold og har været mangeårigt medlem af Radio24syv’s Dokumentar faste redaktion. Har udstillet internationalt og på de censurerede udstillinger. Rosa Marie Frang har et alter ego: Den Genetiske Gudinde, og hun har været redaktør på kunsten.nu’s Lydkunst Podcast.
Artiklen her er bragt i Fagbladet Billedkunstneren, juni 2020.