VERA skole for kunst & design søger engageret og dygtig leder

28.12.20 | Opslagstavle

Skolens mangeårige leder går på pension, og vi søger en ny leder for Københavns bedste kreative og kunstneriske daghøjskole, hvor der er højt til loftet og et levende undervisningsmiljø for unge.

Du skal stå i spidsen for en velkonsolideret og velfungerende daghøjskole med god søgning, engagerede og dygtige undervisere og 70-80 unge som har valgt at gå på skolen – de fleste for at søge videre på kunstneriske og kreative uddannelser. Du bliver ansvarlig for alle sider af skolens drift, herunder økonomi og personale, ­og for tilrettelæggelse af undervisning og aktiviteter i tæt samarbejde med lærergruppen.

Vi forventer at du har uddannelse og undervisningserfaring indenfor et af skolens fag eller tilsvarende, samt pædagogisk efteruddannelse. Du skal have erfaring med ledelse og de fornødne admini­stra­tive, økonomiske og ledelsesmæssige kvalifikationer, og du skal have mod på at videreudvikle både skolens fysiske rammer og dens udbud af aktiviteter.

Du skal have bred indsigt i uddannelse, politik, folke­oplysning og kultur, og kunne samarbejde på mange niveauer, forhandle, lytte og agere strategisk, ikke mindst i forhold til Københavns Kommune som giver et afgørende tilskud til skolens drift.

Endelig er det vigtigt at du evner at være et synligt og aktivt samlingspunkt i skolens dagligdag med både ansatte og elever.

Løn og pension i henhold Uddannelsesforbundets overenskomst med FOAS (FOAS’s almene område), med indplacering midt i interval for ledere af daghøjskoler.

Ansøgning med bilag sendes til niels@veraskole.dk senest fredag 22. januar 2021 kl. 12.

Yderligere information:

Kontakt bestyrelsesformand Tine Kjølsen, tkj@kadk.dk eller næstformand Jannie Meedom Nielsen jmeedom@hotmail.com. Læs mere om skolen på veraskole.dk