”Vi bringer samtidskunsten ud bag hækken”

08.06.20 | Nyheder

Af Britt Esrom

Hver sommer inviterer Kunstforeningen KOLONIEN til samtidskunst i sommerhuskolonien ABC i Rødovre, hvor medlemmernes haver forvandles til et udstillingssted på tværs af stier og havelåger. Sidste sommer indgik 11 kolonihaver i projektet, der præsenterede 53 kunstnere fra ind- og udland.

Marie Braad Larsen er forkvinde og en del af kuratorgruppen i kunstforeningen KOLONIEN, der er på shortlisten til BKF-prisen Årets Kunstnerdrevne Udstillingssteder 2020. Her fortæller hun om arbejdet med at vise samtidskunst bag havelågen:

Vibe Overgaard: Manuscript on Accumulation. Performance, KOLONIEN III, 2019. Foto: Thomas Elsted.

”En kolonihaveforening er et minisamfund, hvor mennesker naturligt mødes på tværs af baggrund og skel. Som kunstnere og kuratorer, der selv bor i sommerhuskolonien, giver det os en unik mulighed for at præsentere samtidskunsten for et publikum, der ikke indgår som del af den traditionelle målgruppe.”

”I sommerhuskolonien kan man møde samtidskunsten hos sin nabo i en tryg og velkendt ramme, der gør den mere tilgængelig, i samme ombæring som den får et nyt liv. Samtidig kan de møde kunstnere og kuratorer og indgå i en ligeværdig dialog omkring værkerne. Det mener vi også bidrager til afmystificering af samtidskunsten.”

Hvorfor vælger I at arbejde for at formidle kollegers udstillinger?

”Som kunstner vil man gerne nå bredt ud med sin kunst. Med Kunstforeningen KOLONIEN bringer vi kunsten væk fra den hvide boks og ud i en kolonihave, og dermed skaber vi et rum for udveksling af tanker og ideer, der ikke udspringer af en kunstfaglig kontekst, som vi ellers er vant til. På den måde giver udvekslingen også os noget at reflektere over og arbejde videre med.”

Hvad kan et kunstnerdrevet sted som jeres, som de institutionelle udstillingssteder ikke kan?

”Vi kan eksperimentere og lege med formaterne, som vi vil. Vi kan være inden for i vores stue eller uden for i haven med solen over os og græsstråene mellem tæerne.

Vi behøver ikke at gå på kompromis med for eksempel besøgstal og målgruppebeskrivelser – vi bestemmer selv, hvad der skal på programmet, og hvad der er smal kunst. Sidste år havde vi for eksempel en del performances.”

Maria Gondek: Sammenskudsgilde. Springvand bygget af donerede materiale og objekter fra Sommerhuskolonien ABC’s beboere. Kolonien III, 2019. Foto: Thomas Elsted.

Benny Forsberg: This is! No obvious relief. Bronze, aluminum. KOLONIEN III, 2019. Foto: Thomas Elsted.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kunstforeningen KOLONIEN vender tilbage i sommer med samtidskunst i sommerhuskolonien ABC.

Kuratorteamet 2019: Stoffer, Anne Werner, Jens Peter Bak, Sara Kramer, Pelle Staack Bodil Krogh Andersen & Martin Christoffer Lund, Christian Flopper Mastrup, Felia Gram-Hanssen, Mone Jørgensen, Marie Boye Thomsen, Simin Stine Ramezanali og Marie Braad Larsen.

instagram.com/kunstforeningen_kolonien

Foto øverst her på siden: Simin Stine Ramezanali: (Søster) Jærtegn. Udsnit af værk på Kolonien III 2019.
Foto: Thomas Elsted.